Fire 1990-drab stadig uopklarede
Tidligere drabschef glæder sig over jagten på en drabsmand fra 1990 - det værste drabsår nogensinde, siger han.
Det glæder tidligere leder af drabsafdelingen i Københavns Politi, Wolmer Petersen, at det 20 år gamle drab på lærer Lene Burchard Rasmussen på Amager måske snart bliver opklaret.
- Dna er et mægtigt efterforskningsmiddel, og det glæder mig selvfølgelig, hvis politiet nu finder drabsmanden. 1990, da fire kvinder blev dræbt i København, var det grimmeste år i drabsafdelingens historie, siger drabschefen, der jagtede drabsmændene i flere år frem til sin pension.
- Selv om der kan gå flere år, bliver mange af drabene heldigvis opklaret med den nye teknik, siger Wolmer Petersen.
Sager opklares som regel
Og det var netop, hvad drabschefen udtalte til Ritzau ved årsskiftet i 1990.
- Fordi en sag ikke bliver opklaret lige med det samme, er det jo ikke ensbetydende med, at den aldrig bliver opklaret. Vi opklarer hvert år ældre sager, sagde Wolmer Petersen.
I 1990 blev fire unge kvinder dræbt i København under brutale omstændigheder. Ingen af gerningsmændene er endnu fundet. Der er intet, der tyder på, at de fire drab har forbindelse til hinanden.
Her er de fire uopklarede drab
- Nytårsmorgen blev den 23-årige Hanne With fundet i sin lejlighed i Fensmarksgade på Nørrebro. Hendes hals var skåret over, hun var nøgen og indsmurt i blod. Politiet mener, at hun blev dræbt af en kunde, da hun aftenen før var gået ned på Halmtorvet for at skaffe penge til heroin.
- 2. pinsedag blev den 18-årige gymnasieelev Stine Geisler fundet bagbundet og kvalt i et kælderlokale i Teglgårdsgade i det indre København. Der var ikke tegn på seksuel aktivitet, men politiet mente, at drabsmanden kunne være en pervers person med trang til at ydmyge og mishandle kvinder.
- Den 21. august blev den 28-årige Anette Just Olesen brutalt stukket ned med en stor kniv i opgangen til sin lejlighed på Højdevej på Amager. Tilsyneladende var der intet motiv til drabet.
- Kun en uge senere, den 29. august, blev den 40-årige Lene Buchardt Rasmussen overfaldet og kvalt under en fugletur på Amager Fælled. Hun blev fem dage senere fundet skjult på et øde sted under en bunke kvas. Drabet står muligvis foran en opklaring, da dna-spor har vist, at den samme gerningsmand står bag mindst to voldtægter - den seneste den 25. september i år.