Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vigtige strejf af nuancer

Mette Bock, folketingsmedlem (LA)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mikael Jalving har atter set sig gal på mig. Denne gang på grund af et indlæg i Kristeligt Dagblad, hvor jeg ifølge Jalving »inviterer problemet islam ind i Danmark«.

Hvad den påstande bygger på, aner jeg ikke. Med kommentatorens bekvemme ret til udeladelser nøjes Jalving med at citere mig for følgende: »Udtrykker man ikke bekymring for islam, får man mærkatet ”naivist” klistret i panden. Jeg vover det alligevel: Jeg er ikke bekymret for islam«. Mine eftersætninger, som Jalving behændigt udelader, lyder sådan her: »Men jeg er rædselsslagen for terror. Uanset om terroristerne anvender islamisme, socialisme, fascisme eller nazisme som skjold.«

Dermed understreger jeg netop, at ingen må krænke andres frihedsrettigheder, uanset hvilken religion eller politisk idioti, de forsøger at gemme sig bag. Jeg frygter ikke ganske almindelige muslimer. Men selvfølgelig frygter jeg islamismen som vor tids totalitære ideologi, præcis som fascisme, nazisme og kommunisme var det på forskellige tider i det 20. århundrede.

Med henvisning til Luther argumenterer jeg videre for, at ethvert menneske rummer kimen til både godt og ondt. Vores vilje er ganske vist trælbunden i forhold til frelsen, som alene beror på Guds nåde, men det fritager os ikke for ansvaret for vore konkrete handlinger i dette menneskeliv. Det kan vi aldrig lægge fra os med henvisning til, at ugerningerne er ”de andres”, ”samfundets”, ”Vestens” eller ”islams” skyld.

Frihedsrettigheder knægtes

Desværre ser vi en tendens til kollektiv fordømmelse, hvor vi stigmatiserer grupper i forhold til deres tro, etnicitet, oprindelsesland eller andet. Den kollektivisering vil jeg til enhver tid protestere imod, for det er et skridt i retning af et uliberalt samfund, hvor vi kommer til at knægte de frihedsrettigheder, som vi i virkeligheden ønsker at forsvare.

Skal vi gøre os håb om at håndtere de udfordringer, vi står overfor i en verden med kulturmøder, religionsmøder og folkevandringer, går man galt i byen, hvis man tror på enkle løsninger og absolutte modsætninger. Intet formål og ingen utopi retfærdiggør anvendelsen af terror eller overgreb på dit medmenneske. Kollektivisering er både fordummende og konfliktoptrappende.

Vi skal gøre, hvad der overhovedet står i vores magt for at bekæmpe terrorisme og krænkelse af frihedsrettigheder. Kæmpe for vores frie samfund, men ikke kaste barnet ud med badevandet.

Man kan på én og samme tid fordømme terrorisme og forsvare religionsfrihed. Og man kan med fordel lytte til Tysklands kloge kansler, Angela Merkel, der selv i de mest tilspidsede situationer har politisk format til at fastholde nuancerne og blikket for det enkelte menneske, men hende kan Jalving heller ikke fordrage.