Højreorienterede politianmelder forskere
Danskernes Parti har politianmeldt forskere efter rapport om ekstremistiske politiske miljøer.
Det højreorienterede parti Danskernes Parti har politianmeldt forskerne bag sidste uges SFI-rapport om ekstremistiske og anti-demokratiske miljøer i Danmark.
Danskernes Parti er opbragt over, at SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i rapporten, som er lavet for Social- og Integrationsministeriet, nævner, at Danskernes Parti bruger "gorillaer" til at overfalde venstreorienterede.
"Meget grov beskyldning"
"Det er en meget grov beskyldning og ganske enkelt en lodret løgn at påstå, at vi hyrer såkaldte gorillaer. Derfor politianmeldte jeg den 21. september SFI for æreskrænkelse og bagvaskelse," siger partilederen i en pressemeddelelse. Politianmeldelsen blev indgivet til Østjyllands Politi.
Rapporten fra er den første af en række rapporter, som skal give et samlet billede af de ekstreme politiske miljøer rundt om i Danmark.
I første omgang har SFI-forskerne undersøgt Midt- og Vestjylland og stødte her blandt andet på Danskernes Parti, som betegnes som højreekstremistisk.
Daniels Carlsen betegner rapporten som "venstrehåndsarbejde, der er helt forkert."
"Vi bliver sat i bås med rockergrupper, selvom vi er et parti, der stiller op til valg og er en del af den demokratiske proces," siger han. Danskernes Parti stiller op til både kommunal- og regionsrådsvalg i november.
Ingen venstreekstremister
SFI-rapporten har lokaliseret antidemokratiske og ekstremistiske grupper i seks af det undersøgte områdes 11 kommuner, der strækker sig fra Silkeborg i øst til Lemvig i vest, fra Thisted i nord til Ringkøbing-Skjern i syd. Der er fundet 12 grupper i området, der går under betegnelsen antidemokratiske eller ekstremistiske.
Der er ikke fundet antidemokratiske venstreorienterede grupper i politikredsen, og det forstår Daniel Carlsen ikke noget af.
"Danskernes Parti har aldrig medvirket til vold eller chikane mod meningsmodstandere. Derimod bliver vi ofte selv udsat for chikane og mødeterror af venstreekstremister, senest da vi afholdt et åbent debatarrangement med en fra Det Radikale Venstre i Aarhus. Derfor kan det også undre mig, at SFI ikke har kunne finde nogle anti-demokratiske grupper på venstrefløjen," udtaler Daniel Carlsen og siger, at partiet altid tager kontakt til politiet, inden partiet holder et arrangement.
"Det har vi haft god succes med og jeg vil betegne vores samarbejde med politiet som velfungerende," siger Daniel Carlsen i pressemeddelelsen.
Daniel Carlsen har tidligere været i mediernes søgelys. Han er forhenværende medlem af nazistbevægelsen Dansk Nationalsocialistisk Bevægelse og blev i 2010 tiltalt for racisme på grund af nogle udtalelser på TV2's hjemmeside. Han blev imidlertid frifundet ved Vestre Landsret.