Fortsæt til indhold
Indland

Læserne er rasende på skatteministeren

Der er ikke meget opbakning til skatteministeren fra JP's læsere.

Regeringen fremsætter mandag et lovforslag, som giver EU-borgere ret til børnepenge fra første arbejdsdag i Danmark.

Forslaget fra regeringen kommer efter, at EU-Kommissionen i sommer rettede henvendelse til Danmark for at få renset ud i de optjeningsprincipper, som VK-regeringen i sin tid indførte for, at EU-borgere kan opnå dansk børnecheck. Regeringen rettede administrativt ind efter EU, men det skete uden at fremsætte ændringerne for Folketinget gennem et egentligt lovforslag på området.

Det fik i januar Dansk Folkeparti til at beskylde regeringen for grundlovsbrud. Og nu kommer lovforslaget så.

Lovforslaget møder modstand fra Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Venstre samt De Konservative, der vil have prøvet sagen ved EU-domstolen.

Men forslaget bliver også mødt med heftig kritik af Jyllands-Postens læsere.

Tilhører danskerne

"Jamen det er jo dejlig bekvemt at være så rundhåndet med andre folks penge. Børnechecken er jo en ydelse, som skal ses i en dansk sammenhæng, et dansk skatteniveau, et dansk arbejdsmarked, danske familiemønstre med både far, mor og bedsteforældre på arbejdsmarkedet," skriver Anton Schulz og bakkes op af 35, der 'liker' den kommentar på JP's netavis.

Generelt er der stor kritik af ministerens forslag blandt JP's læsere. Flere kritiserer forslaget, som skal give flere penge til udlændinge, som kommer til Danmark for at arbejde, når man samtidig skærer i diverse ydelser til danskerne.

"Det er dybt godnat, at de kan få børnecheck og sende hjem, fuldstændig hul i hovedet," skriver Anne Lise Grøn.

Farvel til EU?

Danmark skal ud af EU for at bevare de danske interesser, mener flere læsere.

"Måske er tiden inde til at vinke farvel til EU og goddag til en skandinavisk union," skriver Mischa Turner.

"Synes ikke godt om. Ud af EU," bakker Dorthe Dalsgaard op. Børnecheck

Ned med skatten - ud med regeringen

Stort set samtlige læsere, der har kommenterer nyheden om Morten Østergaards forslag, vil af med regeringen. De mener, at der i stedet skal satses på at skabe arbejdspladser herhjemme. Samtidig skriver flere, at de hellere vil have sænket skatten.

"Hvad sker der lige for den danske regering? Hvad med at sørge for vores ældre først og fremmest. Så kunne det være, at der ville blive råd til at bade dem en gang om ugen og sørge for, at de ikke skal sidde i deres overfyldte bleer en hel dag," spørger Trine Nonbo.

"Regering, få nu udskrevet det valg, inden I sælger vores land og rettigheder," bakker Johnny Jensen op.

Økonomisk diskrimination

Der er enkelte læsere, der forsvarer skatteministeren. Lars Kyhnau Hansen henviser til en rapport fra Rockwool Fonden, som viser, at indvandrere fra vestlige lande bidrager med et positivt nettobidrag til den danske statskasse på 3,8 milliarder kroner om året, mens danske statsborgere har et negativt nettobidrag på 19,8 milliarder om året.

"Her må jeg give Morten Østergaard ret. Enten går man ind for den fri bevægelighed i EU, eller også gør man ikke. Man kan ikke gå ind for fri bevægelighed og samtidig mene, at de, der benytter sig af den, skal udsættes for alle mulige former for vilkårlig økonomisk diskrimination," skriver han.