Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus Universitet får bøde på 10 mio. kr.

Universitetet sender ikke nok studerende til udlandet. »Det er en underlig bøde,« mener rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.

Simon Thidemann

Skal unge studerende tvinges til at tage et studieophold i udlandet?

Som JP Aarhus fredag kunne fortælle, har Aarhus Universitet fået en flot vurdering i den årlige tilsynsrapport fra Universitetsstyrelsen.

Der er dog et par kritikpunkter.

I rapporten står der, at »styrelsen finder det kritisabelt, at Aarhus Universitet ikke har formået at etablere balance i udvekslingen af studerende med udenlandske universiteter på trods af de senere års henstillinger fra styrelsen«.

Universitetsloven stiller som forudsætning for udbetaling af tilskud til udvekslingsstuderende, at der er »gensidighed og økonomisk balance over en årrække«.

På almindelig hverdagsdansk betyder det, at der er flere udenlandske studerende, der tager et semester i Aarhus, end der er aarhusianske studerende, der tager et semester i udlandet. Og den ubalance koster 10,1 mio. kr.

Vi lever i et frit samfund

»Det er en underlig bøde at give universiteterne. For bortset fra at vi selvfølgelig kan anstrenge os mere for at vejlede de unge og sige, at de skal sørge for at tage ud, så lever vi da heldigvis i et frit samfund, hvor vi jo ikke rigtig kan andet end at anbefale og vejlede,« siger rektor ved Aarhus Universitet Lauritz B. Holm-Nielsen.

Han mener, det må være et »husholdningsregnskabsproblem«, hvor Finansministeriet holder Uddannelsesministeriet ansvarlig for, at det ikke koster statskassen ekstra at have udenlandske studerende.

Plads til små forbedringer

»Der er nogle punkter, hvor vi kan forbedre os lidt. Det er ikke alle, der har været ude, som er omhyggelige med at få deres ECTS-point med hjem. Og så er der måske nogle studienævn, der har været lidt langsomme eller lukkede i forhold til at acceptere andre former for studiekreditter. Det kan give nogle hurtige gevinster, hvis vi får samlet op på de ting,« siger Lauritz B. Holm-Nielsen.

Han understreger desuden, at det skal være nemmere at få godkendt sit udlandsophold. Et problem Studenterrådet flere gange har påpeget.

Det er ikke kun Aarhus Universitet, der har problemer med udvekslingsbalancen.

Hele sektoren har i alt fået en bøde på 97 mio. kr.

»Vi gør alt, hvad vi kan. Men vi kan jo ikke tvinge de studerende til at rejse ud. Men det er ikke så mærkeligt, at der kommer flere ind end ud, for det er meget attraktivt at studere i Aarhus,« siger Lauritz B. Holm-Nielsen.