Sundhedsforsikringer er allemandseje

Hvis du arbejder i den private sektor, er det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt du har en sundhedsforsikring. Det har du bare.

På blot et år er antallet af danskere, der har en privat sundhedsforsikring steget med knap 193.000, så der i dag er over to mio. danskere, der er dækket af en sundhedsforsikring, viser nye tal fra Forsikring & Pension.

»Folk er forsikret via deres arbejdsplads, og i dag er det bare en naturlig del af den pakke, man får som ansat i det private,« siger Jakob Kjellberg, professor ved kommunernes og regionernes analyseinstitut, KORA.

Han peger på flere årsager til, at stort set alle private arbejdspladser bl.a. giver deres ansatte mulighed for at springe køen til det offentlige sundhedsvæsen over.

»Det er ikke en ret dyr service for virksomhederne at tilbyde sine ansatte. Folk bruger reelt ikke forsikringerne ret meget, og derfor kan de holdes på nogle moderate priser. Derudover kan forsikringen lyde som en fin ting at få med fra en overenskomstforhandling, hvis det ikke lykkedes at hente en nævneværdig lønstigning hjem,« siger han.

Et privat gode

Tidligere var sundhedsforsikringer primært forbeholdt folk på direktionsgangene, i dag har de spredt sig til chauffører, rengøringsassistenter og frisører. Pension Danmark, som bl.a. tæller disse grupper, oplyser, at man har en sundhedsordning, som over 275.000 medlemmer var omfattet af i 2014. I 2009 var tallet under 100.000.

Der er dog en stor personalegruppe, som glimrer ved sit fravær i statistikken over sundhedsforsikrede, nemlig de offentligt ansatte. Ifølge professor og arbejdsmarkedsforsker ved RUC Bent Greve skaber det ulighed.

»Det øger uligheden i adgangen til sundhed og skaber en skillelinje mellem ansatte i den offentlige og private sektor. Det er ikke et problem i den forstand, at folk uden sundhedsforsikring ikke kan blive behandlet på offentlige hospitaler, men de forsikrede kan få bistand til nogle ydelser, som andre ikke kan,« siger han.

Formand i fagforeningen FOA, der organiserer en række offentligt ansatte, Dennis Kristensen, kalder det en »ubehagelig udvikling« og nævner flere grunde til, at han ikke arbejder for, at hans medlemmer får en sundhedsforsikring.

»Vi har kun et vist antal læger i landet, og når de bruger en del af den tid, hvor de kunne være i det offentlige, på at arbejde i det private, går det udover ventetiden, og jeg kan altså ikke forestille mig, at FOA’s sygehusansatte medlemmer skal springe foran de borgere, som de selv passer på et offentligt sygehus, i køen« siger han, som også har en anden anke over for sundhedsforsikringerne.

»Det er lykkedes forsikringsselskaberne at skabe sig et godt marked på et forsikringsområde, hvor vi i forvejen har en høj dækningsgrad. I en tid hvor ventetiderne falder, dobbeltforsikrer folk sig. Det kan forsikringsselskaberne tjene gode penge på, og vi skal jo alle betale til det offentlige sundhedsvæsen over skatten alligevel,« siger han.

God fortjeneste

Professor i sundhedsøkonomi på SDU Mickael Bech køber kun dele af Dennis Kristensens pointer.

»Jeg køber ikke den med, at det skulle få læger til at arbejde mindre i det offentlige. De tal, som vi har for bibeskæftigelse, viser, at læger, der arbejder både i det private og offentlige, er ligeså mange timer i det offentlige, som dem, der ikke har en bibeskæftigelse. De private patienter er naturligvis bedre stillet, men man kan ikke sige, at det er på bekostning af dem i det offentlige,« siger han, som dog også ser en fare for, at folk er dobbeltforsikrede.

»Det er klart en relevant diskussion, og min tanke er, at der er en god fortjeneste på disse forsikringer,« siger han.

Jakob Kjellberg supplerer:

»Det er marginalt, hvad forsikringerne kan tilbyde, udover hvad det alligevel er muligt at tilkøbe for almindelige penge. Og nu, hvor vi har fået ventetidsgaranti på 30 dage, kan du måske komme til på 14 dage med forsikringen. I mange tilfælde er det altså rimelig uinteressant,« siger han.

Underdirektør i Forsikring & Pension Anne Seiersen afviser kritikken:

»Vores erstatningsudgifter stiger og stiger, og sådan ville det ikke være, hvis folk ikke brugte forsikringerne. En stor del af forsikringerne dækker jo netop den egenbetaling, der er på nogle af de offentlige tilbud f.eks. kiropraktor og psykologhjælp.«