Obamas pragmatisme

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Når amerikanske præsidenter skal vælges, handler det mest om økonomi. Når de siden hen skal huskes, handler det mest om udenrigspolitik. Hvad betød de for verden? Franklin D. Roosevelt vandt over nazismen. Harry Truman undgik Europas fallit. Lyndon B. Johnson eskalerede Den Kolde Krig. Ronald Reagan vandt den. Bill Clinton huskes for Balkan. Og alt efter temperament fik George W. Bush enten Irak befriet eller besat.

Dommens karakter varierer. Men det, der gøres regnskab over, er som regel embedets ideologiske inspirationskilder. Hvad virker: internationalisme eller isolationisme, multilateralisme eller unilateralisme, idealisme eller realisme?

Sådan er det ikke med Barack Obama. Modsat sin forgænger, hvis navn over tid er blevet knyttet til neokonservatisme, sættes Obama slet ikke i forbindelse med en ideologi. I stedet er hans personlighed, hans sindelag eller måske mest præcist hans temperament, blevet gjort til genstand for granskning og analyse i en sådan grad, at det formentlig kun er Abraham Lincoln, amerikansk histories mest beskrevne og besungne præsident, der kan hamle op med ham.

Hvad lyder så diagnosen? Listen af karaktertræk, der er blevet hæftet på Obama, er lang, men det oftest gentagne træk er præsidentens medfødte pragmatisme. Han beskrives som mådeholden, lyttende, tænkende, tøvende og sendrægtig på grænsen til det flegmatiske. Han er modstander af store forkromede løsningsmodeller og af impulsiv overreaktion.

Han er tilhænger af en situationsbestemt fleksibilitet, af at vente og se, at skubbe og puffe fra siden og i det små. Han tænker hellere en dag for meget end en dag for lidt. Og skønt han som alle amerikanske præsidenter taler den amerikanske exceptionalismes sprog, har mange af hans udenrigspolitiske beslutninger været tæmmet af det, kritikere kalder misforstået ”undskyldesyge”, og støtter kalder ydmyg bevidsthed om USA’s tradition for moralsk arrogance.

Skønt den gruppe i amerikansk politik, der noget forsimplet karakteriseres som neokonservative, ikke overraskende finder Obamas ydmyghed moralsk dekadent og sikkerhedspolitisk svag, har store dele af hans internationale og hjemlige publikum dog indtil nu forbundet den med et både klogt og etisk mådehold.

Derfor mødte han fra mange fløje ros for sin fleksible tilgang til Libyen og til den leading from behind-strategi, han formulerede i den anledning. Derfor har han af mange fået ros for sit forsøg på at støtte, men ikke presse på under Det Arabiske Forår samt for sin modvilje mod at skrue op for den moralske retorik, både når det på den ene side gælder Israel og Iran og på den anden Rusland og Kina.

”Foreløbig” lyder kodeordet i den forbindelse. Den moralske ydmyghed, som Obama gerne vil forbinde med sit temperaments medfødte tøven, befinder sig i et voksende antal iagttageres øjne på kanten af moralsk relativisme og realpolitisk kynisme. Betyder opgivelsen af en amerikansk moralsk exceptionalisme også opgivelse af støtte til menneskerettigheder, demokrati, og retsstaten?

Betyder pragmatisme, at alt, hvad man har tilbage, er en stram, realpolitisk, dronebaseret forsvarspolitik? Hvor længe kan man i kompleksitetens navn undgå at handle i forhold til Syrien? Hvor længe kan man i et forsøg på at tæmme den amerikanske nationalisme drive mod en selvovervurderende og i det lange løb destruktiv moralsk imperialisme, og hvor længe kan man undgå at konfrontere Vladimir Putin med Ruslands demokratiske sammenbrud? Hvor går grænsen mellem ydmyghed og principløshed, pragmatisme og passivitet?

De spørgsmål bliver Obamas udenrigspolitik over de næste fire år nødt til at besvare. Mere, end han skal kunne give svar på nogen enkeltstående sag – Syrien, Iran, Israel-Palæstina – skal Obama i sin anden embedsperiode, der indledes efter nytår, lykkes med at give en skarpere profil til pragmatismens nuancer. Det skal gøres i ord såvel som i handling.

I ord er der brug for, at Obama vender tilbage til – og gøre mere ud af – det, der måske var hans første periodes største sejr: hans evne til at formulere den menneskelige sameksistens uundgåeligt dilemmafyldte karakter og dermed til at udbrede pragmatisme, mådehold og ydmyghed som en kollektiv ideologi og ikke kun drevet af et personligt karaktertræk.

I sin Kairo-tale i 2009, i sin nobelpristale samme år og i sin race-tale udfoldede Obama noget, der talte både til venstrefløjen og højrefløjen – både til venner og fjender. Han talte om paradokser: om religiøse konflikters alt for menneskelige uundgåelighed og samtidig om nødvendigheden af at overvinde dem.

Han talte om krigen som et uacceptabelt og dog uomgængeligt menneskeligt vilkår. Og han talte om racekonflikter som et produkt af menneskets medfødte fejlbarlighed, begrænsethed, stolthed, usikkerhed, og dumhed. Verden forandres ikke i sig selv af ord. Men for en præsident, hvis største talent måske er hans unikke evne til at formulere dilemmaer og kompleksitet, må de pragmatiske handlinger suppleres med en fortolkningsramme, der flytter tilbageholdenhed ud af principløshedens skygge.

Samtidig skal der mere offensiv handling til. Pragmatisme og dilemmaer kræver valg og fravalg. Skal håb også i udenrigspolitikken blive Obamas eftermæle, bør de valg knyttes tydeligere til en progressiv dagsorden. I sidste ende hænger den udfordring snævert sammen med det, der her og nu er Obamas mest påtrængende opgave: At udpege udenrigsminister Hillary Clintons efterfølger.

Obamas førstevalg er Susan Rice. Rice er lige nu USA’s ambassadør til FN, og at dømme efter republikanernes herunder ikke mindst senator John McCains særdeles vokale kritik af ambassadørens håndtering af angrebet og drabet på fire amerikanske diplomater i Benghazi i Libyen, bliver det valg næppe accepteret.

Andre navne i spil er den nationale sikkerhedsrådgiver, Thomas Donilon, og den tidligere demokratiske præsidentkandidat, John Kerry. Begge er for så vidt solide valg. Men skal Obama lykkes med at vende pragmatisme til fordel for det progressive frem for det passive, kræver det muligvis mere kreativitet end som så. Opgaven er at finde den person, der favner alle præsidentens politiske inspirationskilder. Mådehold. Ydmyghed. Håb. Handling.