Mourinhos totale triumf
Den kølige portugiser gjorde det i 2004 – og igen lørdag aften: Vandt Champions League.
José Mourinho så fuldstændig rolig ud. Med hænderne i lommerne gik han rundt på sidelinjen og lignede en mand, der havde styr på sagerne. Der var spillet 25 minutter, og Bayern München sad på kampen.
Ti minutter senere kom målet – til Inter. Som så ofte før på et kontraangreb, der splittede modstandernes forsvar ad. Wesley Sneijder sagde farvel til to modstandere, spillede bolden på tværs til Diego Milito og kunne juble sekundet efter, da den målfarlige argentiner udplacerede Hans-Jörg Butt efter en skudfinte.
Endelig fik Mourinho hænderne op af lommerne, og det samme fik han to minutter før halvlegsfløjtet, da duoen Sneijder-Milito igen lavede ravage i tyskernes bagerste kæde. Sneijder var alene med Butt, men Inters kreatør sendte bolden direkte på modstandernes målmand.
Militos gift
Thomas Müller og Goran Pandev var tæt på at score til henholdsvis 1-1 og 2-0 i de første minutter af anden halvleg, som Bayern München forgæves kontrollerede fra midtbanen.
Præcis som i første halvleg blev Louis van Gaals mandskab straffet, da Inter satte gang i endnu et kontraangreb, som ødelagde Bayern Münchens organisation i forsvaret. Diego Milito, der var kampens helt store profil, fik Daniel van Buten til at se stor og tung ud i det 70. minut, da han driblede forbi ham og sendte bolden forbi en sagesløs Butt i målet.
For en gangs skyld havde Mourinho svært ved at skjule sin begejstring, og det samme havde Inter-spillerne. Så meget, at Mourinho øjeblikket efter gestikulerede ”ro på".
Eleven slog mentoren
Bayern München fandt aldrig et modsvar, og da der resterede 30 sekunder af kampen, gik Mourinho over til Bayern-bænken og sagde tak for kampen til den rødkindede van Gaal – hans tidligere mentor i FC Barcelona. Og så lød slutfløjtet ...
Lørdag aften brød Inter en forbandelse. Klubben har domineret italiensk fodbold i fem år, men er blevet kritikeret for at have underpræsteret på den internationale scene.
Den tid er slut nu.