Fortsæt til indhold
Aarhus

Politiet advarer: Falske eurosedler i Jylland

Østjyllands Politi har de sidste dage modtaget flere anmeldelser om falske pengesedler.

Inden for de seneste dage har politiet i Østjylland modtaget 10 anmeldelser om falske pengesedler. Det drejer sig om 100-eurosedler.

Sedlerne er blevet brugt i både Østjylland og resten af Danmark i bl.a. supermarkedskæden Aldi og på tankstationen Q8. Sedlerne er derefter havnet hos værdihåndteringscentraler i Østjylland, som har anmeldt de falske pengesedler.

»Vores tidligere efterforskning på lignende sager har vist, at de mennesker, der går rundt med falske penge, kun er interesseret i at få dem vekslet til danske kroner. De går ind i en forretning, køber 20 cigaretter, og så vil de gerne betale med euro-sedlen,« siger politikommissær ved Østjyllands Politi Mogens Brøndum.

Adskillige sedler i omløb

»Vi vil gerne advare mod de her falske sedler, som er af utrolig god kvalitet. Hold øje og gør iagttagelser,« opfordrer Mogens Brøndum.

De anmeldte pengesedler har alle forskellige løbenumre, hvilket betyder, at det ikke er den samme kopi, der er brugt.

»Derfor kan man godt have en mistanke om, at der er tale om adskillige falske 100 euro-sedler i omløb.,« siger Mogens Brøndum.