Fra arkivet: Bayern München er et taberhold
Vinder Bayern i aften? Vi har været i arkivet efter et svar.
Jyllands-Posten.dk liveblogger fra finalen fra kl. 20.20.
Hvis man er fodboldfan og bare nogenlunde ved sine fulde fem, så vil man nok stejle som en angst hingst, når man hører nogen sige, at Bayern München er et taberhold.
CL FinaleMen faktum er, at Bayern har tabte fem af ni finaler i Champions League, eller Europa Cuppen for mesterhold om man vil. Og de første tre sejre kom endda i hus i 1970'erne - båret frem på Kaiser Franz Beckenbauers ufattelige vilje.
Derfor var det også en noget tøvende Bayern-fan, Lykke Friis, jeg talte med før semifinalen mod Barcelona. Bayern havde pulveriseret Barcelona 4-0, og den tidligere minister og det nuværende folketingsmedlem fra Venstre var trods alt sikker på, at finalepladsen var hjemme.
Kan Bayern så vinde Champions League-finalen?
»Lad os se. Bayern har tabt ret mange Champions League-finaler. Jeg kan huske, at jeg som barn gik grædende i seng, da de havde tabt til Aston Villa, og en forfærdelig kamp mod Porto, hvor der var en lille angriber, der scorede med hælen. Og så husker jeg af gode grunde også den skrækkelige finale mod Manchester United, og den mod Inter og den mod Chelsea. Intet er sikkert, før pokalen med de store ører kan løftes.«
Man fornemmer et par traumer eller tre.
Derfor gik vi i Jyllands-Postens enorme avisarkiv for at se, hvad vi skrev om de fem nederlag.
I denne artikel bringer vi indledningerne. Klik videre på billedteksterne eller linksene for at læse hele artiklen.
God fornøjelse!
1982: Aston Villa – Bayern: 1-0
England sidder stadig på Europa-tronen
Af Frits Christensen
På et kontra-mål af Peter Withe vandt Aston Villa fra England i aftes mesterholdenes Europa-pokal foran næsen på favoritterne fra Bayern München fra Vesttyskland.
Vesttyskerne pressede voldsomt på i starten af 2. halvleg og var flere gange tæt på at score – især Augenthaler havde et par gode forsøg. Men dels var heldet med englænderne og dels stod reservemålmanden, den unge Nigel Spink fremragende i sin første internationale kamp. Han havde i det hele taget kun spillet en enkelt kamp for Aston Villa før Europa Cup-finalen.
1987: Porto – Bayern: 2-1
Sejr på quickstep
Af Frits Christensen
Det var Brøndbys besejrere, FC Portos første internationale triumf i de europæiske turneringer og den første til Portugal i mesterholdenes turnering siden Benficas storhedstid.
Et hælsparksmål i bedste Ole Madsen-stil af algerieren Rabah Madjer skabte en sensationel vending på en kamp, der ellers var totalt domineret af Bayern München.
De forventningsfulde 55.400 tilskuere skabte en herlig stemning på det flotte, moderniserede Prater Stadion, hvor der egentlig er plads til 60.000. Men FC Porto havde mod forventning 4.600 billetter af klubbens kvote med til Wien, fordi man ikke havde kunnet få dem solgt hjemme i Portugal.
1999: Manchester United – Bayern: 2-1
Drømmen gik i opfyldelse
Af Frits Christensen
Efter en højdramatisk afslutning med Peter Schmeichel som en af hovedaktørerne, var det en skøn drøm, der gik i opfyldelse for danskeren under Cataloniens sorte aftenhimmel. Peter Schmeichels lange arme syntes at kunne nå den, da han i egenskab af anfører til lejligheden i sin sidste optræden for de røde djævle som den første strakte den store pokal mod himlen under øredøvende jubel Det skete som afslutningen på otte års hårdt arbejde for Manchester United, der blev klubben i hans liv. Han gav den så meget som ingen anden og fik til gengæld en utrolig triumf med "The Treble" i sin sidste optræden inden karrierens nedtrapning.
2010: Bayern – Inter: 0-2
Mourinhos totale triumf
Af Christian Nørgaard Larsen
José Mourinho så fuldstændig rolig ud. Med hænderne i lommerne gik han rundt på sidelinjen og lignede en mand, der havde styr på sagerne. Der var spillet 25 minutter, og Bayern München sad på kampen.
10 minutter senere kom målet – til Inter. Som så ofte før på et kontraangreb, der splittede modstandernes forsvar ad. Wesley Sneijder sagde farvel til to modstandere, spillede bolden på tværs til Diego Milito og kunne juble sekundet efter, da den målfarlige argentiner udplacerede Hans-Jörg Butt efter en skudfinte.
Endelig fik Mourinho hænderne op af lommerne, og det samme fik han to minutter før pausefløjtet, da duoen Sneijder-Milito igen lavede ravage i tyskernes bagerste kæde. Sneijder var alene med Butt, men Inters kreatør sendte bolden direkte på modstandernes målmand.
2012: Bayern – Chelsea: 1-1 (3-4)
Den guddommelige indgriben
Af Troels Henriksen
Det gjorde så ondt. Nej, hvor havde man ondt af Bastian Schweinsteiger.
Her gik han. En halv meter væk.
Han var så tæt på, at man kunne høre knopperne på hans støvler ramme trappens cement. Klonk, klonk, lød det. Der var langt mellem skridtene. "Schweini" kiggede ned. Kun ned. Han var så træt, og det gjorde så ondt.
Bayern Münchens bedste spiller i Champions League-finalen og hjernen på det fantastiske tyske hold var på vej op ad tribunerne for at hente sin sølvmedalje. Et minde om en fodboldkamp så forfærdelig for Bayern München, at man som objektiv tilskuer var lige ved at græde. Lige ved.
Jyllands-Posten.dk liveblogger fra finalen fra kl. 20.20.