Terrorangreb gjorde tv-seerne syge
Amerikanere, der så angrebet den 11. september på direkte tv, var mere syge i årene efter.
Da kaprede fly for 10 år siden bragede ind i tvillingetårnene i World Trade Center var det en voldsom oplevelse for de mange mennesker, der fulgte terrorhandlingen på tv.
I månederne og årene efter terrorangrebet besvarede 2.000 personer et spørgeskema, hvor de skulle fortælle, om en læge havde diagnosticeret dem med én eller flere af 35 sygdomme, og om de havde set angrebet på live-tv eller måske selv været direkte udsat for angrebene.
Sammenlignet med dem, der bare hørte om angrebet, havde de, der havde fulgt med i tv, en stigning på 28 pct. i sygdomme inden for de første tre år. Det skriver Magasinet Arbejdsmiljø.
"Vi kan slet ikke overvurdere effekten af kollektiv stress på helbredet," siger professor E. Alison Holman fra University of California, der har forsket i, hvordan amerikanerne er blevet påvirket af angrebet.
Kollektive traumer
Forskerne bag undersøgelsen siger, at synet af terroraktionen i direkte tv har bidraget til udviklingen af stressrelaterede sygdomme. De derfor mener, at deres forskning kaster lys over effekten af kollektive ”traumer” som for eksempel naturkatastrofer, præsidentmord og terroraktioner.
Forskerne mener også, at stresseffekten af den slags begivenheder har det med at brede sig, så der opleves personlige tab, anstrengt økonomi og bekymring for fremtiden.
De anbefaler derfor, at sundhedspersonale husker at tage historien med i overvejelserne, når folk møder op med helbredsproblemer i stedet for kun fokusere på situationer, der er direkte arbejdsrelaterede.
LÆS OGSÅ: Terrorangreb har kostet 17.787 mia. kr.