Medie: Macron vil have Vestager som formand for EU-Kommissionen
Ifølge Politico håber den franske præsident at kunne overtale Vestager til at kandidere til posten.
Meget kan gå galt undervejs, men ifølge Politico er den franske præsident, Emmanuel Macron, ikke i tvivl om, hvem der skal være den næste formand for EU-Kommissionen, når Jean-Claude Junckers periode udløber i 2019.
Navnet er Margrethe Vestager, EU's konkurrencekommissær siden 2014.
Politico har talt med tre højtstående embedsmænd i Europa-Parlamentet, som bekræfter, at Macron håber på at kunne overtale Vestager til at kandidere til posten.
»Macron har informeret visse personer om det, heriblandt Joseph Daul,« siger en embedsmand fra parlamentet til Politico og henviser til formanden for den kristendemokratiske EPP-gruppe, som Juncker tilhører.
Jean-Claude Juncker har annonceret, at han ikke tager en omgang til, selv om formændene kan sidde i to perioder. Derfor bliver posten atter ledig fra 2019.
»Macrons interesse i Vestager er åbenlys,« siger Pieyre-Alexandre Anglade, som parlamentsmedlem i Frankrig for Macrons En Marche-parti - valgt i den franske valgkreds i Benelux-landene - til Politico.
»Hun gør et fremragende stykke arbejde, hun er den mest tydelige pro-europæer, hun er en kvinde, hun har haft succes på områder, som Macron går op i, og hun har rystet op i EU på mange områder.«
The Economist udråbte også i september Vestager som »en af frontløberne til at efterfølge præsident Jean-Claude Juncker.«
Men selv hvis Margrethe Vestager skulle være klar på at stille op, hvilket hendes kontor ikke ønsker at kommentere, er udfordringerne mange. For det første hører hun hjemme i den forkerte gruppe i Europa-Parlamentet. Vestager hører til i den liberale gruppe, Alde, som på nuværende tidspunkt blot er den tredje største i parlamentet. Normalt vælges en formand, der tilhører den største politiske gruppe.
Dernæst, fremfører Politico, så skal kandidaten til formandsposten normalt have været medlem af Det Europæiske Råd, som består af EU's stats- og regeringschefer. Derudover skal de i reglen komme fra et land, som er en del af eurozonen, og endelig skal de endnu ikke have fået fjender i medlemslandene.
Margrethe Vestager kan hverken svare ja til det ene eller det andet, og når det gælder fjenderne, skriver Politico:
»Hendes store beslutninger om Apple, Starbucks og andres skatteaffærer har givet ondt blod i de europæiske lande, som huser dem, såsom Irland og Holland.«