Debatindlæg: Kommakrigen raser – ud med startkommaet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kommadebatten er igen brudt ud. Det er interessant at følge de forskellige synspunkter. Sagen er jo at vi inden for det etablerede regelsæt for kommatering skal træffe et væsentligt valg:

Det går ud på at vælge om der skal komma før en ledsætning (bisætning) eller ej. Dette komma kalder Dansk Sprognævn et startkomma. Vælger vi at sætte startkomma, følger vi de gamle kommaregler fra 1918. Vælger vi ikke at sætte startkomma, følger vi Dansk Sprognævns anbefaling fra 1996. Eftersom der ofte er mange ledsætninger i en tekst, er det ikke et uvæsentligt valg at skulle træffe.

I dette indlæg skitserer jeg min vurdering af problemstillingen og årsagerne til at Dansk Sprognævn ikke har fået succes med sin anbefaling. Desuden kommer jeg med min anbefaling til en løsning på problemet. Jeg understreger at jeg selv ikke sætter startkommaer. Derfor synes du måske der mangler en masse kommaer i dette debatindlæg. Men det gør der ikke når man følger Sprognævnets anbefaling.

Noget bør gøres

Jeg er enig i at det er problematisk at Dansk Sprognævn anbefaler et komma som ikke bliver fulgt af ret mange. Jeg er også enig i at noget bør gøres ved det. Jeg anbefaler Sprognævnet og Kulturministeriet at revidere det gældende regelsæt – og fravælge startkommaet.

Mit synspunkt er baseret på snart 20 års erfaring med at undervise i kommaer. Langt de fleste kursister på mine kurser kommer fra firmaer hvor man sætter startkomma, dvs. følger de gamle kryds og bolle-kommaregler fra 1918. Det er desværre netop startkommaet der volder problemer – i modsætning til fx komma ved præciseringer, opremsninger, sideordninger og indskudte sætninger.

Hvis man vælger at lade de gamle kommaregler (med startkomma) være enerådende, får vi ikke en bedre eller lettere kommatering. Og det må vel være målet for at ændre reglerne. Men hvis ikke det er vejen frem at tage et skridt tilbage, hvad skal man så gøre?

Årsager til problemet

Der er flere årsager til at Sprognævnets anbefaling mht. komma ikke har fået den ønskede gennemslagskraft. Den primære årsag er at det aldrig har fået en enerådende plads. De gamle kommaregler fra 1918 blev hverken afskaffet i 1996 eller i 2004, da man ellers havde chancen.

Når sprogbrugere i mange år har haft en valgmulighed mht. et meget hyppigt komma, startkommaet, kan det kun give problemer, usikkerhed – og irritation hos sprogbrugerne. Mange synes måske det sejler, men reglerne er altså klare nok.

En anden årsag ser jeg i hele uddannelsessystemet. Hvis (fordi?) fx universitetslærere, seminarielærere – og dermed mange lærere på alle de underliggende uddannelsesinstitutioner aldrig fik lært at identificere en ledsætning og dermed fravælge et startkomma, kunne de jo naturligvis heller ikke undervise i det, dvs. Sprognævnets anbefaling ikke kunne komme til at spille en afgørende rolle.

Mange undervisere har holdt sig til de gamle kommaregler som de selv engang har lært. Og når det nu engang har været og er valgfrit at følge Sprognævnets anbefaling, hvorfor så ikke bare følge de gamle regler?

En meget lang proces

Det er en meget lang proces at ændre kommatraditionen. Det er vanskeligt at lade sig afprogrammere til at sætte komma på en anden måde. Så det er forståeligt og naturligt, at vi står i en problematisk situation. Men det er egentlig interessant at konstatere, at sproget generelt udvikler sig hurtigt, men at måden at sætte komma på helst ikke skal ændres i forhold til reglerne fra 1918.

Det er også interessant at mange holder sig til de gamle kommaregler som vi jo stort set kun deler med tyskerne. Vi kunne jo også vælge at læne os mere op ad norsk, svensk, engelsk, fransk, spansk og italiensk kommatering, hvad vi jo netop ville gøre ved at følge Sprognævnets anbefaling.

Den sidste årsag jeg her vil nævne til at Sprognævnets anbefaling ikke har fået den ønskede betydning, er at man ikke selv konsekvent har vist vejen. Her tænker jeg fx på Jørn Lund, nuværende formand for Sprognævnet, som ikke selv har fulgt Sprognævnets anbefaling, men har foretrukket startkommaet. Det opfatter jeg som særdeles problematisk i forhold til Sprognævnets arbejde, betydning og troværdighed.

Hvis ikke Sprognævnet går foran og viser vejen, mister sprogbrugerne, og måske også underviserne, tillid.

En anbefaling

Jeg foreslår at man afskaffer startkommaet, og at Sprognævnet og Kulturministeriet bliver enige om at yde en enig, klar og målrettet indsats for at indføre den ændring. Med tiden får vi bedre tekster fordi der ikke vil være så mange kommaer til at forstyrre læsningen.

Skoleeleverne skal ikke mere kæmpe med at lære startkommaet. Da jeg som gymnasielærer i slutningen af 1990’erne rettede et meget stort antal danske stile i 1. g, viste det sig hurtigt at startkommaet var det store problem. Eleverne havde primært lært at sætte startkomma i folkeskolen (der var langt mellem de elever der mente at have hørt noget om det nye komma).

I langt de fleste stile ”manglede” der startkommaer, så efter de gamle regler var der masser af kommafejl. Efter de nye regler var der langt færre kommafejl. Så det får mig til at konkludere at hvis folkeskolelærerne slutter med at forsøge at lære eleverne at sætte startkommaer, vil vi i den efterfølgende skole- og uddannelsestid og efterfølgende på arbejdspladserne ikke have nævneværdige problemer med kommaer.

Og så er det ude med kommakrigene.