Undervisningsministerens nytårsforsæt
Hvorfor overhovedet lave en revision af de ungdomsgymnasiale uddannelser? Fungerer de ikke? Eller har man fra politisk hold fået nye tanker om gymnasiet? Eller er det blot nogle få uhensigtsmæssigheder, som skal rettes til?
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Undervisningsminister Ellen Trane Nørby udsendte d. 13. januar i år en invitation til undervisere og ledere i de gymnasiale uddannelser med en opfordring til at bidrage til arbejdet med en kommende revision af gymnasiet.
Efter at tidligere undervisningsminister Christine Antorini havde forhandlet en gennemgribende revision af folkeskolen og også en ganske omfattende revision af erhvervsuddannelserne, så tog hun fat på de ungdomsgymnasiale uddannelser og var efter sigende ganske langt i forhandlingerne, da der blev udskrevet valg. Det medførte, at lysten til at indgå en aftale kølnedes betragteligt.
Men hvorfor overhovedet lave en revision af de ungdomsgymnasiale uddannelser? Fungerer de ikke? Eller har man fra politisk hold fået nye tanker om gymnasiet? Eller er det blot nogle få uhensigtsmæssigheder, som skal rettes til?
Der er bred politisk enighed om, at gymnasiet fungerer godt. Det er understøttet af undersøgelser, som viser, at f.eks. det almene gymnasium har en stor tilstrømning og en høj gennemførselsprocent. Studenterne opnår gode karakterer, de søger i stor stil ind på de videregående uddannelser, hvor de også klarer sig godt, og de kommer i arbejde efterfølgende. De økonomiske vismænd viste i maj 2014, at selv de 8 pct. af en studenterårgang, som ikke bruger deres eksamen til en videregående uddannelse, får arbejde og kommer til at tjene godt. Der er altså i den sammenhæng ikke noget behov for en grundlæggende ændring af gymnasiet. Det gælder også de erhvervsfaglige gymnasiale uddannelser (hhx og htx).
Der er i øvrigt intet, som tyder på, at de dygtigste studenter ikke skulle være mindst lige så dygtige som tidligere tiders mht. at kunne læse videre.
Gymnasiet oplever i disse år, at en stadigt større del af en ungdomsårgang ønsker sig en gymnasial uddannelse, mens erhvervsuddannelserne modsat oplever, at stadigt færre ønsker at gå ad den vej. Og i forhold til fremtidige forventninger om håndværksmæssigt uddannet arbejdskraft, så er det en forkert udvikling.
Intet politisk parti går ind for at lave kvoter til ungdomsuddannelserne, så den tilsyneladende mest oplagte reguleringsmekanisme er at indføre adgangskrav. Men her er der stærke modsætninger. Der er nemlig meget forskellige opfattelser af, hvilken karakter som i givet fald skal være den adgangsgivende. Socialdemokraterne ønsker karakteren 2 i dansk og i matematik fra folkeskolen, mens Venstre og Konservative ønsker 4. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ønsker 7.
Men det er reelt ulykkeligt, at forligspartierne overhovedet har styret sig ind på denne kurs. De allerede eksisterende ”uddannelsesparathedsvurderinger” evner betydeligt bedre end en karakter til at vurdere den enkelte elevs motivation, selvstændighed, ansvarlighed, mødestabilitet og parathed til at vælge ungdomsuddannelse. Med indførelsen af et karakterkrav på 2 i dansk og matematik for at blive optaget på en erhvervsuddannelse har man låst sig fast på, at der også skal være et karakterkrav for at komme ind på en ungdomsgymnasial uddannelse, uden at det alligevel alene er et tilstrækkeligt grundlag for en optagelse. Diskussionen er derfor, om f.eks. et højere karakterkrav til gymnasiet signalerer, at denne uddannelse er mere værd, og om et sådant krav vil dæmpe muligheden for en social mobilitet?
En anden politisk torn i øjet er det faktum, at ganske mange unge først reelt beslutter sig for, hvilken videregående uddannelse de ønsker, mens de går i gymnasiet. Nogle af disse unge vælger en videregående uddannelse, som stiller faglige adgangskrav, som disse unge ikke har fået honoreret med deres valg af studieretning i gymnasiet. Typisk er det et krav om, at man skal have matematik på B-niveau, som disse studenter efterfølgende må honorere gennem et gymnasialt suppleringskursus. Undervisningsminister Ellen Trane Nørbys ambition er, at alle elever får matematik på B-niveau i løbet af deres gymnasietid. Problemet er blot, at 20 pct. af dem, som i dag tager matematik på B, ikke består eksamen. Der er ikke grund til at antage, at dem, som allerede på forhånd har fravalgt matematik på B, vil klare sig bedre, så risikoen er, at rigtig mange vil komme ud med et studentereksamensbevis, hvor de ikke har opnået de fornødne kompetencer i matematik. Spørgsmålet er, om det på alle de uddannelser, som kræver matematik på B-niveau, faktisk er nødvendigt? Eller om indholdskravene og tidsallokeringen til faget passer sammen. Det er i hvert fald ikke kun elevernes og gymnasiernes skyld, at så mange ikke består netop dette fag/niveau.
Endelig ønsker politikerne, at det faglige niveau bliver hævet. Men her mangler der præcision. Hvilket faglige niveau? I almindelighed – og især før gymnasiereformens indførelse i 2005 – tænkte man på elevernes viden inden for det enkelte fag. Men efter 2005 har fokus især været på at udvikle elevernes kompetencer, som indebærer deres evner til at bruge deres faglige viden i nye og gerne flerfaglige sammenhænge. Vi forventer ikke kun, at eleverne behersker faget for fagets egen skyld, men at eleven netop kan bruge faget og dets metoder i forskellige sammenhænge.
Der er i øvrigt intet, som tyder på, at de dygtigste studenter ikke skulle være mindst lige så dygtige som tidligere tiders mht. at kunne læse videre. Nutidens studenter kan noget andet end fortidens og det er helt fornuftigt, eftersom de skal agere i et samfund, som er helt anderledes end tidligere.
Ministeriet og politikerne har fået øje på, at der samlet set udbydes 209 forskellige studieretninger i gymnasiet. Det kan umiddelbart også virke uoverskueligt. Det store antal fremkommer, fordi en studieretning defineres af tre fag (udover de obligatoriske fag). Typisk er det kun det ene (sjældent to) fag, som skal bruges som adgangsgivende til en videregående uddannelse. Det mest nærliggende er derfor at lade studieretningerne defineres af kun to fag. En studieretning med samfundsfag A, og matematik A ses ofte kombineret med fag som f.eks. psykologi, idræt, religion, kinesiske områdestudier, drama billedkunst eller mediefag. Skolens valg af dette tredje fag giver skolen mulighed for at tone en studieretning uden at det ændrer ved det grundlæggende indhold i selve studieretningen. Det er en stor gevinst, at lærerne kan blive fagligt udfordrede og udvikle disse fag ved, at det rent faktisk indgår med andre fag på fagets højeste niveau. Det vil derfor være begrænsende, hvis resultatet bliver, at der kun kan udbydes et begrænset antal studieretninger med tre bestemte fag.
Anvendelsen af it har øget mulighederne for at plagiere. Men det har også øget mulighederne for at kontrollere plagiat. Men plagiat sker også ved at hente uretmæssig hjælp fra andre, som måske ikke har offentliggjort deres arbejde.
Der er uomtvistelige store styrker ved, at gymnasieeleverne tvinges til faglig fordybelse i to uger, hvor de skriver deres studieretningsprojekt (SRP). Men betydningen af opgaven gør også, at nogle fristes til at hente uretmæssig hjælp. En mundtlig prøve i projektet vil vise om studenten faktisk forstår og kan anvende den viden, som vedkommende har produceret. Eksamenssystemet kan godt tåle en revurdering af prøveformerne og en justering, så det på en gang føles anstrengende at gå til eksamen og så det samtidig afspejler studentens faglige udbytte og opnåede kompetencer af undervisningen.
Den store forhindring for en aftale for undervisningsministeren er karakterkravet. Spørgsmålet er, om Socialdemokraterne vil stå helt fast på karakteren 2, eller om Ellen Trane Nørby vil indgå et forlig uden dem med et højere krav til følge?
Det bliver under alle omstændigheder spændende at følge forhandlingerne og resultatet. Undervisningsminister Ellen Trane Nørby har lovet en løsning: ikke i morgen men i år.