Problemet Putin

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Terror, senest i København, og den stadig frækkere græske regering har taget lidt af opmærksomheden fra Europas tredje store problem i øjeblikket, Ukraine. Desværre betyder nogle dages manglende fokus ikke, at det forsvinder. Tværtimod taler en del for, at det bare bliver værre. Man kan altså lige så godt konfrontere sagen lige på.

Det drejer sig ikke kun om Ukraine, men i lige så høj grad om Rusland, hvis behandling af naboen er skandaløs. Rusland har ved økonomisk afpresning og militære aktioner optrådt som et statsligt tæskehold, og når den i hvert fald i begyndelsen ansvarlige for miseren, præsident Vladimir Putin, blev afkrævet en forklaring, vævede han om soldater, der brugte deres ferie på at hjælpe forfulgte brødre i Ukraine. Han har også givet udtryk for, at han må beskytte russere, uanset hvor de måtte leve. Gad vide, hvad han ville sige, om forbundskansler Merkel forbeholdt sig ret til at rulle ind i Rusland for at tilgodese tysktalende mindretal i Altai og Novosibirsk. På samme måde ville Merkel formentlig blive overrasket, hvis danske soldater – på ferie eller i tjeneste – marcherede sydpå for igen at indlemme Sydslesvig i fædrelandet.

Putin passer med andre ord ikke ind i den europæiske tanke, som går ud på, at grænser så vidt muligt skal være åbne, ikke på grund af en invasion, men som følge af fredelige aftaler, der øger menneskeligt, politisk og økonomisk samkvem. Tanken omfatter også en retsstat, ytringsfrihed og et bredt favnende flerpartisystem. Samt at stats- eller regeringschefen ikke forfølger folk, fordi de kalder ham eller hende en idiot.

Den russiske præsident har fejlet på alle disse punkter, og det mærkelige er, at han stadig undrer sig over at være lukket ude fra det gode selskab. I den forløbne uge lykkedes det ham at blive modtaget af Ungarns enevældige Viktor Orban, hvis land er medlem af EU. Men ellers er han kun velkommen længere mod øst, og visitten i Budapest siger mere om Orban end Europa.

Putin er med andre ord blevet en paria. Han moser ufortrødent videre. Hans medsammensvorne i Donbas-regionen, der folkeretligt hører til Ukraine, har indtaget det vigtige, trafikale knudepunkt Debalzeve, og overvejer sikkert i skrivende stund at fortsætte mod havnebyen Mariopol ved Sortehavet.

Hvad kan Vesten gøre? Merkel har allerede, med den franske præsident Hollande, prøvet alt, hvad der synes muligt. Blækket var næppe tørt efter en ny forhandlingsrunde i Minsk, før en aftalt våbenhvile var skrottet. Debalzeve blev således indtaget efter mødet i den hviderussiske hovedstad, og mon ikke Putin havde en anelse, da han bad om, at våbenhvilen ikke skulle gælde med det samme, så man i fred og ro kunne erobre byen.

Vesten kan for tiden næppe gøre andet end at støtte Ukraine og præsident Petro Porosjenko. Våben forekommer forhastet, men penge til reformer og øget energisikkerhed, samt gode råd, er vigtige. Samtidig må sanktionerne mod Rusland fortsætte.

Et flertal af ukrainere orienterer sig åbenbart mod Vesten, og det skal Moskva naturligvis ikke blande sig i. Heller ikke Ukraine består i øvrigt udelukkende af helgener – på menneskeretsområdet og ved behandling af krigsfanger er der en del at lære – men i sammenligning med Rusland er man en søndagsskole. Og Putin vil i sidste ende tabe over for Europa, fordi folk ikke vil knægtes. Også hvis de er russere.