Fortsæt til indhold
Indland

Ulvene yngler... næppe i Danmark

Meget tyder på, at flokke af ulve og ulveyngel i Danmark ikke har hold i virkeligheden.

Den tyske storm af ulve mod Danmark lader til at være en let brise.

Historier om mere end 20 ulve og endda ulveyngel i Danmark lader ikke til at passe med virkeligheden, mener professor ved Statens Naturhistoriske Museum, Carsten Rahbek.

Sammen med sin kollega, lektor Anders Hansen, har han taget dna-prøver af over 120 ulvelorte, som foreløbigt kun har vist en enkelt ulv, mens der i seks prøver er usikkerhed mellem ulv og hund.

»Det virker usandsynligt, at vi har så mange ulve i Danmark, som vi hidtil har troet. Måske kun en håndfuld. Derfor er chancerne for, at vi har ulve, der yngler i Danmark, også meget lille,« siger Carsten Rahbek.

De tidligere analyser af ulve stammer fra Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet (DSE), som i starten af februar nedjusterede ulvetallet fra omkring 40 til 20-23 ulve. Anledningen var, at et internationalt samarbejde om dna-analyse af ulve viste, at de danske beregninger var overvurderede.

»Hvis vi skulle have så mange ulve, er det meget usædvanligt, at vi ikke hører flere ulvehyl og opfanger flere ulve på vores kameraer, der er sat op rundt om i skovene. Snak om, at ulven skulle formere sig og strømmer til Danmark syd fra, virker overvurderet på baggrund af vores tal,« siger professoren.

Hos Naturstyrelsen har man nedsat en et ulveteam, efter at analyserne fra DCE tydede på, at der i 2014 havde været 40 ulve i Danmark. Men de nye dna-prøver af afføring, der kunne stamme fra ulve, har skabt usikkerhed om ulvebestanden i Danmark, mener Naturstyrelsen.
Jæger filmede ulv under jagt - se hans video

»Det er selvfølgelig beklageligt, at DCE måske har givet forkerte oplysninger om ulve i Danmark, som vi kan have viderebragt. Vi afventer i øjeblikket, at alle DCE’s dna-analyser bliver gennemtjekket i Tyskland, så vi med større sikkerhed kan sige, hvor udbredt ulven er i Danmark,« siger Annette Samuelsen, Funktionsleder i Naturstyrelsen.

I 2012 blev der fundet en død ulv i Thy i Nordjylland, og det affødte siden en forvaltningsplan for ulve i Danmark. Men med analysen fra Statens Naturhistoriske Museum, der kun peger på en håndfuld ulve, vil Naturstyrelsen nu overveje at ændre anbefalingerne til planen for ulve i Danmark.

»Hvis det viser sig, at vurderingen om ”en håndfuld” ulve holder stik, vil vi overveje, om der er behov for at justere forvaltningsplanen for ulve i Danmark, hvilket i sidste ende vil være ministerens beslutning,« siger Annette Samuelsen.

Siden den første ulv blev spottet i Danmark for fire år siden, har det pelsede rovdyr skabt usikkerhed i lokale områder af Danmark. Derfor er det en alvorlig fejl, at man i flere år har regnet forkert på ulvebestanden, mener Carsten Rahbek.

»Man har nok været for hurtig til at melde om mange ulve i de danske skove, selvom at dna-analyserne ikke var ordentligt eftertjekket. Det har desværre skabt en unødig frygt for ulven i Danmark,« siger han.