Fredsaftale i Colombia giver håb om politiske løsninger på verdens konflikter
Mere end et halvt århundredes intern krig i Colombia er nu efter fire års forhandlinger meget tæt på en fredelig løsning. Gennembruddet bekræfter, at fred mellem forskansede fjender er mulig og giver håb og en model for, hvordan andre tilsyneladende uløselige konflikter i verden måske også kan løses.
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
For colombianerne betyder fredsaftalen afslutningen på en intern krig, der har forårsaget 260.000 dødsfald, drevet syv millioner mennesker på flugt, bremset landets økonomi og skabt dybe skel på tværs af nationen. Colombias nabolande har taget imod over en halv million flygtninge, og konflikten har spredt utryghed og kriminalitet og forværret fattigdommen i områder, der i forvejen var forsømte.
Aftalen i Colombia har desuden stor global symbolværdi og viser, at politiske løsninger kan opnås med vedholdenhed, hårdt arbejde, politisk vilje, ledelse og dialog.
I sidste uge indgik Colombias præsident, Juan Manuel Santos, og oprørsgruppen Farc den endelige aftale om fred, som stiller landet over for afslutningen på den længstvarende krig på den vestlige halvkugle i nyere tid. Den største udfordring er, hvordan aftalen kan blive ratificeret og få juridisk styrke, så den ikke vil smuldre, hvis en mere konservativ regering afløser Santos, når han forlader embedet i 2018.
Skal til folkeafstemning
Fredsaftalen mellem regeringen og Farc skal endeligt vedtages eller afvises af colombianerne via en folkeafstemning senere på året. Generelt er de politiske udsigter usikre, og meningsmålinger har tidligere vist, at over 75 pct. af vælgerne er imod Farcs engagement i colombiansk politik. Befolkningens accept af den endelige aftale er således langtfra givet.
De nyeste meningsmålinger viser dog, at 67,5 pct. af de colombianske vælgere vil stemme ja til fredsaftalen med marxistiske Farc-oprørere ved folkeafstemningen, mens 32,5 pct. vil stemme imod. Den stærkeste gruppe af modstandere af fredsaftalen er ledet af tidligere præsident Álvaro Uribe, som nu er en senator, og de siger, at de også ønsker fred, men ikke for enhver pris.
FN leder observatørkorps
Efter at den endelige aftale mellem regeringen og Farc er faldet på plads, er en af de største udfordringer selve afvæbningen og demobiliseringen af de cirka 16.000 oprører. Aftalen inkluderer en køreplan for processen, og inden for seks måneder efter at have underskrevet en endelig aftale skal oprørerne aflevere deres våben.
Våbenhvilen og afvæbningen vil blive kontrolleret af et FN-ledet observatørkorps med repræsentanter fra andre latinamerikanske lande og Det Caribiske Fællesskab af Nationer (Celac), der er udpeget af begge sider. FN får således ansvar for, at Farc som aftalt afleverer alle våben.
”Nedlæggelse af våbnene”
Hvad der skal ske med våbnene, har været et springende punkt i forhandlingerne, og Farc har udtrykt ønske om, at deres våben bliver smeltet om til fredsmonumenter, som skal stå ved FN’s hovedkvarter i New York, i Cuba og i Colombia. Endelig er der en plan for, hvordan koncentrationen af Farcs tropper skal foregå. Samling af tropperne vil begynde dagen efter, aftalen er underskrevet, som en del af demobiliseringen og reintegrationsprocessen.
For Farc er det afgørende, at afvæbning, demobilisering og reintegration ikke betragtes som en overgivelse.
Begge parter bruger derfor aldrig ordene ”afvæbning” og ”demobilisering”, men i stedet det mere neutrale udtryk: nedlæggelse af våben.
Efter demobiliseringen skal de menige Farc-oprøre sluses ind i det civile liv og finde almindelige job. Problemet er bare, at de økonomiske forhold sjældent er gode i de områder, hvor Farc har stået stærkest, og derfor er der få muligheder for at finde arbejde. I værste fald kan manglende reintegration betyde, at fredsaftalen falder til jorden, eller at tidligere Farc-soldater finder sammen om at etablere nye væbnede grupper.
Et yderst ulige samfund
Fredsaftalen med Farc er desværre ikke ensbetydende med et fravær af konflikt i Colombia. Dele af eliten tror fejlagtigt, at konflikterne i landet skyldes Farc, og hvis den elimineres, vil alle konflikter ophøre. Sådan er det desværre ikke. Selvom Farc nedlægger sine våben og går ind i demokratisk politik, vil der fortsat være elementer af konflikt i så ulige et samfund som det colombianske.
Præmissen i moderne demokratiske samfund er, at konflikter håndteres via de eksisterende kanaler for dialog uden at ty til våben. Selv hvis det lykkes at få afvæbnet Farc (og ELN – Den Nationale Befrielseshær, Colombias næststørste oprørsgruppe, hvis de endelig beslutter for at følge samme spor), vil Colombia fortsat være et samfund præget af enorme sociale, økonomiske og kulturelle forskelle og konflikter, som skal adresseres med demokratiske, ikkevoldelige metoder.
Mere ideologisk debat
En sandsynlig konsekvens af fredsaftalen er, at den nationale politiske debat bliver mere ideologisk og radikal. Det kan lede til dannelsen af en ny radikal politisk fløj, der vil udfordre de traditionelle partier, som ikke længere vil være i stand til at beskytte deres magtposition.
De vil blive nødt til at finde ud af, hvordan de kan vinde over Farc med demokratiske midler, og det vil kræve reelle løsninger for Colombias brede befolkning.