Sultan Erdogan

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Recep Tayyip Erdogan, Tyrkiets brillante manipulator og gadesmarte præsident, er slet ikke opstillet til søndagens parlamentsvalg, men alligevel handler det udelukkende om ham. Efter 11 år som premierminister overtog den 61-årige Erdogan sidste år det ceremonielle præsidentembede, som han siden har fyldt med langt mere magt, end forfatningen foreskriver.

Han har faktisk eksekveret embedet, som om de forfatningsændringer, han ønsker, allerede er blevet gennemført. Han har ledet regeringsmøder, udnævnt folk, hvis opgave det er at underminere premierministerens beføjelser, han har sat sig tungt på retssystemet og har trods et forbud mod at engagere sig i partipolitik brugt de statskontrollerede medier til at føre valgkamp for sit parti, AKP, og han har gjort det til en vane at rejse injuriesager mod dem, der tillader sig at ytre sig mindre flatterende om ham.

På den baggrund lyder det fra kritiske røster, at udfaldet af dagens valg er givet på forhånd. Erdogan, argumenteres det, vil aldrig acceptere et nederlag. Han vil på en eller anden måde trumfe sin vilje igennem, sådan at vigtige institutioner i det tyrkiske samfund som parlament, retsvæsen og civilsamfund vil blive yderligere udhulet og undergravet. Alene derfor vil valget få et efterspil. Beskyldninger om valgsvindel og anden manipulation vil blive rejst, uanset hvem der vinder.

Tre tal dominerer debatten om, hvordan Tyrkiets politiske landskab vil se ud efter valget. Vil Erdogans AKP vinde 276 af parlamentets 550 mandater, det vil sige almindeligt flertal og nok til at regere uden en koalitionspartner, men ikke tilstrækkeligt til at ændre forfatningen, eller vil regeringspartiet sikre sig 330 taburetter, det antal stemmer i parlamentet som kræves for at kunne udskrive en folkeafstemning om en forfatningsændring, eller lykkes det Erdogan og AKP at få hele 367 mandater, to tredjedels flertal, sådan at de kan ændre forfatningen uden at spørge vælgerne og således forvandle Tyrkiet til en præsidentrepublik med Erdogan i rollen som en folkevalgt sultan?

Selv om Tyrkiet stadig er medlem af Nato og ansøger til EU, den vestlige verdens klubber for liberale demokratier, så fører Erdogan en antivestlig kurs på linje med det, man ser i Rusland og Kina, selvom EU står for næsten 40 pct. af Tyrkiets samhandel med omverdenen, leverer 70 pct. af de udenlandske investeringer og over halvdelen af indtægterne fra Tyrkiets turistindustri.

I valgkampens slutfase har opmærksomheden samlet sig om det sekulære kurdiske parti HDP under den 42-årige karismatiske Selahattin Demirtas. I meningsmålinger ligger partiet omkring spærregrænsen på 10 pct. Kommer partiet over 10 pct., vil AKP få mere end almindeligt svært ved at mønstre et simpelt flertal på 276 mandater. Det vil i så fald være første gang siden 2002, efter at Erdogan har vundet ni valg i træk. HDP har på forhånd erklæret, at man ikke vil støtte en præsidentrepublik. Ifølge en meningsmåling tidligere i år støttes præsidentrepublikken kun af en tredjedel af vælgerne, mens over halvdelen finder denne styreform for autokratisk.

Der er derfor med dagens valg og efterspillet lagt op til en skærpelse af modsætningerne i Tyrkiet. Skulle det ske, at det kurdiske parti ikke kommer over spærregrænsen, kan mange kurdere meget vel vælge at vende tilbage til væbnet kamp mod centralmagten. Det vil være ulykkeligt, men et symptom på den polarisering af det tyrkiske samfund, som Erdogan med sine autoritære tilbøjeligheder har banet vejen for.