Leder: Højskoleånden
DE DANSKE højskoler er i krise. Efter at elevtallet toppede i begyndelsen af 1990'erne, er det siden gået hastigt tilbage. Det foranledigede sidste år undervisningsministeren til at nedsætte et højskoleudvalg, der inden nytår skal komme med sine anbefalinger inden for nogle i forvejen definerede områder for at komme højskolerne til undsætning.
Udvalget har løftet sløret for nogle af de foreløbige tanker. Det, der åbenbarer sig her, er ikke opløftende, snarere skuffende. Man får håbe, at de endelige anbefalinger er mere vitaminrige og båret af kreativitet, fantasi og mod.
Ligesom højskolebevægelsen selv er også udvalget tilsyneladende splittet, uden at det nødvendigvis behøver være negativt. Kritisk, men konstruktiv dialog kan være mere befordrende end evig konsensus.
Udvalget går til angreb på selve den danske folkehøjskoles ånd og berettigelse, når det anbefaler, at op mod halvdelen af undervisningen kan være kompetencegivende. Helt galt går det, når det eksemplicificeres med, at eleverne kan tage HF-enkeltfag på højskole, dog uden at kunne gå til eksamen; det må man melde sig til uden for højskolen.
Forslaget forekommer at være det glade vanvid al den stund, at HF udbydes i rigt mål i forvejen, oven i købet med eksamen samme sted som undervisningen.
Hvis højskoleudvalget vil gøre højskolerne en tjeneste, så glemmer det alt om modemantraet "kompetence". Får man indført dette skrækindjagende bastardord på de danske folkehøjskoler, fjerner man både den ånd og den berettigelse, som højskoletanken bygger på.
Skulle det ulykkelige ske, vil højskolerne ikke længere være højskoler, måske nok af navn, men ikke af gavn.
I 160-året for den første højskole er berettigelsen i virkeligheden den samme - højskolen skal danne rammen om ånd, dannelse og menneskelig udvikling.
Indholdet skal naturligvis relatere sig til virkeligheden anno 2004. Men der er såmænd en rød tråd fra den tid, da bønderkarlene lærte borgerlige manerer og fik almen dannelse på højskole, til de eksistentielle behov, ungdommen af i dag har.
Det kan forekomme underligt, at færre unge vælger højskolen som udviklingstrin på bekostning af f.eks. rejser, erhvervsarbejde og fjumreår, men højskolerne har selv en god del af skylden.
Højskoleudvalget vil efter det foreliggende anbefale, at elevbetalingen halveres. De unge har næppe haft flere penge mellem hænderne end nu, men det er da en smuk tanke at halvere elevernes egenbetaling. Det er bare ikke her, hovedårsagen til højskolens krise ligger.
At en eventuel nedsættelse af elevbetalingen nødvendigvis fører til større statsligt økonomisk engagement, er indlysende. Lige så indlysende bør det være, at de ekstra penge findes ved omfordeling af allerede afsatte midler og ikke ved øgede bevillinger.
Selv om økonomi er mere målbar end holdninger, afhænger højskolernes overlevelse på længere sigt mest af holdninger.
Har højskolerne vid og vilje til at fastholde fundamentet med de vægtigste af højskoletankens værdisæt og særkender og udvikle sig herudfra i pagt med tiden uden nødvendigvis at være til fals for enhver krusning på tidsåndens overflade, ja, så skal både ideerne bag og selve højskolen nok overleve en god tid endnu, om end antallet som altid vil variere.