Syriske flygtninge spørger om hjælp til at vende hjem
Selvom borgerkrigen raser i Syrien, undersøger en del syriske flygtninge i Danmark, hvordan de kan få økonomisk støtte til at rejse retur. Ifølge Støjberg skal de være velkomne til at rejse hjem, men lige nu bliver det uden støttekroner.
En del syriske flygtninge ønsker vejledning i, hvordan de kan returnere til deres krigshærgede hjemland.
Det fremgår af et svar til Folketinget om den såkaldte repatrieringsordning, der betyder, at flygtninge kan få ca. 130.000 kr., hvis de frivilligt rejser hjem.
Dansk Flygtningehjælp har ansvaret for at rådgive om ordningen. Organisationen kan ikke sætte præcise tal på syrernes interesse, men asylchef Eva Singer anslår, at »mange hundreder« fra Syrien har spurgt til ordningen inden for det seneste år.
»Folk har meget forskellige forklaringer, men oftest er de bekymrede for familien, hvis den befinder sig alene i Syrien eller et andet land,« siger hun.
I 80-90 sager har Dansk Flygtningehjælp inden for det seneste år holdt rådgivningssamtaler, hvor reglerne for at vende hjem forklares i detaljer. I samme periode er 10-20 syrere endt med at ansøge formelt om den økonomiske støtte, vurderer Eva Singer.
Men de syriske flygtninge får afslag i øjeblikket, siger udlændingeminister Inger Støjberg.
I en konkret sag fra juni i år lød begrundelsen, at Syrien »på nuværende tidspunkt ikke vurderes at være et land, man kan vende permanent tilbage til«.
»Problemet er, at hvis vi ikke er sikre på, at folk bliver der, kan de komme tilbage, og så skal vi forsørge dem igen. Det skal ikke være en fed fidus først at tage til Syrien med penge fra Danmark for så at komme tilbage,« siger Inger Støjberg.
Hjem og genopbygge landet
Hun påpeger, at de syriske flygtninge »er velkomne til at rejse hjem alligevel« – bare uden offentlige støttekroner.
»Det er de stærkeste, der er kommet hertil. De har også de bedste forudsætninger for at genopbygge deres land,« siger hun.
Dansk Folkeparti mener, at Udlændingestyrelsen bør revurdere alle sager, hvor flygtninge har udvist den mindste interesse for at vende hjem.
»De har selv den opfattelse, at de kan rejse hjem til det land, som de oprindeligt påstod, at de ikke længere kan være i. Dermed falder deres krav om asyl helt til jorden,« mener udlændingeordfører Martin Henriksen (DF).
Det afviser Støjberg.
»Det vil betyde, at ingen vil vise interesse for at rejse hjem i fremtiden. Det kan blive en meget dårlig forretning,« siger hun.
Omkring 6.000 syrere fik asyl i Danmark i 2015.