Intet fællesskab uden den enkelte

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Så kom den altså, valgkampen. Og det skal jeg jo som sådan ikke blande mig i – ikke som korrespondent, ikke som tysker. Selvom der nu var en del at sige. For eksempel om mine kære kolleger i de danske medier og deres dækning af hele ”showet”. Ja, ordet er valgt bevidst, fordi det er det indtryk, man som stille iagttager sidder tilbage med, når man få minutter efter en tv-debat mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen kan se kåret en vinder og en taber. Én, som er i gang med »historiens største politiske comeback«. Og én, som »taber det hele på gulvet« og »skaber panik i den borgerlige lejr«.

Hvad var det lige for nogle kriterier, som gjorde sig gældende her?

Kære venner, har I hørt om forskellen mellem Meldung og Meinung, mellem nyhed og kommentar? At medierne kritisk holder øje med det politiske uden selv at være en aktiv del af det?

Udover dette cirkus, der er gået i selvsving, er der kun én anden ting, som jeg forundres over i disse dage. Til gengæld kommer denne fra politikerne selv, der konstant sætter ”fællesskabet” op overfor individet og gør disse to ting til hinandens modsætninger. Sikke noget vås. Og sikke et angreb på kernen af selve fællesskabet.

Lad mig forklare, hvad jeg mener. Min søn spiller fodbold. To gange om ugen bevæger vi os ud til klubben til træning, cirka hver anden weekend er der kamp eller stævne. Når sønnike er på banen, nyder jeg at se ham spille. Når der trænes, er jeg typisk lidt på ”kontoret”, tjekker og besvarer mails, ringer rundt, snakker med nogle af de andre forældre. Imens jeg har den allerstørste beundring for holdets trænere, som virkelig lægger mange timer og et nærmest ufatteligt engagement i det, så må jeg for mit eget vedkommende erkende, at foldboldtræning med børn ikke er noget, som jeg har hverken talent eller tålmodighed til. Jeg magter det ikke, og jeg ville ikke være særlig god til det.

Til gengæld sidder jeg i bestyrelsen for den skole, mine børn går på. Det er her, jeg aftjener min ”værnepligt”, yder mit bidrag i form af frivilligt arbejde – og mon ikke indsatsen timemæssigt er lige så stor, som trænernes på fodboldbanen. Naturligvis er der et egoistisk element i det, fordi jeg jo er interesseret i, at mine børn får en god skolegang. Men det er også her, jeg føler, at jeg har noget at bidrage med via de evner, erfaringer, interesser, eller hvad vi nu skal kalde det, jeg har.

Der kan ikke herske tvivl om, at både fodboldklubben og skolen er fællesskaber. De er forskellige i karakter, men de danner rammen om en gruppe mennesker, der på den ene eller den anden måde er forbundet med hinanden.

Det er bare ikke sådan, at disse fællesskaber bliver båret af alle dens medlemmer i samme grad. De bliver båret af enkelte, der har evnen og lysten til at gøre en forskel. Og sådan er det vel i stort set alle livets sammenhænge. Det er ikke alle pædagoger i børnehaven, der er lige gode – enkelte stikker ud, mens andre drikker kaffe og får dagen til at gå. Sådan er det blandt sygeplejerskerne, kommunalt ansatte, politikere og ja – borgere i al almindelighed. Og på en måde er det fint.

Som mennesker indgår vi i diverse fællesskaber, og vi kan ikke engagere os lige meget i dem alle sammen. Det ville være illusorisk. I givet fald ville vi brænde ud og ende med at være lige dårlige til det hele. Set i dette perspektiv er noget af det mest fantastiske ved det danske samfund jo, hvor mange mennesker der ”vil” diverse fællesskaber og har overskud og bidrager til deres eksistens.

Tit og ofte er det netop de stærke skuldre, som ud over at betale en høj skat, fordi de har en god løn og en ”karriere”, leverer noget ekstra derudover: De engagerer sig i fodboldklubben, børnehaven, skolen, de arbejder om aftenen, fordi de ønsker at hente deres børn og få et par timers nærvær med dem, inden de små skal i seng.

Måske er der tale om et særligt skandinavisk gen: at netop dem, som sagtens kunne klare sig selv, ønsker det fællesskab og bidrager til det. Og hvor mange i landet er der egentlig, der ikke synes, at vi skal behandle vores ældre ordentligt? At det skal være gratis at gå til lægen? At de ledige skal understøttes, i hvert fald i en periode? Hvor mange er der, som seriøst vil afskaffe velfærdsstaten?

Alligevel er der en del politiske partier i begge blokke, som taler om fællesskabet, solidaritet og staten, som om de var truet. Ifølge dem skal det Danmark, vi kender, bevares og beskyttes lige meget hvad. Men sjovt nok ligger der i denne argumentation et slet skjult angreb på kernekunderne i butikken, på de mange stærke skuldre, der i forvejen holder fællesskabet oppe. Men er det dem, der truer fællesskabet? Er det de mange almindelige danskere, der står op og går på arbejde, der ikke bidrager nok, både i form af skat, afgifter, engagement og de mange andre bidrag, der ikke kan gøres op i penge? Næppe.

Fællesskabets doktrin, som fremført af mange i denne valgkamp, halter på alle fronter. For hvor meget solidaritet ligger der egentlig i, at man synes at kunne kræve uendeligt meget af de stærke, men uendeligt lidt af de svage?

For nu at sætte det på spidsen: Skal iværksætteren knuses, for at dagpengene kan forlænges? Er en to-årig periode ikke en i forvejen rimelig komfortabel indretning? Hvor ender vi henne som samfund, hvis fællesskabets tyranni ender med at kvæle det personlige initiativ, som er dets kerne?

Jeg spørger blot. Og det ville sådan set ikke gøre mig noget, hvis den slags spørgsmål for alvor kom ind i valgkampen. Inden cirkusset løber helt af sporet, og der bliver udråbt en vinder for denne forestilling.