Fortsæt til indhold
Indland

Universiteter: Revolutionen er i gang

De danske universiteter er allerede opmærksomme på erhvervslivets behov, lyder det.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) varsler en "kulturrevolution" på universiteterne i tirsdagens udgave af Berlingske.

Ministeren mener, at universiteterne skal levere flere ansatte til det private erhvervsliv, fordi fremtidens arbejdspladser ligger der.

Der ansættes flere akademikere i det private erhvervsliv end i det offentlige
Jens Oddershede, , formand, Danske Universiteter.

Men denne revolution er for længst begyndt, forklarer Jens Oddershede, rektor på Syddansk Universitet og talsmand for organisationen Danske Universiteter.

"De seneste tal viser, at der ansættes flere akademikere i det private erhvervsliv end i det offentlige. Og det er ikke, som ministeren siger, at der er flest (akademikere red.) i det offentlige. Så koden er knækket, om man så må sige," siger han til Jyllands-Posten og henviser til en statistik, som Danske Universiteter er på vej med.

Orienterer sig ikke mod arbejdsmarkedet

Ministeren udtaler blandt andet, at uddannelserne i "meget ringe grad" orienterer sig mod arbejdsmarkedet, og det skal der laves om på.

"Jeg mener, at det er ukorrekt. Vi orienterer os i høj grad mod arbejdsmarkedet og erhvervslivet. Vi har rigtigt mange samarbejdsrelationer med erhvervslivet," siger Jens Oddershede.

Disse samarbejdsrelationer gavner de studerende i forhold til senere beskæftigelse i erhverslivet, da det oftest er dem, som udfører arbejdet ude i virksomhederne, mens de studerer, ifølge Oddershede.

Jens Oddershede er formand for universitetsrektorerne i Danmark.

Understøtter kulturskifte

Universiteterne skal være med til at fastholde arbejdspladser i Danmark, forklarer Oddershede og siger, at han bestemt deler ambitioner med Uddannelsesministeren.

Men Morten Østergaards udspil er ikke noget revolutionerende nyt.

"Jeg mener, at der ikke er tale om en kulturrevolution, som ministeren har udtrykt det. Den kulturrevolution er gået henover flere år," forklarer han og nævner en række tiltag, som universiteterne i Danmark allerede er i gang med.

Gammeldags opfattelse

Lauritz B. Holm-Nielsen, rektor, Aarhus Universitet, er enig i, at man allerede gør meget for at levere arbejdskraft til det private erhvervsliv, men mener ikke, at det er hensigtsmæssigt at tale om, at dele uddannelsen op.

"Det er en gammeldags opfattelse af virkeligheden, at man skal dele Danmark op i en privat og en offentlig sektor i forbindelse med uddannelse. Det er Danmark et alt for lille og homogent samfund til. Vi har også store opgaver, som bliver varetaget af det offentlige. Derfor uddanner vi til hele samfundet."

Rektoren fra Aarhus Universitet mener, at man bør fokusere på en bedre overgang mellem uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedet i det hele taget.

Fokus på naturvidenskab

Universiteterne optager allerede en stor andel nye studerende på ingeniøruddannelser og naturvidenskablige uddannelser, som bliver efterspurgt af erhvervslivet.

"Vi er i høj grad i gang med at indføre praktik og studiepraktik, så man kommer ud på virksomhederne som en del af uddannelserne. Vi har karrierecentre, hvor vi arbejder med at finde kandidater, som egner sig til job i erhvervslivet," forklarer Jens Oddershede.

Han mener, at man i Danmark er mere fokuseret på at finde beskæftigelse til universitetskandidater, som ligger udenfor den offentlige sektor, end der er tradition for på universiteter i udlandet.

Kommer til at ramme noget andet

Ministeren forslår, at underviserne på universitetet skal undervise mere ligesom folkeskolelærerne.

"Man kan godt forlange, at vi skal undervise mere, men så skal vi gøre noget andet mindre," siger Oddershede og forklarer, at man på universiteterne ikke opererer med faste timetal som på landets gymnasier og folkeskoler.

På universiteterne skal en underviser undervise, forske, formidle sin viden og søge penge til sin egen forskning.

"Vi ved, at det tager mere end 37 timer i gennemsnittet, og det er blevet dokumenteret flere gange. Hvis vi skal undervise mere, skal vi gøre noget af det andet mindre," påpeger han.