Psykologi og spiritualitet i en helhed

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I en kritisk kronik (JP 23/2) advarede psykolog Joachim Meier ledere mod at bruge spirituelle teknikker såsom mindfulness, transcendental meditation, teori U, neurolingvistisk programming og stifinderkurser. Problemet med disse spirituelle tilgange er, hævder psykologen, at de skjuler den organisatoriske magt bag fromme antagelser om, »at det er muligt at skabe autentiske og nærværende ledere og medarbejdere, der er i dybere og mere personlig kontakt med sig selv og hinanden.« De spirituelle tilgange lukker så at sige arbejdsgiveren indenfor i medarbejderens sjæl, idet en ydre autoritet erstattes af en indre stemme i medarbejderens hoved, der udøver sin magt ved at generere spørgsmål som: Har jeg nået det, jeg burde? Er jeg god nok?

I sin kronik knytter Meier eksklusivt dette problem til de spirituelle tilgange uden at nævne, at der er tale om en problematik, der mere generelt handler om brugen af psykologisk viden i arbejdet med ledelse og organisation, samt at psykologien konkret har spillet en central rolle i udviklingen af flere af de spirituelle programmer, Meier nævner.

Ole Jacob Madsen, der er psykolog og ekspert i fænomenet selvhjælp ved Oslo Universitet, har således vist, hvordan NLP opstod i fortsættelse på den kognitive revolution i psykologien, der fandt sted i 1950’erne, for så senere at blive ”uddrevet” fra psykologien, for så igen – via et gråt marked af kurser i personlig udvikling – at ende med at fremstå som en neospirituel form for selvhjælp.

En anden af de spirituelle teknikker, som Meier advarer imod, nemlig Mindfulness, har derimod taget den præcist omvendte vej: Den begyndte som et esoterisk aspekt ved buddhisme for så at blive opdaget, omfavnet og hvidvasket af den vestlige medicin og psykiatri.

Også når man går ned og betragter det konkrete marked af udbydere, kan det være vanskeligt kategorisk at adskille de spirituelle lederkurser, Meier kritiserer, fra de produkter, eksempelvis hans eget firma – Clavis Erhvervspsykologi – sælger.

Begge lejre sælger ydelser i form af coaching, supervision, lederkurser, teamudvikling og lignende. Betragter man, hvordan Meier markedsfører sig selv som ledelseskonsulent, så formulerer han sig ligeledes i en genre, som ikke ligger langt fra de spirituelle konsulenter.

»Ledelse,« forklarer Meier på firmaets hjemmeside, »handler om at finde visdom og vilje til at handle i de modsatrettede krav, som der ikke er noget simpelt svar på. At lede kræver derfor, at man har modet til at handle med intentionen ind i den uvished, der altid er til stede i det organisatoriske liv.«

Det kritiske spørgsmål er nu, hvordan man udvikler visdom på et psykologisk grundlag uden at ende samme sted, som de spirituelle konkurrenter, ifølge Meier, ender; nemlig som en del af »et bizart blandingsforhold med bundlinje, strategier for effektivitet, innovation og mål for produktivitet.«

Det forhold, at det – ifølge hjemmesiden – er Clavis’ erklærede mål at støtte ledere og medarbejdere med at udvikle »de psykologiske processer, der er omdrejningspunktet for virksomheders vækst,« rejser spørgsmålet om, hvordan det er muligt at bruge psykologisk viden til at skabe vækst og så styre uden om bundlinje, effektivitet og skjulte former for magt?

At det er et stråmandsargument at diskutere forholdet mellem frigørende bevidsthedspraktikker og magt alene ved at udpege de spirituelle kursusudbydere, viser sig, hvis man belyser sagen historisk.

Hele den kritiske forståelse, som Meier gør brug af i sin behandling af de spirituelle udbydere, er således i løbet af de sidste 50 år blevet udviklet på baggrund af kritiske analyser af psykologiens rolle som ”moderne religionserstatning.”

Allerede i 1960’erne rettede sociologen Philip Rieff således blikket mod det, han beskrev som ”terapiens triumf” og argumenterede for, at psykologien, når den blev omsat til terapeutisk praksis, i visse tilfælde udviklede sig til en regulær ny teologi, der brugte den psykologiske forståelse af mennesket til at give nye svar på gamle religiøse spørgsmål. Med sit budskab om, at mennesket skal befri sig fra de bånd, kulturen sætter, betød terapiens triumf, ifølge Rieff, en undergravning af samfundets kultur.

Denne problemstilling blev senere taget op af Christopher Lasch i bogen ”Narcissismens kultur”.

Lasch havde samtidig øje for sammenhængen mellem det psykologiske menneske og virksomhedernes efterspørgsel på en ny type medarbejder.

Ifølge Lasch glider det psykologiske og det økonomiske menneske sammen i en form for ikkekultur, der tilskynder individet til at udvikle narcissistiske træk.

Psykologien, der vender menneskets opmærksomhed mod dets egne følelser og fornemmelser, lader sig lettere end institutioner som religion, politik og højkultur – der tvinger individet til at tage udgangspunkt i kollektive forestillinger, håb og mål – forene med økonomiens indbyggede menneskesyn. Summa summarum: Det er efter årtier med kritik af psykologiens uhellige alliance med erhvervslivet, at der opstår den mutation af det psykologiske menneske, som det moderne spirituelle ledelsesparadigme reelt udgør.

Da Lasch genudgiver sin bog i 1991, fokuserer han blandt andet i et nyt efterord på fænomenet New Age, som netop i 1980’erne og 1990’erne var med til at skabe den syntese mellem psykologi og spiritualitet, som kendetegner en del af de nyere spirituelle ledelsesteknikker.

Kursusudbydere, der gør brug af spirituelle teknikker i forbindelse med ledelsesudvikling, kan således betragtes – ikke som en modsætning til – men som en eksotisk variation over samme tema, som de mere konventionelle psykologiske udbydere tager op.

Det forhold, at en repræsentant for en gruppe formelt uddannede psykologer advarer mod udbydere, der er kommet til psykologisk indsigt igennem erfaring, oplevelse og syntetisk brug af en viden, svarer strukturelt til, når teologer angriber en kættersk sekt.

Religionen er den samme, graden af det, Max Weber betegner ”tjenstlig karisma”, er forskellig. Det afgørende princip er, at mange moderne mennesker har brug for en guidet praksis i form af rituelt organiserede bevidsthedspraktikker for at kunne fungere.

Hvor det er relativt let i den forbindelse at skyde med sten efter de spirituelle varianter, er det langt vanskeligere at konfrontere psykologiens store glashus. Parallelt med, at vi opfatter økonomien som en neutral kalkule, der objektivt kan afgøre, hvordan vi – til alles bedste – får mest for færrest penge, tænker vi menneskelivet i psykologiske kategorier.

Jeg mener ligesom Meier, at det er afgørende at få blotlagt den måde, magten udøves, men når det gælder skjult magt, så er det en hovedregel, at de forestillinger, der er tættest på ens egen måde at tænke det selvindlysende på, samtidig også ofte er de mest skjulte – og ligeledes ofte også de forestillinger, der udøver mest magt.

På samme måde med Meiers bestræbelse på, som han formulerer det, at »give magten en etisk retning.« Ofte skjuler den største magt sig netop der, hvor den etiske position afgrænser sig ved at definere, hvad der er det rigtige og gode, mens konkurrerende positioner udgrænses.

Pointen er, at vi næppe kommer det moderne arbejdslivs strukturelle modsætninger til livs ved at uddrive spirituelle konsulenter, og give plads til etisk funderede psykologer.

Over for den slags strukturelle udfordringer er behovet et andet. Som en kendt lektor skulle have sagt, da han til alles overraskelse blev fyret fra et af landets universiteter, og fik standardspørgsmålet, om han ville få brug for en psykolog; »nej tak,« svarede han, »men jeg får brug for en revisor.«