Minister vil indføre turistarmbånd efter dobbeltmord i Thailand
I fremtiden kan man få udleveret et id-armbånd, når man tjekker ind på sit hotel i Thailand.
Turistparadiset Thailand har i den grad lidt et knæk.
Først var der optøjer, som har bølget frem og tilbage over nogle år. Så var der militærkuppet i maj, som langt fra var det første, og nu kæmper landet atter med sit omdømme, efter at to unge britiske turister blev brutalt myrdet den 15. september.
For forbrydelsen sætter spørgsmålstegn ved, om smilets land er så ufarligt, som mange ellers har troet.
Derfor har landets turistminister Kobkarn Wattanavrangkul søsat en plan, der skal øge sikkerheden for landets turister, som er begyndt at holde sig væk.
Ministeren ønsker at indføre id-armbånd, som hotellerne skal stå for at distribuere.
"Når turister tjekker ind på et hotel, vil de få udleveret et armbånd med et serienummer, som matcher deres id og har kontaktinformationerne på det resort, hvor de bor. I tilfælde af at de er ude og feste til sent og f.eks. bliver fulde eller farer vild, så kan de nemt få hjælp," siger hun til Reuters.
Kobkarn Wattanavrangkul ønsker siden hen at videreudvikle konceptet, så armbåndene også kan spores elektronisk.
Samtidig diskuterer man muligheden for et "buddysystem", hvor man sætter turister op med en lokal, som kan passe på dem.
Ministeren overvejer desuden, om man skal sætte begrænsninger op for, hvor længe og hvor Thailands famøse strandfester kan afholdes.
De to mord er endnu ikke opklaret, men politiet leder efter tre gerningsmænd.
Ofrene, Hannah Witheridge og den jævnaldrende David Miller, rejste ikke sammen, men havde mødt hinanden under deres respektive rejser til Thailand. Efter at have deltaget i en fest på øen Koh Tao gik de to sammen langs stranden, hvor de blev myrdet.
Man mener, at det kvindelige offer blev voldtaget af to forskellige mænd, inden hun blev dræbt. David Miller blev sandsynligvis slået ihjel, da han forsøgte at komme til hendes undsætning.
Thailands konstituerede premierminister Prayuth Chan-Ocha blev udsat for voldsom kritik i britisk presse, da han forleden kommenterede på forbrydelsen.
"Turister tror, at vores land er smukt og sikkert, så de kan gøre, hvad der passer dem - de kan gå rundt i bikinier alle steder. Men kan de være sikre i bikinier ... medmindre de ikke er smukke?," spurgte premierministeren retorisk i en tale, som blev sendt på thailandsk tv.