Vesten er ikke i krig med ”terror” – Vesten er i krig med islamisk terror

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvornår holder journalister og politikere op med at trippe rundt om den nøgne sandhed og begynder at kalde tingene ved deres rette navn?

»De finske myndigheder efterforsker sagen som mulig terror,« hører man studieværten sige. På Youtube har man i timevis kunnet høre de tre knivstikkere råbe »Allahu Akbar«, mens de med knive jagter kvinder i den finske by Turku.

Men når det således er fastslået, at der er tale om overbeviste

muslimer, der udfører jihad, i Allahs navn, kunne man vel forvente, at den erkendelse også kom klart til udtryk i mediernes og politikernes sprogbrug? For hvordan skal vi kunne genkende og uskadeliggøre vores modstandere, hvis ikke vi tør kalde dem ved deres rette navn?

Men nej, journalister, eksperter, forskere og politikere er klar til at bide tungen af sig selv for at undgå at bruge ordene ”islam”, ”islamisk” eller ”muslimsk”, når selvmordsbomberne eksploderer i metroen, når lastbiler maser fodgængere, eller knivene blinker – alt imens gerningsmændene skriger »Allah er stor.«

De har også en udtalt modvilje imod at acceptere, at Islamisk Stat beredvilligt påtager sig det moralske ansvar for blodsudgydelserne. For det første har Islamisk Stat et meget ubehageligt navn for de politisk korrekte, som hellere mumler ”Isil” eller ”Isis”. (Jeg kan i øvrigt oplyse, at Islamisk Stat officielt har heddet Islamisk Stat siden juni 2014).

Desuden skal terroristen helst være en ”enlig ulv”, som overraskende er gerningsmanden: »Han var sådan en flink ung mand,« siger naboerne.

På den ene side ophøjer man en hensynsløs kampmetode og krigsform til en helt selvstændig ideologisk retning uden særlige fortegn. Det gør man ved at erstatte den åbenlyse sandhed om jihad og islamisk hellig krig mod de vantro med diffuse begreber som ”terror” og ”terrorisme”. Formen bliver til det reelle indhold; man kan åbenbart være kristen, muslimsk, buddhistisk, mormonsk eller kommunistisk terrorist; det er helt uden betydning, for ifølge mediernes newspeak er det gerningsmændenes valg af kampmidler, som er det vigtige, som afgør, at de er terrorister, sådan i al almindelighed.

På den anden side reducerer man ”terrorisme” til en underlig meningitisagtig hjernelidelse, en mental bacille, som pludselig og uventet rammer enkeltpersoner. Og når den bryder ud hos ”uledsagede flygtningebørn” på 17-18 år, som i Spanien, giver det blot ”eksperter” en anledning til at psykologisere over mulige flygtninge-traumer, der åbenbart kan føre til en klinisk terrorismediagnose. »Jeg forstår det ikke. Han var sådan en god dreng,« siger hans mor.

Ja, naturligvis er det terror i ordets oprindelige betydning – altså vold i flæng for at sprede frygt og rædsel – når en person kører en lastvogn ind i en folkemængde, når tre mænd angriber tilfældige forbipasserende med kniv, eller en person sprænger en bus i luften. På redaktionerne behøver de slet ikke at sidde og gruble over, om den slags er terror, for det er jo åbenlyst. Men det interessante for borgerne, hvis de vil kunne forsvare sig, er at få klargjort, hvor angriberne kommer fra, hvordan de er sluppet ind, og hvilket idelogisk, kulturelt, politisk eller religiøst standpunkt der er deres inspiration og drivkraft.

Og når den kendsgerning hurtigt bliver etableret, at angriberne er muslimske mænd, så er det ikke længere bare ”terror”, men muslimsk, islamisk terror, som den vestlige verden må tage passende forholdsregler over for.

Så til jer journalister, ”eksperter” og hændervridende politikere: Fortæl sandheden uden omsvøb, uden forblommede omskrivninger og konfliktsky bortforklaringer. Kald det hellig krig, koranterror, islamisk terror, jihad, eller hvad I vil, men hold op med at behandle voksne mennesker, som om de er enfoldige børn, der ikke kan tåle at høre sandheden.