Fortsæt til indhold
International

Ulande finder sig ikke i indblanding

Bistand: Ulande er trætte af, at rige lande går uden om regeringerne og støtter private. Mange har forbudt udenlandsk støtte. Bolivia har smidt dansk organisation ud.

Lars From, International korrespondent

Pak sammen og forlad Bolivia inden tre måneder. Den besked har bistandsorganisationen Ibis fået af de bolivianske myndigheder.

Generalsekretær Vagn Berthelsen fra Ibis er chokeret og er hastet til det sydamerikanske land for at forsøge at rydde misforståelser af vejen:

»Jeg håber, at vi kan finde en løsning, og efter de første møder er jeg forsigtig optimist. Men regeringen i Bolivia har sagt, at man også vil lukke seks-otte andre organisationer. Der er formentlig tale om en generel tendens, som sker i hele verden, at man strammer op over for civilsamfundsorganisationer. Man vil ikke have, at civilsamfundet blander sig,« fortæller Vagn Berthelsen.

Flere ulandsfaglige eksperter peger på, at anklagerne mod Ibis og andre organisationer minder om de anklager, som de russiske myndigheder tidligere har fremsat, hvor man har anklaget alle udenlandske ikke-regeringskontrollerede organisationer, de såkaldte ngo’ere, for at være udenlandske spioner.

Anklagerne mod Ibis handler om, at Ibis – gennem lokale ngo’ere – har støttet højlandsindianernes organisation, Conamaq, og dermed ifølge præsident Evo Morales og hans regering har blandet sig i en intern strid mellem Conamaq og regeringen.

USA også smidt ud

Sidste år var det den amerikanske stats USAID, der blev smidt ud af Bolivia.

Ibis, der har et hjælpeprogram i Bolivia på ca. 35 mio. kr. om året, har bl.a. oprettet en kokkeskole med kokken Claus Meyer som leder, hiv/aids-programmer og støtte til at sikre indianeres territorier og rettigheder. Programmet skulle have kørt fem år, men nu er Ibis blevet bedt om at forlade Bolivia senest den 26. marts, mens kokkeskolen formentlig kan fortsætte.

Vagn Berthelsen mener, at anklagerne er forkerte:

»Allerede i efteråret indstillede vi støtten til de to organisationer, som regeringen har været utilfreds med, at vi har støttet.«

Ca. 10 af de 35 mio. kr., som Ibis årligt bruger i Bolivia, kommer fra den danske statskasse og Danida. Og anklagerne fra Bolivia rammer direkte ned i kernen af dansk ulandsbistand, konstaterer sekretariatsleder Erik Vithner fra Cisu, Civilsamfund i Udvikling, en sammenslutning af 280 organisationer.

»Danmark satser på rettighedsbaseret udviklingsbistand, hvor vi gennem lokale ngo’ere hjælper mennesker til at engagere sig, så de kan få andel i udviklingen. Det er derfor heller ikke Ibis, der har været i konflikt med regeringen i Bolivia, men derimod lokale, der er kommet i klemme,« vurderer Erik Vithner.

»Landene lægger i stigende grad begrænsninger på civilsamfundenes muligheder for at blive hørt. Det sker gennem lovgivningen, ved at kaste folk i fængsel og som i Uganda ved at forringe forholdene for grupper som homoseksuelle.«

Stramninger i hele verden

Ifølge Erik Vithner sker stramningerne overalt. I venstreorienterede lande som Bolivia og Nicaragua, i diktaturlignende stater som Swaziland og i ulande, som Danmark i årevis har hjulpet, f.eks. Kenya, Etiopien, Uganda, Zambia og Mozambique.

»Derfor er man nødt til at genoverveje, hvordan vi skal gennemføre den rettighedsbaserede bistandspolitik – f.eks. gennem et øget samarbejde i EU, FN og Norden,« mener Erik Vithner.

Sagen bekymrer udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen (R), der har sat Danmarks ambassade på sagen:

»Bolivias regering vælger selv sine samarbejdspartnere, men vi ser med stor bekymring på beslutningen om at udvise Ibis. Vores ambassade er i tæt dialog med det bolivianske udenrigsministerium og IBIS om sagen. Og jeg agter selv at bringe sagen op over for den bolivianske regering. Vi drøfter også sagen med det internationale donorsamfund. I næste uge bringer vi sagen op i Bruxelles,« siger ministeren.

»I dialogen med Bolivias regering lægger vi fra dansk og international side stor vægt på civilsamfundets rolle og rettigheder som afgørende for den demokratiske udvikling i landet.«

Danmark bruger årligt over 2 mia. kr. på at hjælpe ikke-regeringskontrollerede organisationer.