*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Vi skal rykke sammen og tættere på hinanden

Vi vinder ikke noget ved at adskille, ved at forskellene imellem os vokser, men ved at lære hinanden at kende.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Vi holder af alt det, der begynder med ”sam”. Sammenhold, samtidighed, sameksistens, og vi tager gerne ordene bogstaveligt. Herunder naturligvis samfund – at finde sammen!

Vi tror på det sammenfiltrede, på sammensurium og på samkvem – at komme sammen.

Vi tror på fælles løsninger, der viser, at vi sagtens kan hyppe andet end vores egne kartofler. Fælles løsninger, der forener, og som samtidig kan tilgodese særlige interesser, og som imødegår kunstige skel.

Vi er fælles om langt mere og vigtigere ting, end det der skiller os.

Der er så meget, der trækker i hver sin retning disse år, som polariserer og atomiserer. Man får fornemmelsen af, at det er alle kamp mod alle: ældre vs. unge. Land vs. by. Religiøse vs. ateister. Uddannede vs. ufaglærte. Boligejere vs. lejere.

Vi mener ikke, at disse modsætninger skal være afgørende. I Danmark har vi tradition for at stå sammen på tværs af alverdens interessemodsætninger. Bid mærke i højskolerne, andelsbevægelsen eller nu i de mange udslag af hverdagsaktivisme som ”sager, der samler”, hvor mange sammen tager arbejdstøjet på, fordi der er en vigtig sag at stå sammen om.

Vi mener, at vi har en rig dansk arv, som vi skal bære videre. Evnen til at ville tale, lytte og tage vare på de fælles udfordringer sammen, selvom vi er forskellige på alverdens vidunderlige måder. Vores kilde til mod og engagement kommer fra vidt forskellige kilder. Sådan har det altid været. De mange kilder, vi hver især øser af, gør nogle gange livet kompliceret, og dog repræsenterer det også en rigdom.

Men fremtiden er vi fælles om. Problemerne, udfordringerne, frygten og håbet.

Vi mener, at det er falske modsætninger at slå sig op som antielitær overfor selvbestaltede smagsdommere. Eller som dannet overfor proletariat og det bondske. Vel er der meget, der skiller os i forskellige sammenhænge: de, der stemmer gult, overfor de, der stemmer grønt, de har hver især forskellige drømme om fremtiden. De, der bekender sig til troen på himlens og jordens skaber, og de, der tror på ingen verdens ting, har hver deres kilder til mod og engagement i verden. Men vi er fælles om langt mere og vigtigere ting, end det der skiller os: stedet, vi bor, håbet for vore børn, frygten for kulturens sammenbrud, som vi har set det i Mellemøsten, og glæden, der på trods alligevel slår ind, når vi et øjeblik glemmer os selv – det er vi fælles om.

Vi vil slå til lyd for en bevægelse, der ikke bygger mure op på et fundament af interessemodsætninger. En bevægelse, der giver masser af plads til forskellighed. Men ikke en forskellighed, der polariserer og får os til at vende ryggen til hinanden i disrespekt og had.

En bevægelse, hvor det er en styrke, at vi er så forskellige. At nogle er til opera i bløde stole og andre til Northside i gummistøvler og silende regn.

Vi forestiller os en sam-bevægelse, en, der samler, for det er sammen, vi løser fælles problemer.

Vi skal rykke sammen og tættere på hinanden. Vi vinder ikke noget ved at adskille, ved at forskellene imellem os vokser, men ved at lære hinanden at kende. Samvittigheden handler om det, vi alle ved. En fælles viden, vi er sammen om. Kan dette begreb ikke inspirere os til at få øje på mere, der samler?

Folkekirken er for længe siden løbet i forvejen. For folkekirken er et af mange mødesteder, hvor vi stadigvæk mødes, selvom startpunktet for vores liv er meget forskelligt. Her kommer du ikke kun sammen med rygklappere, der mener det samme som du selv, som tjener det samme, og som bager boller af det samme mel, som du gør.

Folkekirken er i den sammenhæng fortsat en af de institutioner i Danmark, som får forskellige kulturer til at hænge sammen. Her kan man stadig møde ”de andre”, altså de, der stemmer på et parti, der kan få én til at gyse, som nærer de forkerte fordomme, og som ellers står os fjernt i enhver anden henseende, end at vi deler by, landsdel, nation, kontinent og klode (således under inspiration af Søren Ulrik Thomsen).

Det er i folkekirken, at de gule, røde, grønne og blå kan mødes, de fra vandkanten og udkanten og rest-Danmark, og her vedkende sig de fælles drømme og de fælles håb. Herfra kan vi så strides om, hvordan vi kommer derhen, vi gerne vil. Afsættet er den fælles forståelse.

Tro det eller lad være – det er også i folkekirken, der etableres mødesteder og bygges broer. Her iscenesættes den multilokale samtale om det, der optager os dybest. Også når det gælder samtalen mellem muslimer og kristne, af alle mulige nationaliteter. Det kitter og holder sammen og os alle fast på, at ingen lever for sig selv. At det er godt og horisontskabende, at vi ikke alle er ens.

Vi tror således også på sammenskudsgildet – som vi har flere fantastiske erfaringer med. Som når folkeskolen og folkekirken mødes, hvor vi i fællesskab bidrager, og vi alle bliver klogere og rigere. Og vores børn får en førstehåndsoplevelse af, hvad generationer før os har fundet smukt og meningsfuldt, og lægger selv deres til. Eller når den lokale musikskole kommer i et af sognets højeste rum for at vise, hvad de kan.

Det binder os sammen, gør os bekendte med hinanden, på kryds og tværs. Eller når mødrene, babyerne og salmerne rykker ud af kirken og ind på plejecenteret. Så lyser øjnene på en helt særlig måde.

Vi tror på flere mødesteder og sammenskud og mener os ikke alene udfordret af, men også forpligtet på at være mødested for alle, altså også de, der tænker vildere, mere skævt og kreativt. Vær velkommen.

Tag ikke fejl af intentionerne. Sekulariseringen må ingen sætte spørgsmålstegn ved. Det er for alle et vilkår, hvad enten man bekender sig til islam, asa, ateisme eller kristendom. Dette sekulære rum er det fælles rum, hvor vi kan forpligte hinanden på den fælles samtale, uanset hvad vi tror. Her er der religiøs frihed for enhver, men ikke til at pådutte hinanden noget.

Vi ser en folkekirke, der fortsat er med til at bygge op, bygge samfund, bidrage til et menneskeligt samfund.

Der er så meget, der river og flår i hver af os og vore interesser i forskellige retninger. Der skal være plads til denne mangfoldighed og forskellighed. Folkekirken ser vi som det sted, hvor de mange modsatrettede interesser kan mødes, og forpligtelsen på de andre kan finde et af de højeste og videste rum.

Er det ikke netop også, hvad fortællingen om julenat skaber: et fælles rum i udkanten af verdenen, hvor der var plads til de skæve, det skøre og skrøbelige. Hvor de fra nær og meget fjern kom for at samle sig om det mindste i verdenen, som dog viste sig at have den største betydning. Her blev en kold stald til fødested og forvandlede sig atter til et mødested.

Med et nyt år foran os tror vi, at julen kan inspirere til at udvikle samfundssind.

Glædelig jul og godt nytår!

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Lad ikke altid fornuften råde
Bodil Goul Jensen, pensioneret landmandskone og gymnasielærer
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Giv mig min krop tilbage

Annika Smith
Jeg ved ikke, hvem der fandt på, at den naturlige kvindekrop skulle skæres ud af modebilledet. Men jeg kan med sikkerhed sige, at jeg synes, vedkommende var en idiot.

Blog: Den amerikanske borgerkrig er ikke forbi

Olav Skaaning Andersen
Trump har vist sig at være problemet. Ikke løsningen.

Blog: Ord har betydning

Holger K Nielsen
Det hævdes ofte, at kun handlinger betyder noget i politik. Hvad man går rundt og siger er ligegyldigt, for det er kun ord.

Kommentar Opløs hele DR, og skab noget tidssvarende

DR er en unaturlig konstruktion, hvor bemanding og pengemængde ser ud til at være omvendt proportional med kvaliteten.
Annonce
Annonce
Svimlende smuk udstilling i Danmarks ældste by
Da Marco Polo ankom til Kina i det 13. århundrede, var han tydeligt begejstret for Østen, som på mange områder virkede mere avanceret end hans hjemlige Venedig. Aktuel udstilling på Museet Ribes Vikinger tilbyder et blik på den kultur, Polo så og beskrev. 
Se flere
Svimlende smuk udstilling i Danmarks ældste by
Da Marco Polo ankom til Kina i det 13. århundrede, var han tydeligt begejstret for Østen, som på mange områder virkede mere avanceret end hans hjemlige Venedig. Aktuel udstilling på Museet Ribes Vikinger tilbyder et blik på den kultur, Polo så og beskrev. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her