Kina, USA og den gryende strategiske rivalisering

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Mens kineserne netop har fejret, at vi ifølge den kinesiske kalender er gået ind i abens år, fristes vi andre til at spørge, om kineserne kan gå det nye år i møde med sindsro?

Den senere tids strøm af negative nyheder fra Folkerepublikken Kina kan i hvert fald let efterlade det indtryk, at årtiers opstigning nu er afløst af en omsiggribende økonomisk deroute. Således har det kinesiske aktiemarked formøblet op mod 50 pct. af de investerede midler siden juni sidste år, og den kinesiske industriproduktion – den absolutte primus motor bag det kinesiske vækstmirakel – kæmper med vigende efterspørgsel såvel som faldende konkurrenceevne.

Tilmed bliver sidste års officielle vækstrate for den kinesiske økonomi på lige under 7 pct. mødt med lige dele bekymring og skepsis: Har det kinesiske vækstlokomotiv for alvor mistet dampen, og kan vi overhovedet stole på de officielle tal og forsikringerne om togets fortsatte fremdrift?

Verdens største handelsnation

Inden vi stirrer os blinde på krisetendenserne for den kinesiske økonomi, bør vi imidlertid holde os følgende kendsgerninger for øje: Kina har ikke blot været verdens største handelsnation siden 2013 og den suverænt næststørste økonomi i verden siden 2010 (næsten tre gange større end den japanske økonomi på tredjepladsen i 2015).

De kinesiske magthavere besidder også stadig – bl.a. i kraft af verdens største valutareserver på over 3.000 mia. dollars – finansielle muskler i en størrelsesorden, der giver rig mulighed for at stimulere den kinesiske økonomi og foretage massive investeringer i omverdenen. Vi har længe vidst, at Kinas omstilling fra eksportdreven industriøkonomi til en videns- og serviceøkonomi, der i stigende grad er orienteret mod hjemlig efterspørgsel, ville blive vanskelig.

Men selv hvis Kina skulle ende med at hænge fast i en stagnationsfælde i stil med den, Japan har været fanget i siden 1990’erne, har Kina allerede opbygget så meget pondus, at landet i dag er en nøgleaktør på den internationale scene. Frem for alt er Kina den eneste af de opstigende magter, der for alvor kan udfordre USA’s dominerende position. En dommers død kaster en skygge over valgkampen

Selv om Kina generelt er forsigtig med hverken at udfordre USA eller den eksisterende internationale orden alt for direkte, nærer det kinesiske lederskab en drøm om at genrejse Kina til fordums styrke for at kunne genindtage landets historiske rolle som regional stormagt. Som led heri kræver Beijing, at Washington anerkender Kina som en ligeværdig stormagt samt respekterer landets strategiske kerneinteresser.

I kølvandet på den globale økonomiske krise, der ramte Vesten langt hårdere end Kina, har vi derfor været vidne til et gryende kursskifte fra kinesisk side i retning af en mere selvhævdende udenrigs- og sikkerhedspolitik. Mest opsigt har det vakt, at Kina har søgt at håndhæve sine uløste territorialkrav i hhv. det Øst- og Sydkinesiske Hav på en mere aktiv og konfrontatorisk måde, muliggjort af de senere års forcerede modernisering af Kinas maritime magtudøvelsesmidler (såvel flåden som kystvagten).

Hertil kommer Kinas ambitiøse infrastrukturelle investeringsprojekter i omverdenen (OBOR) samt oprettelsen af en ny international investeringsbank (AIIB), som tilsammen skal lægge fundamentet for en række nye ”silkevejsruter” centreret omkring Kina.

Samarbejde med Kinas naboer

Omvendt har USA på sin side ligeledes styrket indtrykket af en spirende strategisk rivalisering mellem de to parter. Først og fremmest har Obama-administrationen siden 2011 opgraderet sit militærstrategiske samarbejde med en lang række af Kinas nabostater. Herudover har amerikanerne på det seneste direkte udfordret Kinas fortolkning af de uløste territorialspørgsmål ved bevidst at navigere militærfartøjer ind i områder, som Beijing betragter som kinesisk territorialfarvand.

Endelig har Washington afvist at deltage i den nye kinesiske investeringsbank (AIIB) og måske vigtigst af alt stået i spidsen for oprettelsen af et regionalt frihandelsfællesskab (TPP), som inkluderer en række af Kinas vigtigste regionale samarbejdspartnere, men ej Kina. Tilsyneladende fordi Kina ikke kan leve op til visse af TPP-traktatens bestemmelser.

Det er tankevækkende, at den voksende rivalisering mellem USA og Kina finder sted under en Obama-administration, der så sandelig ikke kan beskyldes for at føre en hårdhændet eller for den sags skyld aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Tankevækkende, fordi USA står foran et præsidentvalg i 2016, som efter alt at dømme vil medføre, at den 45. amerikanske præsident vil anlægge en mere kritisk holdning til Kina end sin forgænger. Kaster man et blik på de førende kandidaters udsagn om Kina de senere år, giver det således bange anelser, også selv om nogle af udsagnene er fremsat under selve valgkampen.

Stærkt kritiske udsagn om Kina

Mest forstemmende tegner det, hvis Republikanerne sætter sig på Det Hvide Hus, idet partiets tre største favoritter som præsidentkandidat – Donald Trump, Ted Cruz og Marco Rubio – alle har langet voldsomt ud efter Kina. Ikke mindst den stærkt værdikonservative Texas-senator Ted Cruz har gjort sig til talsmand for en kurs, der med Reagans koldkrigstilgang som forbillede lægger op til at sætte hårdt mod hårdt over for Kina.

Også den knapt så konservative Florida-senator Marco Rubio, som tegner til at blive det republikanske etablissements foretrukne kandidat, har været ude med riven: Kina er en strategisk konkurrent, dets voksende magt skal imødegås aktivt på alle områder, TPP skal styrkes yderligere og menneskerettighedskritikken af Kina skal igen i højsædet.

At den flamboyante Donald Trump ej heller ytrer sig videre flatterende om Kina, vil næppe overraske mange. Indtil videre har han mest gjort sig bemærket med et udsagn om, at han som præsident vil stemple Kina som en ”valutakursmanipulator” og derfor indføre straftold på kinesiske varer på det amerikanske marked.

Den primære rivaliseringsakse

Bliver det Hillary Clinton, den demokratiske forhåndsfavorit, der i sidste ende trækker det længste strå, vil de fleste nok forvente en videreførelse af den nuværende amerikanske linje, som hun trods alt selv har været med til at praktisere som udenrigsminister (2009-13).

Man bør dog bide mærke i, at hun i adskillige spørgsmål såsom menneskerettigheder, cyberkrimi-nalitet og Kinas udestående territorialspørgsmål har fremstået som betydeligt mere Kina-kritisk end præsident Obama.

Uanset hvordan præsidentvalget ender, synes USA og Kina med andre ord på vej til at kridte banen op til det, der meget vel kan vise sig at blive det 21. århundredes primære internationale rivaliseringsakse.