Tænk, hvis det var dig, der lå i Joans seng

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

På et psykiatrisk hospital ligger Joan i sin seng. Hun er fastspændt til sengen og kan ikke bevæge sig. Joan har lige fået en sprøjte med beroligende medicin i låret, mens hun blev holdt nede af seks medarbejdere fra hospitalet. Joan er både angst og forpint. Ved siden af hende sidder den medarbejder, der skal passe på hende. Han er vikar, har aldrig været på afdelingen før og har ikke de uddannelsesmæssige kompetencer, som er en forudsætning for at passe en så kompleks og dårlig patient som Joan.

Vikaren er tilkaldt, fordi de faste medarbejdere på afdelingen har så travlt, at de ikke kan passe på Joan. Loven kræver nemlig, at en person som Joan er under konstant opsyn — fordi hun er bæltefikseret, og fordi hun er til fare for sig selv og andre.

At der bliver ringet efter en vikar, når de allerdårligste psykiatriske patienter skal passes, er en helt normal praksis. Jeg har personligt været en del af denne praksis i mange år, og som erfaren psykiatrisk sygeplejerske ved jeg, at dette nærmere er reglen end undtagelsen.

Når de allerdårligste psykiatriske patienter bliver passet af tilfældige vikarer, der ikke har de rette kompetencer, er virkeligheden en nærmest omvendt form for proportionalitet, fordi personalets kompetencer falder, i takt med at patientens sygdomskompleksitet stiger. Dette er helt i strid med, hvad man som patient og pårørende ellers forventer af det danske sygehusvæsen.

Joan har været psykiatrisk patient i mange år. Hun er 26 år og kæmper med og mod diagnosen paranoid skizofreni. Hun er indlagt, fordi hun igennem det seneste stykke tid har haft tiltagende psykotiske symptomer. Hun hører stemmer. Det har hun sådan set altid gjort, men i perioder fylder stemmerne mere og bliver styrende for alt, hvad hun gør og tænker. Det er derfor, hun er indlagt.

Før hun blev spændt fast til sin seng, gik hun op og ned ad gangen på afdelingen. Personalet havde travlt, men de kunne godt se, at Joan havde det rigtig dårligt. De forsøgte at motivere hende til at tage noget ekstra medicin. Medicin, der kunne dæmpe de stemmer, Joan hørte, men hun afviste. Hun var tiltagende paranoid, tolkende og bange for, at personalet ville hende noget ondt. Hun troede f.eks., at det medicin, de tilbød hende, var farligt og kunne slå hende ihjel. Joan var også begyndt at mistolke det, de andre patienter sagde og gjorde. Hun troede, at de konspirerede imod hende – at også de ville hende noget ondt. På et tidspunkt, da en sygeplejerske opsøgte hende og rakte ud for at berolige hende, blev Joan så bange, at hun gik til angreb på personalet. Medarbejderen trykkede på sin overfaldsalarm, og for Joan handlede det nu om liv og død. At Joan blev bæltefikseret, var sidste udvej. Personalet havde ikke andre muligheder, hvis de skulle passe på Joan, de andre patienter og dem selv.

Når et menneske er så alvorligt syg, at bæltefiksering er den sidste udvej, fratages dette menneske midlertidigt sin autonomi. I sådan en situation er det absolut nødvendigt, at patienten passes og plejes af medarbejdere med de helt rigtige kompetencer. Sådanne medarbejdere findes der mange af på de psykiatriske afdelinger, men der er desværre ingen garanti for, at de vikarer, der rekvireres gennem vikarbureauerne, er lige så dygtige og i stand til at passe en så kompleks og dårlig patient som Joan.

Desuden har de sjældent forudsætningerne for at se – virkelig se – det lidende menneske. Vikarerne kommer på afdelingen i vagter af otte timers varighed, hvorefter de afløses af en anden og lige så tilfældig vikar. Dette gentager sig

tre gange i døgnet, hvilket betyder, at patienten, der er bæltefikseret, tre gange i døgnet oplever, at der kommer en ny og ganske ukendt medarbejder og sidder hos dem. Der er altså ingen kontinuitet, ingen sikkerhed for høj faglig kvalitet og – værst af alt – ingen tryghed i de allerdårligste patienters behandlingsforløb.

Og hvad gør det egentlig ved et menneske at ligge fastspændt og blive passet af vikarer, der udskiftes hver ottende time, og som ikke har forudsætningerne for at se ens lidelse eller behandlingsmæssige behov? Der er en overhængende risiko for, at man ikke får den behandling, man har brug for, men derudover og – allervigtigst måske – så lider man som menneske overlast. Man tager simpelthen skade, når man i sin lidelse hverken bliver set eller hørt.

Men hvorfor bliver de allerdårligste patienter passet af vikarer og ikke af afdelingens faste medarbejdere? Igennem længere tid har der været fokus på den dårlige normering, som landets psykiatriske afdelinger er underlagt, og det er da også normeringen, der er den overvejende årsag. På den afdeling, hvor jeg arbejder som sygeplejerske, kan der være op til 17 patienter indlagt ad gangen. Tidligere var der blandt de 17 patienter nogle enkelte, der var meget, meget syge, og som krævede konstant overvågning. Sådan er det ikke længere. På grund af den voldsomme reducering af sengepladser i psykiatrien er det nu kun de allerdårligste patienter, der bliver indlagt. Dvs. at sygdomskompleksiteten blandt patienterne er steget, mens normering er stagneret eller i værste fald faldet.

I en aftenvagt er der tre medarbejdere på arbejde. Ofte er det kun to af dem, der arbejder fast på afdelingen. Den tredje kan f.eks. være en sygeplejestuderende, der efter at have været i praktik på afdelingen er blevet ansat som timelønnet vikar. De to faste medarbejdere har derfor ansvaret for 17 alvorligt syge patienter samt ansvaret for at løbe til alarm, hvis overfaldsalarmen går på en af de andre afdelinger på hospitalet. Og det gør den!

Derfor bliver medarbejderne nødt til at tilkalde vikarer, hvis en patient bliver bæltefikseret. Det er ikke muligt for de faste medarbejdere at sidde hos en bæltefikseret patient, når normeringen er så dårlig, som den er.

Normering har også resulteret i, at de faste medarbejdere er presset i bund. Det kan være rigtig hårdt psykisk at passe de allerdårligste psykiatriske patienter, og derfor uddelegeres denne opgave til vikarer for at aflaste det faste personale. Resultatet er en kultur, der pga. et ydre pres retfærdiggør, at de allerdårligste patienter bliver passet af vikarer.

Joan har lige været udsat for et voldsomt overgreb og er nu overladt til sig selv og en medarbejder, der ikke har kompetencerne til at lindre hendes lidelse. Selvom historien om Joan er fiktiv, er den ganske realistisk. Som medmennesker i et velfærdssamfund bliver vi nødt til at forholde os til, at vores allerdårligste psykiatriske patienter overlades til tilfældige vikarer, der ikke har de rette kompetencer.

Tænk, hvis det var dig, der lå i Joans seng.