Militant gruppe har angrebet base i Somalia
Terrorbevægelsen al-Shabaab hævder, at de efter detonering af en bilbombe og kraftig skududveksling har overtaget en AU-base.
Tidligt fredag morgen har krigere fra den islamistiske militantgruppe al-Shabaab detoneret en bilbombe ved porten til en base, der tilhører Den Afrikanske Union (AU), som er en sammenslutning af afrikanske stater.
Detoneringen af bilbomben førte ifølge nyhedsbureauet Reuters til, at der udbrød kampe mellem den militante gruppe og soldaterne på basen.
Det bekræfter en officer i somaliske hær og repræsentanter fra al-Shabaab, ifølge Reuters.
En talsmand fra al-Shabaab hævder, at gruppen har tilegnet sig kontrollen over basen.
»Vores krigere gik ind, og efter en kraftig udveksling af skud overtog vi basen,« siger Sheikh Abdiasis Abu Musab, der er talsmand for al-Shabaab til Reuters.
AU-basen i den sydlige del af landet, omkring 550 km vest for Somalias hovedstad Mogadishu, nær den kenyanske grænse.
I september 2015 fandt et lignende angreb sted, da krigere fra al-Shabaab angreb en AU-base 90 km sydvest fra hovedstaden. Ved angrebet omkom 70 fredsbevarende styrker fra Den Afrikanske Union.
Fremgangsmåden var dengang den samme, som der blev brugt tidligt fredag: Først detoneres en bilbombe foran basens port, hvorefter der udbryder kampe mellem terrorbevægelsens krigere og soldaterne på baserne med kraftig skududveksling.