Chelsea-triumf på følelsernes aften

Champions League-finalen udviklede sig til én, stor nerve af en mental krig, som Chelsea til sidst vandt i straffesparkskonkurrence.

Artiklens øverste billede
Bayerns Mario Gomez forsøger at sparke bolden forbi Chelseas Gary Cahill. Foto: AP

München

Fodbold i finaler er nerver, mental styrke og et spil med 22 spillere, hvor tyskerne altid vinder til sidst. Bare ikke når Bayern München fører 1-0 i en Champions League-finale mod et engelsk hold. Manchester United vendte 0-1 til 2-1 på to minutter i 1999-finalen. 13 år senere vandt Chelsea finalen i samme turnering på den mest usandsynlige måde. Aldrig har en Champions League-vinder været så heldig, og dygtige i de afgørende forsvarsmomenter, som Chelsea har været det i semifinalekampen og finale i 2012. Bayern München fik et mål annulleret brændte straffespark og førte endda i straffesparkskonkurrencen, men alligevel vandt Chelsea, da Didier Drogba afgjorde konkurrencen med skud fra 11 meter.

De engelske tilhængere var lagt i seng på deres tyske hotelværelser, da Thomas Müller havde scoret til 1-0. Spillerne i blå trøjer var nedkæmpede, udspillede. De var færdige. Helt færdige. I 88 minutter havde Chelsea haft én farlig chance. Èn! Bayern havde haft mere end en håndfuld og næsten 30 skud mod mål. Tyskerne havde fået et mål annulleret. Endelig var målet kommet, og alle i røde trøjer på Fussball Arena i München råbte og skreg deres glæde ud. De var Champions League-vindere.

Indtil Didier Drogba dukkede op. Ikke én, men to gange.

Ikke ligefrem lettere

Det er så svært at heade en bold i mål, som befinder sig foran forreste målstolpe ved et indlæg. Det gør det ikke ligefrem lettere, at det er Manuel Neuer, som står i målet. Drogba smaskede bolden i mål i det korte hjørne med hovedet. 1-1 og en forlænget spilletid, der skulle vise sig at blive endnu mere dramatisk end de sidste 10 minutter af den ordinære.

Indtil da var der gået en dag med fest i München. Kl. 14 var folk fulde i centrum af byen. Naturligvis var der klart flest tyskere.

Optakten på selve stadion var også meget klart domineret af Bayern Münchens tilhængere. De var naturligvis flest, men det gjorde ikke overvægten mindre, at tusindvis af Chelseas tilhængere var ramt af ”flaskehals” i undergrundsbanen. Bayern Münchens spillere må have haft fornemmelse af, at de spillede på en fuldfed hjemmebane under opvarmningen.

5-10 minutter før kampen havde næsten alle englænderne dog fået smidt deres bajere og havde transporteret sig til deres pladser, og fra da hamrede det hele derudaf.

En ung fyr i gråt jakkesæt med bryl i håret entrerede banen. Ligheden med en ung José Mourinho var slående. Han omgjorde Champions League-hymnen til opera, mens fansene skreg ad hinanden og ned mod deres helte fra hver sin side af stadion. Chelseas José Bosingwa smilede og vinkede til nogle, han kendte på tribunerne. Det var det sidste smil, han skulle lave den aften for han var totalt overmatchet mod sin direkte modstander Franck Ribery.

End ikke halvhjertet

»Unser pokal« stod der i den tyske ende, og logikken var tilbøjelig til at give dem ret.

Den tanke ændrede sig ikke, da kampen gik i gang. To minutter var der ikke spillet, før Chelsea havde 11 mand på egen halvdel. Holdet praktiserede i hele kampen et forsvarsspil, der nogle gange bragte tankerne tilbage på italiensk catenaccio-fodbold. Presset på Bayern Münchens halvdel var end ikke halvhjertet, og til tider kom det aggressive tryk på den tyske boldholder først lige foran eget felt. Man troede, at fodbolden, og især Champions League, var vokset fra den slags fodbold, men det gav et uvirkeligt resultat mod FC Barcelona, så hvorfor ikke mod Bayern?

Det skal i den sammenhæng naturligvis nævnes, at Chelsea var sindssygt heldig i begge kampe mod spanierne. At spanierne ramte den, for englænderne, rigtige side af stolpen fire-fem gange over de to opgør. Efter cirka 20 minutter skete det samme i finalen.

Arjen Robben havde gjort det kloge, at han var vandret over i Bayern München, og på den måde efterlod han Chelseas overraskelse i startopstillingen Ryan Bertrand uden en spiller at dække op. Til gengæld gav det Salomon Kalou og José Bosingwa problemer, og de bakkede og bakkede, da Robben med bolden for fødderne dansede mod dem. To driblinger og et tørt skud senere ramte bolden stolpen efter en parering af Petr Cech.

Endnu en overraskelse

Da sad man med fornemmelse af, at skulle Chelsea skabe endnu en overraskelse, blev Petr Cech kampens vigtigste spillere for dem. 10 minutter senere blev det bekræftet. Thomas Müller forsvinder ofte for forsvarsspillerne ved indlæg, og det var præcis, hvad der skete, da Ribery sendte bolden ind fra venstre. Müller kiksede dog sin helflugter.

Minuttet senere fik Chelsea holdets første skud på mål. Didier Drogba lagde bolden fint af til Frank Lampard, som kunne skyde på mål. Han sendte i stedet bolden videre til Kalou i højre side af straffesparksfeltet, der tvang Manuel Neuer til at lave en fin redning ved i det korte hjørne.

Den chance kunne dog ikke ryste tyskerne. Boldovertaget var markant, og Mario Gomez burde have scoret i 1. halvleg. Især tre minutter før pausen, da han var helt fri ved straffesparkspletten, men primitivt lossede bolden langt over mål som en anden seriespiller. Rædsomt af Super-Mario i den situation.

Billedet fortsatte i 2. halvleg, selv om Chelseas kontraangreb kom oftere og med lidt mere bid. Drogba kom frem til optimistiske skud, og så scorede Bayern München. Det troede hele Sydkurven af Fussball Arena i hvert fald.

Thomas Müller satte et par Chelsea-spillere af i venstresiden og fandt Arjen Robben fri på kanten af straffesparksfeltet. Robbens skud blev blokeret, men Franck Ribery prikkede returbolden i mål. Stadion gik amok, indtil de så, at linjedommeren havde vinket for offside.

Fem store chancer

Angrebene bølgede mod Petr Cechs mål, og det ville være ubærligt for spillere og tilhængere af Bayern München, hvis holdet ikke vandt denne finale, for tyskerne havde nu haft fem store chancer til at bringe sig foran. Omvendt virkede Chelsea faktisk ikke som en værdig deltager af finalen.

Det er fint nok at ville forsvare sig til sejr, men så må man skabe nogle kontraangreb med saft i. Det skete ikke.

På den måde var Chelsea blot en blok af matchspoilere mod Bayerns forsøg uden evnerne til at give svaret på, hvordan det engelske hold dog skulle vinde denne fodboldkamp. Et desperat hold med en mislykket plan holdt i live af fight og held.

Som 2. halvleg skred frem, blev tiden selvfølgelig en faktor og ikke mindst frygten for at fejle for Frustration begyndte at kunne mærkes på Bayern München-tribunen over, at det forbandede mål ikke kom, og det var selvfølgelig lige, hvad Chelsea var ude efter.

Det hele var simpelthen så spændt i kampens sidste kvarter, og flere tilskuerafsnit rejste sig op, blot en Bayern-spiller lagde an til et indlæg 15 meter fra baglinjen. Man kunne mærke spændingen i kroppen. Det var fornemmelsen af ubehag i maven, og arme der sitrede. Hvad man ikke vidste på det tidspunkt var, at det skulle blive meget værre.

Det fik han ikke

Og så kom det! Målet, alle troede var afgørelsen, hvilket det ikke var, og pludselig stod vi i den forlængede spilletid.

Chelseas tilhængere og bænk mente, at indskiftede Fernando Torres skulle have et straffespark efter fire minutter af den forlængede spilletids 1. halvleg.

Det fik han ikke, men det gjorde Franck Ribery minutter efter i den anden ende, og igen var Didier Drogba i centrum. Klodset jokkede han på Riberys hæl bagfra, og naturligvis var der straffespark. Franskmanden blev skadet og måtte udgå, og fra baglinjen kunne han se sin holdkammerat Arjen Robben sparke fra 11 meter. Han havde tidligere på sæsonen misbrugt et straffespark ved stillingen 0-1 mod Dortmund, og nu gjorde han det igen.

Så skulle Bayern naturligvis sunde sig. Troede man, men de fortsatte bare. Van Buyten var tæt på, og det var Gomez også. Robben skød flere gange langt forbi i situationer, hvor han skulle have afleveret, og det var tydeligt, at holdkammeraterne var trætte af hans egotrip. Chelsea havde intet, men det var nok til at komme i straffesparkskonkurrence. Stedet, hvor det bliver skåret i luften, hvem der er skurk, og hvem der er helt.

Det hele faldt sammen

Igen her så det ud til, at Bayern München ville vinde. Juan Mata misbrugte Chelseas første spark, mens Philipp Lahm, Mario Gomez og målmand Manuel Neuer alle scorede. Ja, Neuer tog et spark, og han scorede!

Men så skete det igen for Bayern München. Netop som man troede, at holdet var på vej mod sejren, faldt det hele sammen igen. Ivica Olic brændte på et spark, hvor han tøvede i tilløbet, og så gjorde Bastian Schweinsteiger det også. Schweinsteiger af alle. Bayern Münchens holdepunkt og tænksomme kontrollør i centrum af banen.

Derfor var alt lagt til, at Didier Drogba kunne afgøre. Denne elskede og hadede person med så meget karisma og styrke, og selvfølgelig scorede han. Han er jo Didier Drogba.

En sudanesisk journalist spurgte ham fredag, om han ville være lige så glad for en Champions League-sejr, som Drogba var, da Elfenbenskysten kvalificerede sig til VM. At dømme efter Drogbas sindssyge jubelscener, var han en smule gladere.

null

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.