*

Indland

Væksten under Thorning var dobbelt så høj som hidtil antaget

Fra 2012 til 2015 var den økonomiske vækst i gennemsnit 1,1 pct. om året og ikke kun 0,5 pct., sådan som fejlagtige tal fra Danmarks Statistik hidtil har vist.

I sidste valgperiode fik Thorning-regeringen ofte hug for at føre en fejlslagen vækstpolitik. Det skete på baggrund af de lave vækstrater opgjort af Danmarks Statistik, som derfor kritiseres for at have frembragt et »falsk grundlag« for den politiske debat op til folketingsvalget. Arkivfoto

Danmark kom bedre igennem krisen, end vi hidtil har troet.

Det står klart, efter at Danmarks Statistik har foretaget en markant opjustering af væksten i dansk økonomi for de seneste år.

For perioden 2012-2015 har den årlige BNP-vækst hidtil været opgjort fejlagtigt til blot 0,5 pct. i gennemsnit. I stedet var væksten i snit på 1,1 pct. om året, viser reviderede tal fra Danmarks Statistik.

Bo Sandemann, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, kender ikke til fortilfælde, hvor Danmarks Statistik har måttet foretage så stor en rettelse.

»Nu er historien, at vi egentlig har haft en rimelig vækst efter finanskrisen,« siger han.

Den danske BNP-vækst ligger dog trods opjusteringen stadig under udviklingen i Sverige, Tyskland og Storbritannien, oplyser Michael Svarer, økonomiprofessor og overvismand.

Den store rettelse skyldes især, at Danmarks Statistik har skullet opgøre eksporten på en ny måde siden 2014. Tallene blev imidlertid indberettet forkert af de største virksomheder, og dermed blev selskabernes handel med udlandet undervurderet. I virkeligheden var der mere gang i hjulene, end statistikkerne umiddelbart viste.

Effekt på valget?

I sidste valgperiode fik Thorning-regeringen ofte hug for at føre en fejlslagen vækstpolitik. Det skete på baggrund af de lave vækstrater opgjort af Danmarks Statistik, som derfor kritiseres for at have frembragt et »falsk grundlag« for den politiske debat op til folketingsvalget.

Kirsten Balling, kontorchef i Danmarks Statistik, ærgrer sig over kritikken.

»Registreringen af de globale aktiviteter har været svær for os at forklare på en måde til virksomhederne, så de kunne indberette de rigtige tal. Det fik vi ikke gjort godt nok fra start,« erkender hun og tilføjer:

»Det, vi fremlagde, var det bedste bud, som vi havde på det tidspunkt, med de data, vi havde adgang til der.«

Minister: Fortsat udfordringer

Opjusteringen fra Danmarks Statistik blev offentliggjort allerede i november og vakte dengang opsigt blandt økonomer, men nyheden fik ikke megen opmærksomhed i den brede offentlighed. Den kom midt i den højpolitiske strid om topskatten og lige op til Venstres landsmøde, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) annoncerede, at han ville udvide sin regering.

Siden er der kommet mere politisk fokus på sagen. Finansordfører Benny Engelbrecht (S) har indkaldt til samråd om sagen i næste uge. Han mener, at regeringens argument for arbejdsudbudsreformer er undermineret.

»Den brændende platform er væk. Hvis der var en let ulmende flamme et sted, så er den endeligt slukket,« siger han.

Trekløver-regeringen har bebudet reformer og tiltag, der skal sætte skub i netop væksten. Det er fortsat nødvendigt, mener økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA).

»Revisionen rokker ikke ved regeringens ambitioner og reformbehovet og var i øvrigt kendt, da vi skrev regeringsgrundlaget på Marienborg. De nye tal ændrer ikke på, at Danmark står over for en række udfordringer, som vi bedst kan håndtere med nye reformer,« udtaler han i en skriftlig kommentar.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
En afstikker værd: Det italienske fata morgana-slot midt i Kanalen
Premiere-aktuelle Victoria & Abdul kaster lys over dronningens senere år, og mange af scenerne er filmet på og omkring slottet, hvor det meste står som på Victorias dødsdag. Vi var på besøg. 
Se flere
Biler
Larmer dækkene på din bil? Her er guiden til en op til 30 pct. mere lydsvag bil
En række rustbehandlingscentre er nu klar med behandling, der sænker lydniveauet i bilen. Det kan give resultater, men afhængigt af bil, underlag og øret, der hører. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her