Fortsæt til indhold
Indland

Danmark sætter ny rekord i indvandring

Hver tiende i Danmark har udenlandsk oprindelse.

I 2012 indvandrede 71.739 personer til Danmark. Det er det næsthøjeste antal indvandringer nogensinde og er kun overgået i 2008, hvor ca. 1.000 flere kom til landet.

1. januar 2013 var der således 600.674 personer med udenlandsk oprindelse i Danmark. Det er fire gange så mange som for 30 år siden i 1983.

I forhold til hele befolkningen udgør personer med udenlandsk oprindelse i dag 10,7 pct. mod 3,1 pct. i 1983.

Det skriver Danmarks Statistik i en nyligt offentliggjort undersøgelse af indvandringen til Danmark.

De fleste kommer fra vestlige lande

2012 blev samtidig året, hvor Danmark fik flest indvandrere fra vestlige lande nogensinde. Godt tusind flere end i 2008.

Danmark har således fået 33.824 nye indbyggere fra andre vestlige lande.

Derudover er 21.675 danske statsborgere flyttet tilbage til Danmark i 2012, mens 16.240 indvandrere er kommet til fra ikke-vestlige lande.

Det betyder, at Danmark er blevet hjem for 71.739 nye mennesker i løbet af 2012.

Antallet af ikke-vestlige indvandrere er femdoblet

Rapporten fra Danmarks Statistik viser også, at antallet af indvandrere fra ikke-vestlige lande er femdoblet i løbet af de sidste 30 år.

Med 267.000 personer i denne befolkningsgruppe er det den største gruppe af indvandrere i Danmark.