Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus sætter rekord i genbrug

Affald: 84 pct. af det affald, der bliver afleveret på genbrugsstationerne, bliver genbrugt.

Aarhusianerne og det kommunale selskab AffaldVarme har sat ny rekord i genbrug. Sidste år blev 84 pct. af det affald, der blev indleveret på kommunens seks genbrugsstationer, genbrugt, viser nye affaldstal fra Aarhus Kommune.

Der er tale om en kraftig stigning på få år. I 2008 var den tilsvarende procentdel på 65.

»Aarhusianerne er blevet gode til at køre affald på genbrugsstationerne og til at sortere affaldet, så vi får mest muligt ud af det,« siger lederen af genbrugsstationerne, Benny Stjernholm.

»Det betyder bl.a., at vi opnår nogle bedre priser, når vi sælger de sorterede fraktioner videre til virksomheder. Affald er en ressource, som det giver god mening at udnytte,« understreger han.

Benny Stjernholm suppleres af Torben Villumsen, der er pladsmand på genbrugsstationen på Sintrupvej i Brabrand:

»Vores kunder er meget gode til at sortere rigtigt, og det er årsagen til, at vi nu kan genbruge så stor en andel.«

Den højere genbrugsprocent betyder, at aarhusianerne slipper billigere i renovationsafgifter, fordi kommunen tjener flere penge på det pap, papir, skrot m.m., som købes af de virksomheder, der genbruger materialerne. I 2011 blev taksterne ikke justeret, og de seneste to år er taksterne endda blevet sænket en smule.

Studietur til Schweiz

Benny Stjernholm tør ikke love, at der vil ske mærkbare forbedringer i de kommende år. Han er en smule forsigtig, når han skal spå om udviklingen.

»Nu bliver det selvfølgelig sværere og sværere for hvert år at komme højere op, men jeg tror, at vi i løbet af kort tid kan komme op på 87 i genbrugsprocent,« siger han.

»Vi har stadig nogle ideer, som vi skal have afprøvet, og om kort tid tager jeg på en studietur til Schweiz for at hente inspiration til, hvordan vi eventuelt kan gøre det endnu bedre.«

Det affald, der ikke bliver genbrugt, bliver brændt på affaldsforbrændingen i Lisbjerg eller – en meget lille del – bliver deponeret på en losseplads i Glatved på Djursland.