Minister efter dobbeltmord: Kønne turister er ikke sikre i Thailand
Premierminister Prayuth Chan-Ocha har luftet en kontroversiel holdning efter mordene på to turister.
Thailandsk politi forsøger stadig at finde den person, som i mandags myrdede to britiske turister på stranden på den populære turist-ø Koh Tao.
Onsdag tog sagen imidlertid en uventet drejning, idet den thailandske konstituerede premierminister, Prayuth Chan-Ocha, luftede en slet skjult hentydning til, at det kvindelige offer havde opført sig upassende, inden hun blev myrdet.
Turister tror, at vores land er smukt og sikkert, så de kan gøre, hvad der passer dem.Thailands premierminister
"Turister tror, at vores land er smukt og sikkert, så de kan gøre, hvad der passer dem - de kan gå rundt i bikinier alle steder. Men kan de være sikre i bikinier ... medmindre de ikke er smukke?," spurgte premierministeren retorisk i en tale, som blev sendt på thailandsk tv.
Kommentaren fra premierministeren er den seneste i rækken af udtalelser, som har mere end antydet, at det 23-årige offer, Hannah Witheridge, burde have tænkt sig om, inden hun begav sig ud på en måneskinstur omkring klokken 01 natten mellem søndag og mandag efter en strandfest.
Kommentaren har skabt røre i de britiske medier, bl.a. Daily Mail som kalder efterforskningen for "en farce", samt blandt politikere og ledere af centre for voldtægtsofre.
"Disse kommentarer er helt utrolig ufølsomme over for ofrene og ekstremt upassende. Ansvaret for voldtægter og mord ligger udelukkende hos gerningsmændene," siger Katie Russell fra voldtægtscentret Rape Crisis England and Wales.
Dna-analyser tyder på, at det kvindelige offer havde sex, inden hun blev myrdet, men det vides ikke, om der har været tale om voldtægt eller frivilligt seksuelt samkvem.
De to ofre, Hannah Witheridge og den jævnaldrende David Miller, rejste ikke sammen, men havde ifølge britiske medier mødt hinanden under deres respektive rejser til Thailand. Efter at have deltaget i en måneskinsfest på Koh Tao, en lille ø nord for Koh Samui, gik de to sammen langs stranden, hvor de blev myrdet med et stumpt objekt.
Politiet arbejder ud fra teorien om, at David Miller blev myrdet, da han forsøgte at hjælpe Hannah Witheridge. Begge ofres familier er nu fløjet til Thailand for at hente ligene hjem.
Thailandsk politi har arbejdet hårdt på at få sagen lukket, idet det ikke just er fremmende for turismen, at to udlændinge er blevet dræbt på en populær feriedestination.
Torsdag led efterforskningen et knæk, da alle politiets 12 mistænkte, heriblandt et brødrepar fra Storbritannien, som rejste med David Miller, blev renset af dna-spor fundet på ofrene. Ingen af de mistænkte passede på DNA-profilen.
I Udenrigsministeriets vejledning til danske turister, der færdes i Thailand, kan man læse, at man - selv om overfald ikke er almindelige i Thailand - bør være opmærksom på, at der er øget risiko for overfald i Pattaya og Koh Samui.
"Der er oftest tale om overfald i forbindelse med røveri eller forsøg på røveri, prostitution, afpresning, hævnakter og slagsmål under indflydelse af alkohol eller narkotika," lyder det fra ministeriet.