Thailands hær indkalder 114 fremtrædende personer
Blandt dem er ledere af rødskjorterne, tidligere politi- og militærofficerer samt politikere fra oppositionen.
Thailands hær har indkaldt over 100 personer fra rivaliserende politiske sider.
Blandt dem er ledere af de såkaldte rødskjorter, der støtter Shinawatra-familien, politikere fra oppositionen samt tidligere ansatte ved politiet og militæret.
- Vi opfordrer disse folk til at melde sig selv, lyder det fra en talsmand for hæren i en erklæring på thailandsk tv.
De 114 personer er blevet bedt om at møde op på et militærkontor i Bangkok klokken 10 lokal tid fredag.
Eks-premierminister også indkaldt
Thailands tidligere premierminister Yingluck Shinawatra og tre af hendes pårørende blev torsdag indkaldt og skal også møde op hos de militære myndigheder, der overtog magten i landet torsdag ved et militærkup.
Hun er blevet indkaldt til at være hos de militære myndigheder på samme tidspunkt - klokken 10 fredag formiddag.
Spændinger tager til
Tidligere i denne måned blev Yingluck Shinawatra afskediget som regeringsleder efter en kontroversiel dom for magtmisbrug. Siden er spændingerne i landet taget til igen.
Yingluck Shinawatra er søster til Thaksin Shinawatra, som var premierminister i Thailand fra 2001, og indtil han blev afsat ved et militærkup i 2006. Han er idømt to års fængsel in absentia for magtmisbrug og korruption.
Han beskyldes dog for fortsat at have styret Thailand gennem sin søster, der blev premierminister i 2011. Yingluck blev imidlertid afsat 7. maj sammen med ni andre ministre på grund af magtmisbrug.