Kronik: Minister uden jordforbindelse

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I august bad Dansk Folkeparti udenrigsministeren forklare, hvornår regeringen mener, at geografiske områder med befolkninger, der ønsker at være selvstændige, skal have lov til at vælge selvstændighed, og hvornår de ikke skal have lov at vælge selvstændighed (S 2197). Anledningen var ministerens vrede over den russiske indmarch i Ossetien.

Per Stig Møller svarende, at der ikke er nogen almindelig adgang for dele af eksisterende stater til at opnå selvstændighed mod moderstatens vilje. Den danske anerkendelse af Kosovo baserede sig således på en unik forhistorie, der blandt andet omfattede serbisk ophævelse af Kosovos autonome status samt massiv, langvarig undertrykkelse og etnisk udrensning, sagde han. Nato's krig mod Serbien i 1999 beskriver han som en ”humanitær aktion”. I øvrigt henviser han i svaret til FN's Sikkerhedsrådsresolution 1244, der satte Kosovo under FN's administration, samt til det forhandlingsforløb, der udmøntede sig i FN's Særlige Udsendings omfattende forslag til overvåget uafhængighed. Han udelader, at Rusland og Kina modsatte sig både aktionen og den senere uafhængighed bl.a. med henvisning til, at oplysningerne om de omfattende serbiske overgreb i Kosovo var falske.

I en artikel i New Statsman (14. August 2008, http://www.newstatesman.com:80/europe/2008/08/pilger-kosovo-war-nato-serbs) kommenterer den anerkendte dokumentarjournalist John Pilger det, der er sket i Kosovo. Han er kritisk over for den vestlige holdning i sagen og gør opmærksom på, at den tidligere chefanklager for den internationale krigforbrydertribunal for Jugoslavien Carla Del Ponte i en erindringsbog ( ”The Hunt: Me and War Criminals”) er fremkommet med en række ubehagelige oplysninger, der modsiger det i Vesten dannede almindelige billede af forholdene.

Bogen har vist sig ikke at være til umiddelbart at få fat i via det danske bibliotekssystem. Ifølge Pilger har Del Pontes regering - den schweiziske - da også givet hende besked på at indstille markedsføringen af bogen. Ifølge Pilger skriver hun imidlertid i den, at hun insisterede på, at tribunalet også skulle beskæftige sig med Nato's 78 dage lange bombning af Serbien og Kosovo i 1999, som kostede hundredvis af ofre i hospitaler, skoler, kirker, parker og tv-studier, der påstodes at sende falske nyheder. Det fik hun imidlertid ikke igennem.

Pilger minder læseren om, at den formelle begrundelse for bombningerne var, at serberne begik folkemord i Kosovo. Det hævdedes herunder, at så meget som op til 225.000 albanere var blevet myrdet. De forbrydelser, albanerne på deres side (Kosovo Liberation Army, KLA) notorisk begik, så man derimod bort fra. Efterfølgende sendtes flere internationale undersøgelseshold til Kosovo for at undersøge det nye “Holocaust”.

FBI fandt ingen massegrave, fortæller Pilger, og spanierne rejste også hjem med uforrettet sag - knotne, fordi de følte sig misbrugt. Et år senere meddelte Del Pontes tribunal så, at det samlede antal døde i Kosovo androg 2.788 inklusive kombattanterne på begge sider og serbere myrdet af KLA.

Denne beretning om det tvivlsomme grundlag for at pålægge serberne eneansvaret for de noget særprægede forhold på Balkan understøttes af oplysninger fra andre kilder, der lejlighedsvis er rapporteret i medierne. Det kom i øvrigt allerede i sommeren 1992 frem, at Kroatien/Bosnien havde hyret mediefirmaet Ruder & Finn i Washington til at hænge serberne ud. Ifølge en analyse i tidsskriftet "Defense & Foreign Affairs Strategic Policy" 31/12 1992 var pengene ikke spildt.

Noget kan med andre ord tyde på, at Nato's aktion byggede på forkerte forudsætninger.

Del Ponte beretter også andre celebre ting i sin bog, skriver Pilger, således om KLA's kidnapning af hundredvis af serbere, som bortførtes til Albanien, hvor de brugtes som organdonorer. Der var i det hele taget rigeligt med bevismateriale til også at retsforfølge kosovoalbanerne for krigsforbrydelser, mener hun. Men det kom ikke på tale.

Efterfølgende har KLA udrenset et par hundrede tusinde serbere og sigøjnere fra Kosovo. Serbiske kirker, klostre og andre kulturmindesmærker - herunder i verdensarvklassen - er systematisk blevet ødelagt for at fjerne vidnesbyrdene om den serbiske historie i området. Herefter er Kosovo så blevet anerkendt som en selvstændig stat af det såkaldte ”internationale” - d.v.s. vestlige - samfund inklusive Danmark.

Det er således muligt at anskue tingene på den måde, at Nato så at sige har etableret sig som et kvasi-FN, der gennemdriver sin politik med magt, samt at denne politik udmærket kan bygge på et dubiøst grundlag. Kosovo-krigen sluttede som bekendt ikke med, at serberne overgav sig. Trods bombningerne holdt de ud, og man måtte have serbernes traditionelle allierede russerne til at formidle en fred. Ifølge denne skulle russiske tropper placeres i Kosovo med henblik på at sikre den serbiske befolkningsdel i området. Men dette blev i praksis ikke til noget.

Dette udfald medvirkede til Jeltsins fald og den mere hårdkogte Putins indtræden på scenen. Russerne følte sig bedraget. Set gennem russiske briller havde Nato nu etableret en tilstand, hvor man forbeholdt sig ret til at gribe ind andre steder i Ruslands nærområde på samme måde som i Kosovo. Belønningen for, at Rusland havde løsnet grebet om Østeuropa - stort set i al fredsommelighed - var, at Rusland blev trådt midt i ansigtet.

Kosovos befolkningsmæssige forhistorie er uklar. Så meget synes dog at ligge fast, at albanere i nyere tid i stort antal er flyttet dertil, og at serbernes tilværelse i området er blevet mere og mere umulig med en omfattende serbisk emigration til følge. Resultatet blev et albansk befolkningsflertal. Det lader sig ikke gøre uden omfattende undersøgelser at hitte ud af, hvordan det hele nøjagtigt er gået til, og nogen sikker moralsk ret til området har næppe nogen af parterne. Lige så uklart er det, hvad befolkningshistorien er i Ossetien. Det eneste, der synes at stå fast, er således, at der de facto i dag er et lige så massivt albansk flertal Kosovo, som der er et massivt russisk befolkningsflertal i Ossetien.

På denne baggrund er det vanskeligt at se begrundelsen for Per Stig Møllers svar på det spørgsmål, han blev stillet i Folketinget. Nøgternt beset er det svært at se, at russerne har foretaget sig andet i relation til Ossetien, end Nato i relation til Kosovo.

I en kronik i JP 26/3 1999 gjorde jeg opmærksom på, at Den Westfalske Fred, der afsluttede 30-års-krigen, indebar et forbud mod indblanding i andre landes religionsforhold. Gradvis udviklede denne ikke-indblandingsordning sig til et generelt folkeretligt forbud mod fysisk magtanvendelse suveræne stater imellem. I statutten for den internationale militærdomstol i Nürnberg efter Anden Verdenskrig, art. 6, a, omtales i pagt hermed »forbrydelser mod freden«. De defineres som planlægning, forberedelse iværksættelse eller gennemførelse af angrebskrig eller krig i strid med internationale traktater eller deltagelse i en fælles plan eller sammensværgelse til fuldbyrdelse af sådanne handlinger.

Begrundelsen for denne ordning er den omstændighed, at hvis man først anerkender, at ideologiske påskud er tilstrækkelige til at retfærdiggøre militære indgreb over for selvstændige lande, vil der snart sagt ikke være nogen krig mod et andet land, som ikke kan startes op med et legitimt påskud. Danmark fastholdt derfor benhårdt ikke-indblandingsprincippet under Den Kolde Krig, hvor Sovjetunionen anså sig berettiget til at gribe ind til fordel for ”klasse”fæller i andre lande, specielt Østeuropa (Brejsnev-doktrinen).

Vi er som lille land dybt afhængig af, at ordningen respekteres. Alligevel lægger udenrigsministeren altså nu luft til den i tilfældet Kosovo, men vil applicere den i Ossetien. Nogen grundig diskussion af de overordnede, principielle aspekter har der ikke været i Folketinget. En seriøs, offentligt tilgængelig undersøgelse af, hvad der egentlig er foregået i henholdsvis Kosovo og Ossetien, savnes ligeledes. I det hele taget må man efterlyse en forståelig begrundelse for den dramatiske ændring af bæreakslen for dansk sikkerhedspolitik i århundreder, som Kosovo-krigen repræsenterede, og som har ført lige lukt til det, der nu er sket i Ossetien. Alt, hvad vi får, er henvisninger så tynde, at det ligner udenomssnak.

Dette grundlag er helt utilfredsstillende. Det er derfor også nødvendigt at gøre opmærksom på, at det virker som om, udenrigsministeren har tabt jordforbindelsen, at han og hans forgængere leger, og at de under denne leg allerede har rodet os ind i en dybt problematisk position på den sikkerhedspolitiske scene. En position der meget let kan få ulykkelige konsekvenser den dag, vinden på denne scene måtte vende - hvad den som bekendt i reglen gør med visse mellemrum