Fortsæt til indhold
Aarhus

Valgforsker: Nationalisters mærkesag er forældet

Den yderste højrefløj vil i Aarhus Byråd, men der er lang vej igen, lyder vurderingen.

Det bliver ikke nogen nem opgave for Danskernes Parti at kapre stemmer til kommunalvalget i Aarhus.

Sådan lyder vurderingen fra Roger Buch, som er valgforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

”Jeg tror, de kommer til at få det svært. Vi har flere gange set meget højreorienteret og flygtningefjendtlige partier stille op til kommunalvalgene, og hver gang uden held. Men det gælder for alle nye partier, at det er svært at trænge ind i kommunalpolitik,” siger han til Jyllands-Posten.

Dårlig timing

Det nationalistiske parti er placeret på den yderste højrefløj, og dets mærkesag til kommunalvalget bliver at sikre velfærd til danskerne ved at lukke kommunale integrationsprojekter.

Men ifølge Roger Buch er timingen ikke den rette for partiets valgprogram.

”Tiden er ikke rigtig med dem. Flygtninge – og indvandrerdiskussionen er ikke nær så vigtig nu, som den var for 10-15 år. Og det er en udfordring, hvis et parti har en meget vigtig mærkesag, som ikke er så meget i vælten som tidligere,” siger han.

Flere konkurrenter

Indtil videre stiller Danskernes Parti op til kommunalvalget i seks kommuner, og så længe det ikke er et landsdækkende parti, giver det ifølge Roger Buch bedre mening at kategorisere Danskernes Parti som en lokalliste.

”De har historisk set fået det svære og svære, og ved det seneste kommunalvalg i 2009 havde lokallisterne det dårligste valg nogensinde. I 60’erne havde de omkring 20 pct. af vælgerne og er nu nede på under 5 pct.,” siger han.

Danskernes Parti satser på at kapre stemmer fra Dansk Folkeparti, men Roger Buch vurderer, at andre partier også fisker efter utilfredse DF-vælgere.

”Liberal Alliance kan også være en konkurrent, da partiet også har profileret sig på det her område i løbet af det seneste år,” siger han.