Nye udfordringer for rigsfællesskabet

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Grønland er et nyt interesseområde for globale mineselskaber. Mineralforekomster, som det tidligere blev betragtet som for dyrt at udnytte, bliver der nu nemmere adgang til, fordi permafrosten tør, og indlandsisen smelter. Betydelige forekomster af såkaldte sjældne jordarter samt uran, kobber og aluminium har tiltrukket globale investorer og givet næring til profetien om et fremtidigt kapløb om at sikre sig rettigheder til at udvinde mineralerne.

Den øgede kommercielle interesse for Grønlands naturrigdomme har skærpet debatten om forbuddet mod udvinding af radioaktive grundstoffer som uran. I henhold til Folketingsbeslutning nr. 103 af 29. marts 1985 udelukkes anvendelse af atomkraft i energiforsyningen, og i 1988 traf Fællesrådet vedrørende mineralske råstoffer i Grønland beslutning om ikke at udstede tilladelser til efterforskning efter eller udvinding af uran.

Hvorvidt den såkaldte nultolerance-politik blev debatteret før eller efter folketingsvalget i 1988, er uklart – referatet fra fællesrådsmødet er klassificeret. Det står dog klart, at nultolerancen, som har været gældende i næsten 25 år, har været en klog politik. Nu gælder debatten spørgsmålet om, hvordan uran kan indpasses i de aktuelle ønsker om at udnytte Grønlands råstoffer.

Nultolerance har både kommercielle og politiske konsekvenser. Kommercielt har presset for at få nultolerance-politikken slækket snarere at gøre med muligheden for at kunne udvinde de grønlandske forekomster af sjældne jordarter end muligheden for at udvinde grønlandsk uran som sådan.

Sjældne jordarter er metaller, der i stigende grad bruges af bilindustrien, kommunikationsbranchen og forsvarsindustrien. Kina tegner sig i øjeblikket for tæt ved 97 pct. af verdens forekomster af disse jordarter, og forundersøgelser tyder på, at alene Kvanefjeld-projektet i det sydvestlige Grønland potentielt vil kunne dække 20 pct. af den globale efterspørgsel efter sjældne jordarter. Udvinding af sjældne jordarter i Grønland kunne blive en skelsættende faktor for de internationale markeder og blive indledning til et brud på Kinas monopol på disse mineraler.

Problemet for Grønland er, at de sjældne jordarter ledsages af store uranforekomster. For at kunne udvinde sjældne jordarter vil uran også skulle udvindes. Hvis Grønlands lovgivende forsamling, Inatsisartut, beslutter at give tilladelse til at udvinde sjældne jordarter, vil den uundgåeligt skulle overveje også at tillade udvinding af uran.

Rent politisk består vanskelighederne ved at slække på nultolerance-politikken over for uranudvinding i Grønland i, at uran er hovedkomponent i det nukleare brændselskredsløb, hvor der produceres brændstof til ikke alene atomreaktorer, men også til atomvåben. I øjeblikket råder Grønland ikke over den eksportkontrol eller det myndighedstilsyn, der skal til for at leve op til nationale og internationale forpligtelser med hensyn til atomsikkerhed og kontrolforanstaltninger.

I 2010 begyndte Inatsisartut at slække på sin nultolerance-politik ved at give to selskaber tilladelse til at medtage radioaktive grundstoffer i efterforskningsfasen, da selskaberne søgte efter sjældne jordarter. Som et led i debatten har det været foreslået at slække på nultolerance-politikken og tillade udvinding af uran som et biprodukt – hvis indtægterne fra uran er lavere end indtægterne fra sjældne jordarter, kunne det udvindes. Dermed er der taget fat på den kommercielle interesse for sjældne jordarter, men ikke på de komplekse nationale og internationale politiske følgevirkninger, der er en naturlig konsekvens deraf.

I betragtning af den voksende globale efterspørgsel på råstoffer vil Grønland være under voksende pres for at udstede udvindingstilladelse til Kvanefjeld før eller siden. Inatsisartut skal drøfte nultolerance-politik i foråret 2013. Uanset om uran er et biprodukt eller ej, fordrer uranudvinding stadig en særlig tilsynsinstans, der har internationale forpligtelser, som skal overholdes både af Grønland og Danmark, før der gives tilladelse til at udvinde uran på Kvanefjeld – en proces, det tager år at gennemføre (den globale erfaring er mindst fem år).

Grønland kunne vælge ikke at eksportere uran, men så ville det skulle tage sig af spørgsmålet om langtidsdeponering af uran – hvilket også kræver national kontrol. Eftersom sikkerheds- og ikke-spredningsmæssige aspekter ved uranudvinding hører ind under dansk udenrigspolitik, mens Grønland har fuld ret til sine råstoffer i henhold til selvstyreloven af 2009, bliver Grønland og Danmark nødt til at samarbejde for at sikre en tilgang til styring på uranområdet, der omfatter hele det danske kongerige.