Pressen lyver og fortier

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I Tyskland taler man om Lügenpresse. En betegnelse, der har fået ny vind i sejlene i den senere tid. I demonstrationer i tyske byer har højrefløjen haft skilte og slagord rettet mod Løgnepressen: ”Lügenpresse, Halt die Fresse” (Hold mund). Kritikken er, at pressen lyver om de virkelige problemer, der er med indvandrerne. Den fortier overgreb på kvinder og misbrug af sociale ydelser. I tysk debat har ordet tidligere været brugt af nazisterne, der i deres kamp for at få magten systematisk kastede sig over medierne. Medierne beskyttede det bestående, var en del af eliten, og man kunne ikke stole på, hvad de skrev.

I andre lande har beskydningerne mod pressen også antaget mere hadske toner på det seneste. I Frankrig har Front National og Marine Le Pen længe harceleret over mediernes negative behandling af partiet og af hende. I Holland har Geert Wilders været på kant med medier og journalister, som, han føler, fortier problemer og udstiller ham som ekstremist.

I USA har den i øjeblikket mest omtalte af alle populisterne Donald Trump heller ikke ligget på den lade side med sin kritik af medierne: »Jeg mener, medierne er den mest uærlige gruppe af mennesker, jeg nogen sinde har mødt. De er forfærdelige« (22/2 2016). Trump har derfor lovet at liberalisere injurielovgivningen, så det bliver nemmere at sagsøge medierne for, hvad de skriver og siger. På Trumps møder er journalister blevet overfaldet.

Største kanal til succes

Ironisk nok har medierne samtidig været Trumps største kanal til succes, og internt i mediekredse har der i USA været en intens debat om, hvorvidt medierne ikke var kritiske nok over for Donald Trump. Tværtimod har Trump brugt medierne til at skabe opmærksomhed om forenklede og kontroversielle forslag (f.eks. byg en mur på grænsen til Mexico, og lad Mexico betale, nægt muslimer indrejse i USA).

Populisterne Le Pen, Wilders og andre har med Trump i spidsen brugt medierne til at undergrave medierne. Kritikken af pressen har i mange lande antaget nye dimensioner i de senere år. Det er ikke længere en kritik af en partipresse, sensationsjageri eller unøjagtigheder, men en kritik af medierne som institution.

Populisterne fisker i rørte vande, for tilliden til pressen har nået nye lavpunkter i befolkningen. Deres fælles antiimmigrationsplatform og nationalisme sætter spørgsmålstegn ved globalisering, åbne grænser, frihandel og internationalt forpligtende samarbejde. I USA er det koblet til et opgør med selve idéen om regering (government). Det er en udbredt holdning, at den bedste regering er ingen regering. Hvis bare politikerne ville lade ”os” i fred, skære skatterne ned og forsvare grænserne med politi eller mur, ville det hele være meget bedre.

Vi glemmer, siger to amerikanske politologer, Hacker og Pierson i en ny bog, at uden en aktiv regering ville vi ikke have vækst, uddannelse eller infrastruktur. Vi glemmer det, mener de, fordi medierne fokuserer på kampen om magten i stedet for at informere om politikkens indhold.

Kritik er nødvendig

Kritikken af medierne og af regering er nødvendig for demokratiet, men Trump, Le Pen, og Wilders vil mere end det. Det er et opgør med de institutioner, der er nøglen til det liberale demokrati. Når der råbes løgnepresse på gaderne i Tyskland, og når Trump lover at begrave pressen i sagsanlæg, er det påmindelser om, at det liberale demokrati altid indeholder autoritære og antiliberale kræfter. I Europa ser vi stærkere og stærkere tilslutning til populistiske holdninger. I protest mod elitens generelle EU-støtte stemmer Holland nej til Ukraine-aftalen. Storbritannien fører en ophedet antiestablishmentdebat om at forlade EU, og det reelle problem med stor immigration til Europa gøres til en politisk kastebold med fremmedfjendske undertoner.

Konsekvensen af det populistiske opgør er forøget polarisering. Selv om Trump ikke bliver valgt til præsident i USA, eller Marine Le en bliver det i Frankrig, er vreden, der er skabt, ikke noget, der forsvinder. Den vil have fået fodfæste og kaste skygger over kvaliteten af den politiske debat. Og løgnemedierne vil skulle kæmpe ekstra hårdt for deres troværdighed og uafhængighed.