Fortsæt til indhold
Indland

Analyse: Færre pædagoger på stuen kan ikke forklare højt sygefravær

Et studie i seks kommuner rokker ved opfattelsen af, at dårligere normeringer i daginstitutioner fører til mere sygefravær.

HANNE FALL NIELSEN | MARTIN JOHANSEN

Stik imod den gængse opfattelse fører sparerunder og en lav personalenormering i landets daginstitutioner ikke nødvendigvis til højere sygefravær.

Sådan lyder konklusionen i en ny analyse, som videns- og netværkshuset Cabi har gennemført for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) under Beskæftigelsesministeriet.

Ofte peges der på, at flere børn pr. pædagog fører til et højere sygefravær blandt personalet. Men det ser ikke ud til at holde vand, konkluderer Cabi efter at have gransket sygefraværet i seks kommuner, tre med et højt fravær og tre med et lavt. I stedet er ikke mindst ledelsens håndtering af sygefraværet afgørende. Selvom resultatet ikke uden videre kan overføres til alle landets kommuner, rokker det ved en opfattelse, der er udbredt overalt, siger Birgitte Poulsen, seniorkonsulent i Cabi.

»Vi kan ganske enkelt ikke se, at der er en sammenhæng mellem personalenormering og sygefraværets omfang. Det må siges at være det, vi kalder en kulturel sandhed, som risikerer at føre til, at man vælger de forkerte løsninger,« siger hun.

Regeringen ventes snart at præsentere sin børnepakke, og der er spænding om, hvorvidt den vil indeholde penge til bedre normeringer. Fra forældrene og pædagogernes side er der et stort ønske om en minimumsnormering, mens kommunernes forening, KL, er imod.

»Denne undersøgelse afkobler jo sammenhængen mellem normering og sygefravær blandt pædagogerne, så dermed falder det argument for at indføre de samme normeringer landet over,« siger Steen Christiansen (S), næstformand i KL’s løn- og personaleudvalg.

I pædagogernes fagforening, Bupl, medgiver faglig sekretær Mette Aagaard Larsen, at et meget højt sygefravær lokalt kan have med mange andre ting end normering at gøre:

»Men i den helt almindelige institution med et gennemsnitligt fravær spiller normeringerne ind.«