Tyrkiet bør holdes tæt til Europa

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Antiamerikanismen og kritikken af Europa vokser i Tyrkiet efter det mislykkede kupforsøg den 15. juli. I Tyrkiets øjne har Vesten reageret henholdende på kupforsøget. Præsident Erdogan og den tyrkiske regering var hurtige til at udpege Gülen-bevægelsen som ansvarlig og har krævet, at bevægelsens leder, Fethullah Gülen, bliver udleveret fra USA, hvor han lever i eksil.

Men USA har endnu ikke imødekommet kravet, og det har udløst en vrede i Tyrkiet, som Erdogan dygtigt har udnyttet både over for den hjemlige offentlighed og i internationale medier. Tilsvarende er Europa blevet kritiseret for ikke overbevisende nok at udtrykke støtte til den tyrkiske regering, og det har gjort, at Tyrkiet føler sig alene og derfor legitimt kan indgå nye alliancer.

Den antiisraelske kurs, som ellers har kendetegnet Erdogan siden Gaza-krigen i 2008-9 og Flotilla-affæren i 2010, blev allerede lagt om inden kuppet i juli og var led i Erdogans bestræbelser på en ny kurs i mellemøstpolitikken.

På samme måde er den nylige aftale mellem Rusland og Tyrkiet blevet fremlagt som tegn på en ny sikkerhedspolitisk alliance, om end de to lande historisk har haft et ringe forhold. Der er nærmere tale om en forsoning med økonomisk sigte, der skal føre de russiske turister tilbage til Tyrkiet efter en afmatning gennem hele denne sæson.

Behov for europæisk kapital

Selv om Tyrkiet ser ud til at have fået nye venner, er man stadig dybt afhængig af Europa. EU er Tyrkiets største handelspartner, og den tyrkiske økonomi er hårdt ramt efter kupforsøget. Der er behov for europæisk kapital, og det tyrkiske erhvervsliv er afhængigt af at kunne rejse i Europa. Men der er mere end det.

Det tyrkiske demokrati har stort behov for Europa. Alle autoritære og antidemokratiske tendenser i Tyrkiet til trods er der netop nu behov for de institutioner, der kan hjælpe med at modarbejde samme.

Det gælder institutioner som Europarådet, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur (CPT). Flere iagttagere har derfor bønfaldet Europa om ikke at lade tyrkerne i stikken.

Afhængigheden er gensidig. Faldet i antallet af flygtninge til Europa via Tyrkiet kan mærkes efter flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet i marts, og forestillingen om, at Tyrkiet igen åbner grænserne, er uoverskuelig. Derfor er der stille ved at brede sig en enighed om, at Tyrkiet ikke må skubbes væk.

De fælleseuropæiske værdier

I Danmark har man gennem de senere år prioriteret samarbejde frem for at holde Tyrkiet fast på menneskerettigheder, retsstat og demokrati. Det skyldes ikke mindst krigen i Syrien, kampen mod Islamisk Stat og samarbejdet om bekæmpelsen af terror. Men udviklingen i Tyrkiet har gjort det sværere at forsvare samarbejdskursen.

Spørgsmålet er derfor, hvor langt man vil gå i sit forhold til Tyrkiet. Eller rettere: Hvor stort et råderum har man? Problemet er ikke kun Danmarks, men rækker helt ind i kernen af det europæiske samarbejde: de fælleseuropæiske værdier – respekten for det enkelte menneskes værdighed, overholdelse af almindelige retsstatsprincipper og demokratiets grundlæggende spilleregler.

Her kommer den aktuelle situation ind, for Tyrkiet er presset på flere fronter. Mens Erdogan efter det mislykkede kup rider på en bølge af politisk forsoning med alle partier undtaget det kurdiske, er Tyrkiet ekstremt presset af IS og i forhold til det kurdiske spørgsmål og kampene ved grænsen til Syrien.

Tæt på den politiske midte

Samtidig er der efter 15. juli sket en politisk samling omkring Tyrkiet som nationalstat, hvor det kurdiske spørgsmål er blevet det, der samler, og kuppet den anledning, der skulle til. Det kan ses som en drejning væk fra den ellers stærkt islamiske kurs og mod en mere pragmatisk linje i tyrkisk politik. Nogle ville måske sige, at der er sket en nationalistisk revival, hvor nyottomanisten Erdogan er rykket tættere på den politiske midte.

Håndteret korrekt kan der nu vise sig en åbning i forhold til at få vendt Erdogan tilbage til noget af det, han stod for i begyndelsen, hvor flere opfattede hans parti AKP som et tiltrængt opgør med magtfuldkommenheden inden for den etablerede politiske klasse. Forhåbningerne blev dengang gjort til skamme, og Erdogan åbenbarede sig som autoritær lederskikkelse med et stærkt afsæt i den muslimske vælgergruppe.

Hvem husker ikke sammenstødet mellem Erdogan og Anders Fogh Rasmussen i 2005 om ROJ TV og ytringsfrihed? De tider er forbi. For Erdogan handler det nu om at genskabe tilliden til, at hans regering kan skabe sikkerhed for befolkningen – en opgave der ikke er helt let den fortsatte terrortrussel taget i betragtning.

Den pragmatiske realisme

For EU og Danmark gælder det lige nu om at markere støtten til det tyrkiske demokrati og samtidig udnytte den pragmatiske realisme, som Erdogan har udvist. En kritisk revurdering af forholdet til Tyrkiet er nødvendig, men det vil hverken gavne Danmark eller resten af Europa at skubbe Tyrkiet fra sig. Danmark bør derfor nøje overveje, hvilken rolle vi skal og kan spille for at holde det europæiske spor åbent.