*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Der er ingen klar ansvars- og arbejdsdeling i amerikansk udenrigspolitik

Konkurrerende aktører og netværk har forsøgt at tilkæmpe sig magten over udenrigspolitikken i USA.

Kristian Søby er seniorforsker ved Institut for Militære Studier, Københavns Universitet.

Forleden vedtog Senatet i USA med 98 stemmer for og kun to imod en lov, der pålægger præsident Trump at fastholde de økonomiske sanktioner mod Rusland. Det er et overordentligt kraftigt signal til Trump. I det mindste når det gælder Rusland, er den lovgivende magt i samlet opposition til præsidentens udenrigspolitik og villig til at lovgive sig til indflydelse. Så hvem fører udenrigspolitikken? 

Traditionelt siger man, at Kongressen kontrollerer pengene, og præsidenten – sammen med sin administration – fører politikken. På baggrund af løbende forhandlinger og en række kompromiser mellem præsidenten og hans administration og Kongressen samles trådene i Det Hvide Hus.

Sådan er det ikke under Trump. Her er intet klart center, intet kompromis og ingen klar ansvars- og arbejdsdeling. I stedet er der konkurrerende aktører eller netværk, der har forsøgt at tilkæmpe sig magten over udenrigspolitikken. Her er i hvert fald tre centrale: Trump og familien, generalerne og de gamle senatorer. 

John McCain er en af de mest kendte amerikanske senatorer. Samtidig er han også en af de mest kritiske over for Trumps udenrigspolitik. Han og andre republikanske senatorer – f.eks. Lindsey Graham – har i kraft af deres netværk, erfaring og formandskaber for centrale udenrigspolitiske senatskomitéer den parlamentariske magt til at blokere meget af Trumps politik.

Blandt andet har McCain rejst verden rundt og i en personlig diplomatisk indsats forsøgt at forsikre amerikanske allierede – f.eks. i Nato – om at Trump ikke alene tegner USA’s politik. 

Trumps administration består af uhørt mange tidligere generaler, og Trump skulle være en stor beundrer af det amerikanske militær. Forsvarsminister Mattis og den nationale sikkerhedsrådgiver McMaster bliver begge anset som moderate elementer, og Mattis har flere gange udtalt sig kritisk om sin præsidents udenrigspolitik.

Samtidig har Trump i modsætning til Obama uddelegeret meget af den amerikanske krigsindsats – f.eks. i Irak – til Pentagon. Mattis har dermed ret frie hænder over den militære del af udenrigspolitikken. 

Endelig er der Trump og familien. Som præsident har Trump i løbet af de første seks måneder taget en række kontroversielle udenrigspolitiske beslutninger og forsøgt at anlægge en ny kurs. Meget tyder på, at både svigersønnen Jared Kushner og datteren Ivanka Trump ofte bliver taget med på råd. Efter sigende skulle Ivanka have presset på for, at Trump skulle straffe Assads brug af giftgas med amerikanske krydsermissiler. Samtidig er en af Kushners mange titler mellemøst-rådgiver, hvilket understreger hans indflydelse hos Trump også på udenrigspolitikken. 

Familiens råd ser ud til at være vigtigere for Trump end hans formelle rådgivere. Sikkerhedsrådgiver McMaster står i stigende grad svagt, illustreret ved at han ikke var informeret om Trumps møde med Putin i forbindelse med G20-mødet i Hamborg – og ved at Ivanka tog Trumps plads.

Ligeledes svagt står udenrigsminister Rex Tillerson. I amerikanske medier snakkes ikke om brexit, men om ”rexit”. Tillersons dage regnes allerede for talte. Hverken udenrigsminister eller sikkerhedsrådgiver er centrale i udtænkningen eller udførelsen af Trumps udenrigspolitik

USA har et relativt sofistikeret system til at lave udenrigspolitik. Det bygger på to ting: en magtdeling mellem præsident og kongres og en formel topstyret beslutningsproces centreret om præsidenten.

Donald Trump har ingen af delene. Forholdet til de centrale aktører i Kongressen er i laser, og lækager fra administrationen indikerer, at Trumps hvide hus arbejder mere på at bekrige sig selv end på arbejdet med at etablere en sammenhængende udenrigspolitik.

Indtil nu har Trump udenrigspolitisk primært skullet forholde sig til de diplomatiske kriser, han selv har iscenesat. Spørgsmålet er, hvem der kan føre amerikansk udenrigspolitik, når en rigtig krise dukker op. 

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Naser Khaders facebookvanvid virker - desværre

Christian Rabjerg Madsen
Naser Khader har lagt sine indsigtsfulde analyser af situationen i Mellemøsten på hylden og i stedet transformeret sin politiske kommunikation til usaglige personangreb og perfide latterliggørelser. Det virker desværre super godt på Facebook.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her