Afrikanske bønder kæmper med klimatilpasning

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Klimaforandringerne udfordrer os på to måder: For det første skal vi finde ud af, hvordan vi forebygger dem, så de ikke bliver værre, f.eks. ved at reducere vores CO2-udslip. For det andet skal vi tilpasse os de klimaforandringer, som allerede foregår, f.eks. ved at sikre huse mod oversvømmelser.

I Danmark er det især det kontroversielle spørgsmål, om hvordan vi forebygger klimaforandringer, der fylder i mediebilledet. Klimatilpasning hører vi mest om i forbindelse med enkeltstående situationer, som når et voldsomt skybrud overbelaster kloakkerne. For mange afrikanske bønder er klimatilpasning derimod en meget nærværende del af hverdagen. For selvom Afrika kun er ”skyld” i nogle få procent af verdens samlede CO2-udslip, rammer de globale klimaforandringer særligt hårdt netop dér.

Størstedelen af kontinentets befolkning lever stadig af landbrug, kvæghold og fiskeri, som er direkte afhængigt af klimaet. Mange bor desuden i områder, hvor vand og brugbar jord i forvejen er begrænsede ressourcer, og hvor en stigende lokal og global efterspørgsel på naturressourcer øger presset yderligere. Det giver en særlig sårbarhed over for klimaforandringer. Samtidig betyder den relative fattigdom, at infrastrukturen ofte ikke er så veludbygget i forhold til, hvad vi eksempelvis har i Danmark. Dermed er det sværere at gardere sig mod voldsom regn og oversvømmelser.

Et godt eksempel på disse udfordringer er Zambia i det sydlige Afrika. Her har man i de seneste årtier oplevet stigende temperaturer og ændrede regnmønstre. I flere egne af landet er den sædvanlige regntid blevet kortere og mere uforudsigelig. Dét giver store problemer for bønderne, fordi majsplanter og andre afgrøder ofte ikke får vand nok og ikke trives under de stigende temperaturer.

Når regnen så endelig falder, er det ofte mere voldsomt og intenst end tidligere, hvilket ironisk nok fører til oversvømmelser, der ødelægger afgrøderne, og (når det er værst) tvinger folk til at flygte fra hus og hjem. Flere steder i Zambia er det ikke længere ualmindeligt, at man oplever både tørke og oversvømmelser i løbet af én enkelt sæson.

Hvad gør man i sådan en situation? Hvordan tilpasser man sig de vilkår, som klimaforandringerne byder os? I Danmark overlader vi det bl.a. til staten og kommunerne at tage hånd om problemet. F.eks. har man i Roskilde bygget et større afvandingsanlæg, som leder regnvand væk fra motorvejen og nærliggende bygninger. Dermed undgås oversvømmelser under voldsomme skybrud. Anlægget er endda så sindrigt indrettet, at det kan anvendes som skaterbane for byens unge, når det ikke er i brug.

Den slags løsninger er jo ideelle, men de kræver en effektiv offentlig forvaltning og penge på kistebunden. Projektet i Roskilde kostede 35 mio. kr., og selvom pengene som regel er tjent ind på længere sigt, har fattige afrikanske kommuner sjældent råd til investeringer i en lignende størrelsesorden, men det betyder ikke, at bønderne i Zambia på nogen måde har opgivet at tilpasse sig klimaforandringerne. Tværtimod. I afrikanske lokalsamfund er der en lang tradition for at tilpasse sig det omkringliggende miljø, og det ser man også nu.

For det første gør mange bønder brug af traditionelle landbrugssystemer, som netop er udviklet til at modstå eller undgå tørke og oversvømmelser. F.eks. har lokalsamfund i det sydlige Zambia længe praktiseret et sæsonbestemt system, hvor man i tørtiden udnytter de frodige jorde og græsgange langs Zambezi-floden, hvor man er nogenlunde sikker på at have vand nok. I regntiden, når floden begynder at svulme op, flytter man op i højlandet og undgår dermed oversvømmelserne.

For det andet udvikler bønderne også nye måder at tilpasse sig klimaet på, bl.a. ved hjælp af såkaldte diversificeringsstrategier. Det kan indebære, at familier, som traditionelt har koncentreret sig om at dyrke majs, nu også begynder at dyrke andre afgrøder, begynder at fiske, brænder trækul til videresalg eller forsøger at få et lønarbejde ved siden af. Dermed spredes risikoen ud over flere aktiviteter: Hvis majsproduktionen slår fejl på grund af tørke eller oversvømmelser, har man stadig de andre indtægter og fødevarer at falde tilbage på.

Småbønderne i Zambia og andre afrikanske lande er med andre ord aktive og kreative i forsøget på at tilpasse sig klimaforandringerne. Det er de også nødt til. Det gælder overlevelse. Udfordringen er betydelig, og i mange afrikanske lande er der brug for opbakning fra myndighederne, så bønderne ikke står alene med klimatilpasningen.

I nogle landsbyer i Zambia arbejder bønder sammen med de lokale myndigheder om at bringe nye dyrkningsmetoder i brug, som kræver mindre vand og bevarer jordens næringsstoffer bedre. Nye sorter af majs og andre afgrøder, som passer bedre til det ændrede klima, afprøves også. Man gør desuden forsøg med at bygge små og billige reservoirer, som kan opsamle vand fra skybrud og oversvømmelser til senere brug, når tørtiden kommer. Den slags koster ikke alverden, og når det virker, kan det gøre en forskel på, om folk klarer klimatilpasningen eller ej.

Desværre er den slags samarbejde mellem kommuner og borgere ofte begrænset af, at mange afrikanske lande har et centraliseret statsapparat.

Selv når pengene rent faktisk findes på nationalt niveau, kan det være svært for en afsides kommune eller anden lokal myndighed at få adgang til dem. Samtidig kan der ligefrem være modstrid mellem de centrale regeringers udviklingsplaner og småbønders klimatilpasning.

Mange afrikanske stater satser i disse år på at udvikle industri og kommercielt landbrug i større skala, og den slags kræver vand og jord – som jo samtidig er småbøndernes vigtigste naturressourcer i klimatilpasningen.

Selvom de afrikanske bønder altså er i fuld gang med at tilpasse sig klimaforandringerne, er det begrænset, hvor meget støtte de får fra deres regeringer. Kan udviklingsbistanden bidrage med noget hér? Ja, dels kan man støtte konkrete klimatilpasnings-aktiviteter, men samtidig er der brug for mere grundlæggende tiltag.

Man kan gå i dialog med regeringer for at finde fælles ståsteder mellem nationale udviklingsplaner og klimatilpasning. Man kan støtte decentralisering af offentlige midler og beføjelser, så kommuner i de afrikanske lande kan støtte borgernes klimatilpasning. Opgaven er ikke nødvendigvis let, men så kan man jo hente inspiration hos bønderne i Zambia. De giver nemlig ikke op.