*

Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Sagsbehandlingen i jobcentrene ligner et psykologisk eksperiment

Socialrådgiverne tilsidesætter lovgivningen og fralægger sig ansvaret for at skubbe vore medmennesker ud over kanten.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Satspuljepartierne har vedtaget at tilføre næsten en kvart milliard kroner i beskæftigelsessystemet – bl.a. til ansættelse af flere frontmedarbejdere, herunder socialrådgivere. Med en kvart milliard kroner ønsker satspuljepartierne, at 27.000 kontanthjælpsmodtagere, som har modtaget kontanthjælp i over fem år, bliver afklaret, så de efterfølgende kan forlade kontanthjælpssystemet.

Efter skiftende regeringers utallige reformer de seneste 10 år er lovgivningen inden for beskæftigelsesområdet nu oppe på over 30.000 sider. Derfor har Dansk Socialrådgiverforening også lanceret en række forslag til forenklinger af beskæftigelsesindsatsen med ”udgangspunkt i god faglig praksis”.

Som socialrådgiver med erfaring fra begge sider af bordet bifalder jeg absolut ønsket om at få aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere afklaret og væk fra kontanthjælpsydelsen – som er en midlertidig ydelse. Forenkling af en efterhånden meget kompleks beskæftigelsesindsats er også kærkommen. Men jeg mener, at udfordringen ligger et helt andet sted, som bør have langt mere opmærksomhed – nemlig hvordan Dansk Socialrådgiverforenings medlemmer agerer ude i jobcentrene. Og her bliver ”god faglig praksis” interessant.

Med min egen erfaring i bagagen har jeg en stor bekymring for mennesker, som er blevet – og stadig bliver – overladt til selvforsørgelse eller kontanthjælp efter længerevarende sygdom. Og fra politisk side har man altså ikke interesse for denne gruppe de første fem år. Det er rigtig lang tid uden fodfæste på arbejdsmarkedet – og gavner hverken vort samfund eller det enkelte individ. De konsekvenser, det har, kan jeg om nogen bevidne.

Socialrådgiver ønsker sig et bedre ry: At være socialrådgiver er omtrent lige så attraktivt som rodbehandlinger og skedesvamp

I 2013 mistede jeg mit job som myndighedsrådgiver i en børne- og familieafdeling efter længerevarende sygemelding. Herefter var jeg ikke længere en tidligere medarbejder, en sygemeldt kvinde eller et menneske – nu var jeg bare en sag, som hurtigst muligt skulle arkiveres.

Det stod mig hurtigt klart, at hvis jeg skulle overleve dette system med en arbejdsevne i behold – i jobcentrets trædemølle – så måtte jeg skubbe med albuerne og blive sagsbehandler og job-/virksomhedskonsulent på min egen sag. Det kræver ekstreme ressourcer – og det er ikke det, man har mest af, når man ligger ned med et skrantende helbred.

Efter skiftende regeringers utallige reformer de seneste 10 år er lovgivningen inden for beskæftigelsesområdet nu oppe på over 30.000 sider.

Efter 14 måneder på selvforsørgelse, praktikforløb uden progression, et fuldstændig stationært helbred og en arbejdsevne på kun fire timer om ugen havde den kommunale sagsbehandling ikke just udviklet min arbejdsevne – tværtimod. Som ”plaster på såret” modtog jeg en fleksjobbevilling – og jeg var heldig.

De fleste bliver nemlig fastlåst i et system med den ene arbejdsprøvning efter den anden uden at komme nærmere en afklaring. Og derved sidder de fast på en kontanthjælp år efter år – som satspuljepartierne nu vil komme til livs.

Den 1. juli 2014 fik vi ændringer i sygedagpengeloven. Perioden for at modtage sygedagpenge op til 52 uger blev reduceret til 22 uger – med mulighed for forlængelse. Personer, som ikke længere opfyldte kriterierne for forlængelse af sygedagpenge, skulle tilbydes et jobafklaringsforløb, så længe de fortsat var uarbejdsdygtige. Muligheden for at sende folk ud på selvforsørgelse eller kontanthjælp blev derfor stoppet – hvilket netop var det, der skete for mig et halvt år forinden denne lovændrings ikrafttrædelse.

I dag, næsten tre år senere, praktiserer kommunerne dog fortsat at sende deres borgere ud på selvforsørgelse eller kontanthjælp, når borgeren ikke længere opfylder kriterierne for forlængelse af sygedagpenge. For kommunerne går lige til kanten – og i nogle tilfælde også ud over den. En klagesag i Ankestyrelsen med en sagsbehandlingstid på næsten et år er en tidsmæssig og økonomisk gevinst for kommunerne. Det er yderst svært at få øje på ”god faglig praksis” i disse situationer.

Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at socialrådgiverne går på kompromis med deres faglighed og tilsidesætter lovgivningen i sagsbehandlingen. En sagsbehandling, som synes at ligne det psykologiske Milgram-eksperiment fra 1961: »Så længe ledelsen beordrer, er det o.k., uanset konsekvens for borgeren«. Efter min vurdering agerer socialrådgiverne som små marionetdukker, efter hvad de ledelsesmæssige retningslinjer dikterer.

Socialrådgiverne tilsidesætter lovgivningen og fralægger sig ansvaret for at skubbe vore medmennesker ud over kanten. Ledelsen og embedsmændene i kommunerne fralægger sig også deres ansvar, da de mener, at lovgivningen siger, at samtlige muligheder skal være udtømte – ansvaret ligger derfor hos politikerne. Politikerne derimod mener, at det er kommunerne, som læser lovgivningen, som Fanden læser Biblen (hvilket jeg ikke er uenig med dem i).

Summa summarum: Ingen vil tage ansvar, og taberne er borgerne, som har brug for hjælp.

I en undersøgelse (Arbejdsmiljø og helbred 2012-16) ligger socialrådgiverne nr. tre som den faggruppe, som er hårdest ramt af stress. Med de mange kedelige sager om katastrofal sagsbehandling inden for beskæftigelsesområdet, som har fået mediernes opmærksomhed, taler denne undersøgelse sit klare sprog – for en del socialrådgivere er så udbrændte, at de ikke længere bør være sagsbehandlere og ej heller bør arbejde med mennesker mere, for de har kastet deres egen faglighed, integritet og værdier over bord.

Efter min mening er det en katastrofe, at udbrændte medarbejdere skal sidde og varetage andre menneskers skæbne i et jobcenter. Ikke desto mindre sukker socialrådgiverne i kommunerne efter offentlig anerkendelse for deres arbejde.

Jeg er ikke overrasket over, at vi med den sagsbehandling, der foregår i kommunerne, er endt med at have 27.000 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, som har siddet fast i årevis. De er blevet tabt i svinget og har mistet modet og troen på, at de nogensinde kan genfinde sig selv på et arbejdsmarked. De ønsker sig i stedet en førtidspension, så de kan få fred. For det kræver ikke bare et stærkt helbred, men også en stærk psyke og stærk økonomi at være syg i Danmark – og overleve med en arbejdsevne i behold.

Desværre er systemet indrettet sådan i dag, at en privat socialrådgiver er en nødvendighed for at sikre vores borgeres retssikkerhed og fair sagsbehandling. Private socialrådgivere har kronede dage, da den offentlige sektor har spillet fallit – den er ikke længere til for borgerne, men til for de offentlige ansattes egen eksistens.

Der er derfor efter min mening ikke brug for flere såkaldte ”frontmedarbejdere”, som udfører elendig sagsbehandling, magtmisbrug og lovbrud og behandler vore medmennesker som affald på ledelsesmæssige befalinger.

Flere frontmedarbejdere betyder kun flere marionetdukker ude i jobcentrene, så længe der ikke er nogen, som vil tage et politisk ansvar for de ledelsesmæssige retningslinjer, som systematisk udstikkes til ”frontmedarbejderne”. Det kan kun give samme resultat – men nu skal det koste de danske skatteborgere en kvart milliard ekstra. Problemer kan ikke altid løses med flere penge!

Vi har brug for politisk fokus på toppen i hierarkiet – ledelsen ude i kommunerne og de politiske/økonomiske retningslinjer, som udstikkes, som tilmed er i konflikt med lovgivningen. Hvis vi skal have vores medmennesker, 27.000 kontanthjælpsmodtagere, tilbage på arbejdsmarkedet – eller have dem afklaret til førtidspension – er der brug for, at høj faglighed, menneskeligt overskud, helhedssyn, empati, etik og moral kommer tilbage til jobcentrene – og ikke mindst en kulturændring i kommunerne, hvor det overordnede fundament bygges på ansvarlighed.

Det er, hvad jeg vil kalde ”god faglig praksis”.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Fem borgerlige pejlemærker for fremtiden København

Jens-Kristian Lütken
Efter 100 år med Socialdemokratiet ved magten i København er der brug for forandring og nytænkning

Blog: Venstre skærer i velfærden og lyver om det

Christian Rabjerg Madsen
Da Socialdemokratiet i 2015 advarede om, at Venstre ville skære velfærden, afviste V-borgmestrene det som en skræmmekampagne. I dag kan vi desværre konstatere, at Socialdemokratiet fik ret. Venstre har skåret dybt i velfærden.

Blog: Det er bedre med slap penis

Lars Boje Mathiesen
Magtmisbrug og sexchikane er alvorligt. Det må Alternativet forholde sig til - partinavn eller ej.

Debat: Mere fælles udenrigspolitik gennem EU

Alexander Lemche, jurastuderende ved Københavns Universitet, København K
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her