*

Kronik

Kronik: Stenaldermad er noget fup

Det, som udgives for stenaldermad, har desværre intet at gøre med den kost, som vore forfædre spiste i Stenalderen. Der er simpelt hen tale om moderne skrivebordskokkes oversmarte reklamepåfund for at sælge kogebøger.

Stenaldermad er højeste mode. Der udsendes kogebøger med fantasifulde overskrifter. Og på internettet flyder det over med opskrifter på mad, som forfatterne mener, at vore forfædre spiste i Stenalderen.

Begrundelsen er næsten ens (her citeret efter Thomas Rode Andersen, ”Stenalderkost”): »Stenalderkost er den slags kost, som var tilgængelig for stenaldermennesket. Da vi ikke har ændret os meget siden dengang, virker det jo forholdsvis logisk, at vore kroppe stadig i høj grad fungerer, som den gjorde i Stenalderen. Den hviler på de samme principper. Det er her stenaldermaden kommer ind i billedet: Slå ind på palæokosten, og slå alle onde livsstilsfluer med ét smæk. Spis det, kroppen har brug for. Overflødig vægt forsvinder, du får mere energi, og det hele bliver meget sjovere – det er stensikkert«.

Med en sådan anprisning vil enhver dansker sikkert hurtigt ændre kostvaner og spise som vore forfædre i Stenalderen. Men historien har en hage. Det, som udgives for stenaldermad, har desværre intet at gøre med den kost, som vore forfædre spiste i Stenalderen! Der er simpelthen tale om moderne skrivebordskokkes oversmarte reklamepåfund for at sælge kogebøger. Det er simpelthen falsk varebetegnelse – lige til Forbrugerrådet.

Lad os starte med brødet. Enhver dansk bager med respekt for sig selv sælger ”stenalderbrød”. Det er lavet meget forskelligt fra bageri til bageri, hvilket i sig selv nedsætter troværdigheden. Men lad os vælge en tilfældig opskrift på internettet: 100 g mandler, 100 g valnødder, 100 g solsikkekerner, 100 g sesamfrø, 100 g hørfrø, 5 æg, 1 tsk. salt, 1 dl smagsneutral olie. Madskribenten lover, at det giver et mættende og kalorierigt ”stenalderbrød”.

Jeg skal ikke betvivle, at denne opskrift kan give et godt og velsmagende brød. Men stort set ingen af ingredienserne var til rådighed for stenalderens husmor. Så på den måde lavede man helt sikkert ikke brød i Stenalderen. Vi kender nemlig lidt til Stenalderens brød.

Brødet hører nøje sammen med landbruget og optræder først, da stenalderfolkene begyndte at dyrke korn. I de første ca. 2 mio. år af Stenalderen kendte man ikke brød. Der er ikke bevaret brødrester fra Stenalderen overhovedet, men på Bondestenalderens bopladser findes ofte runde, flade lerskiver, der tolkes som bageplader.

Lermassen har en anden struktur end de almindelige lerkar. Det gør dem netop velegnede til gentagen opvarmning over åbne bål med en temperatur på ca. 800 grader. Etnografiske paralleller gør det sandsynligt, at vi har at gøre med bageplader til at lave brød. Sandsynligvis fladbrød lavet af sammenæltet mel og vand og bagt på den varme lerskive, så det var gennembagt, men stadig hvidt og blødt. Den slags brød fås endnu mange steder på kloden.

Høns ikke op menuen

Til de fleste opskrifter på stenaldermad skal man bruge æg. Her er problemet bare, at hønsene først kom til Danmark i Jernalderen eller efter Kristi fødsel. De kom fra Romerriget, hvortil de nogle århundreder tidligere var nået fra Sydøstasien. Jernalderens høns var så små som vor tids perlehøns og lagde. som disse. kun få, små æg, hyppigst om foråret. Til gengæld kunne Jernalderens høns flyve! Naturligvis kan stenalderfolkene have samlet æg fra vilde fugle og gjorde det sandsynligvis også. Fundene antyder, at æggene blev spist ved, at man sugede indholdet ud – den naturlige måde at spise æg på. Så desværre må alle opskrifter på stenaldermad, hvori der indgår æg, kasseres. Det samme gælder selvsagt alle retterne med høns. Derimod er der god dokumentation for, at stenalderfolkene spiste ænder og andre vilde fugle. Jeg nævner i flæng: ørne, måger, spætter, svaner, storke, pelikaner, traner, spætter, krager, lappedykkere, skarv, hejrer og skalleslugere. En del af disse er fredede i dag. Så selvom f.eks. storke-, pelikan- og svanesteg er stenalderkost, så kan det ikke spises i dag; men smager i øvrigt også ganske afskyeligt. En god andesteg, derimod. synes at have været yndet hverdagsmad i hvert fald i Ældre Stenalder, hvor vore forfædre levede af jagt og fiskeri.

En anden vigtig ingrediens i mange opskrifter på stenaldermad er olivenolie. Oliventræerne vokser vildt i Middelhavslandene, og det var grækerne, som fandt på at plukke oliven og presse olie ud af dem. Det skete ca. 2.800 f. Kr. og betegner starten på den såkaldt Minoiske Bronzealder. Faktisk er det netop brugen af olivenolie, som i Grækenland sætter skel mellem Sten- og Bronzealder. Netop brugen af olivenolie i madlavningen markerer således, at Stenalderen er slut.

I dag opfatter vi salt og peber som uundværlige krydderier i enhver madlavning. De indgår derfor også i næsten alle opskrifter på stenalderkost. Men hverken salt eller peber er dokumenteret i Stenalderens mad. Det er en mulighed for saltets vedkommende. Peber er derimod en plante, som naturligt forekommer i Sydøstasien og er særlig kendt i Kina. Som bekendt ønsker man sine fjender derhen, hvor peberet gror. Peber kommer først til Europa i Middelalderen, hvor det var rasende dyrt. Det blev slet ikke brugt i Stenalderen. I øvrigt heller ikke i Sydøstasien, hvor det er naturligt forekommende.

Romerne kultiverede rødbederne

Gulerødderne er i dag vor almindeligste grøntsag og indgår i rigtig mange opskrifter på stenaldermad. De stammer fra Centralasien og kom først til Europa i 1800-tallet med datidens opdagelsesrejsende. Tomaterne, som også er almindeligt brugt, stammer fra Andesbjergene. Så her måtte vi afvente Columbus’ opdagelse af Amerika, før tomaterne kunne indgå i kosten. Rødbederne vokser nok vildt i det meste af Europa, men det var først romerne, som omkring Kristi fødsel kultiverede rødbederne som lægeplante.

Sådan kunne jeg blive ved. Når man kigger opskrifterne igennem, er det slående, hvor få af ingredienserne til ”stenalderkost” der var til rådighed for stenalderfolkene. Og de brugte endnu færre af dem.

Men hvad ved vi så om kostvanerne i Stenalderen, om ægte stenalderkost?

De arkæologiske fund viser os faktisk en hel del om stenalderfolkenes madvaner. Et vigtigt fund stammer fra Tybrind Vig i Lillebælt og tilhører Ertebølletiden. Maden brændte på under kogningen, kogekarret gik itu og blev smidt væk. Den bevarede madskorpe viser, at stenaldermanden til middagsmad for ca. 6.500 år siden skulle have haft fiskesuppe tilsat grøntsager i form af græs. En næsten samtidig stenaldermand fra Skateholm i Skåne spiste også fisk til middag. Hans grav undersøgtes meget omhyggeligt i 1980’erne. Jorden fra maveregionen blev slemmet, og tilbage i soldet lå en lille håndfuld fiskeknogler. Dem har han hugget i sig sammen med kødet af aborre, gedde og andre fisk.

Stenalderens store køkkenmøddinger dokumenterer, at stenalderfolkene spiste masser af østers, om end næringsindholdet var småt. Snegle og muslinger har også været en hyppig spise. Men mærkeligt nok leder man forgæves efter disse delikatesser i de moderne kogebøger om stenalderkost.

Skildpaddesuppe

I det meste af Stenalderen var Danmark i øvrigt så varmt, at der levede sumpskildpadder i søerne. Og på bopladserne er det dokumenteret, at stenalderfolkene gjorde sig til gode med skildpaddesuppe!

Knoglerne fra stenalderjægernes bopladser viser, at stenalderfolkene spiste kød af de vilde dyr: urokse, elg, vildsvin, kronhjort og rådyr varieret med hare, bæver, egern og andre mindre dyr. På stenalderbønders bopladser finder vi knoglerne af får, okse og tamsvin, idet navnlig lammesteg var en meget yndet spise i tidlig Bondestenalder. Men mærkeligt nok er det meget sjældent, at knoglerne viser spor efter ild. Så hyppigst har man i Stenalderen kogt og ikke stegt kødet. Men retter med kogt kød leder vi også forgæves efter i de moderne kogebøger om stenaldermad.

Gennem det meste af Stenalderen levede store flokke af sæler, navnlig i Kattegat. De var en vigtig bestanddel af stenalderkosten. I grønlandske kogebøger findes mange gode opskrifter på tilberedning af sæl. Men de findes ikke i stenalderkogebøgerne.

Måltidsrester i stenalderkar fundet i moserne, viser næsten altid rester efter hvede- eller byggrød. Så grød har sandsynligvis været en dagligdags spise gennem de seneste 6.000 år.

Vi arkæologer glæder os altid over, at folk interesserer sig for fortiden. Det gør vi jo selv i høj grad. Men det må siges ganske klart: Stenalderkost, som den bliver beskrevet i vore dages moderne kogebøger, har samme forbindelse med forholdene i Stenalderen som fremstillingen i tegneserien om Fred Flintstone. Det er fri fantasi.

Satte en driftig restauratør Gravballe- eller Tollundmandens sidste måltid på menuen, slap han næppe alene med en sur smiley.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Blogs

Blog: Flirten er gået fløjten

Mikael Jalving
Der er opstået en mat, lemmingeagtig stemning i busser og tog, lufthavne, læskure, køer, venteværelser, på caféer, natklubber og folkebiblioteker.

Blog: EU bygger på nationalstater

Holger K Nielsen
Fodboldlandsholdene afspejler den multikulturelle forskellighed, som ligger i det moderne Europa.
International debat

Debat: Tre ting har ændret livet for milliarder

Thomas Ravn-Pedersen | Sophie Rytter
Vacciner, kondomer og mobiltelefoner – det er tre ting, der har været med til at forandre verden til det bedre.
Kommentarer
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her