Plan: Aarhus-ambassade i København
Indflydelse: Borgmester Jacob Bundsgaard (S) vil skrue op for det østjyske lobbyarbejde i København. Flere borgmestre er parate til at fordoble bidraget til en samarbejdsorganisation og drøfter gerne en ambassade.
En østjysk ambassade i København er på tegnebrættet.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) oplyser i et interview med JP Aarhus, at Business Region Aarhus (BRA), der er en udbygget samarbejdsorganisation mellem kommunerne omkring Aarhus, vil lave decideret lobbyarbejde i København, og han forestiller sig, at synspunkterne skal fremmes via ambassaden.
For at sikre muskler nok til denne intensiverede indsats lægger Jacob Bundsgaard op til, at de 11 kommuner fordobler deres bidrag, som i dag er 3 kr. pr. indbygger. Således vil Aarhus i fremtiden skulle yde 1,9 mio. kr. mod knap 950.000 kr.
Baggrunden er, at BRA, der omfatter mellem 850.000 og 900.000 mennesker, oplever, at de større byområder overses, når de overordnede strategiske planer udarbejdes i København. Jacob Bundsgaard siger, at det er nødvendigt for Aarhus-området at kunne påvirke beslutningerne, så et af de områder i Danmark, der i en årrække har oplevet størst vækst, kan fortsætte fremgangen.
Bedre iscenesættelse
»I forlængelse af den hovedstadsstrategi, som er på vej, er man nødt til at have en strategi for de større byområder i Danmark,« siger Jacob Bundsgaard og tilføjer:
»Hvis man skal udnytte det potentiale, der er i Business Region Aarhus’ område, er man nødt til at sætte det bedre i scene, end man gør i dag. Også fra Folketingets side,« pointerer borgmesteren. Han nyder tilsyneladende opbakning til sin strategi i BRA, der omfatter kommunerne Horsens, Hedensted, Odder, Skanderborg, Silkeborg, Favrskov, Randers, Nord- og Syddjurs, Samsø og Aarhus.
Borgmestrene i Randers og Skanderborg, Claus Omann Jensen (V) og Jørgen Gaarde (S), er parate til at styrke det østjyske samarbejde med flere penge, og de vil også gerne drøfte en ambassade i København.
»Det kan være, at det er et udmærket bud. Det vigtigste er bare, at vi kommer fra PowerPoint til reelle handlinger. Det, vi taler om her, er at tage Business Region Aarhus til det næste skridt og sørge for reel indflydelse,« fastslår Claus Omann Jensen. Jørgen Gaarde støtter Aarhus-borgmesterens tanker bag ambassaden:
»Det er ikke til at tage fejl af, at fokus bliver meget på København. Hvis vi skal noget i Business Region Aarhus, bliver vi også nødt til at lægge større vægt bagved.«
De østjyske borgmestre mødes i maj for at diskutere strategien for indsatsen.