»Hej Niko. Jeg må desværre fortælle dig, at jeg ikke ...«

Følgende historie skulle aldrig være skrevet.

Kasper Søndergaard skulle godt nok have optrådt i denne avis, men først omme på side 38, hvor du kunne læse om de danske håndboldherrers sejr over Polen i Golden League-stævnet, om hans varemærke-gennembrud på ydersiden af backen og om hans status som Danmarks mest vindende herrespiller gennem tiderne.

Syv medaljer har Skjern-veteranen vundet ved store internationale mesterskaber, han var klar til at gå efter sit tredje EM-guld til januar i Kroatien og ville så slutte af med VM på hjemmebane i 2019, men forrige lørdag smed Kasper Søndergaard sig i en sofa derhjemme for at skrive en sms.

»Hej Niko. Jeg må desværre fortælle dig, at jeg ikke er til rådighed for landsholdet mere. Jeg er i et kæmpe dilemma, for har rigtigt meget lyst til at spille en slutrunde under din ledelse, men på den anden side er jeg også mere presset fysisk, end jeg har været før. Bliver sgu nødt til at tænke på mig selv og lytte til min krop. Derudover fylder det også rigtigt meget i vores familie, at vi har to drenge på et og fem år og Maria samtidig arbejder fuld tid. Der er sgu ikke så meget overskud i hverdagen som før i tiden. Jeg elsker stadig at spille håndbold og det er den følelse, jeg helst ikke vil ødelægge.«

Resten af beskeden gik med at forsikre Nikolaj Jacobsen om, at beslutningen var gennemtænkt, at han var mere end velkommen til at ringe, og at han og holdet fik de varmeste tanker fra Vestjylland.

Ikke plads til vaklen

Sådan, med 1.076 tegn til landstræneren havde Kasper Søndergaard pensioneret sig selv.

»Oprindeligt ringede jeg til Nikolaj for tre uger siden for at melde afbud til Golden League, men vi talte lidt, og han sagde, at jeg jo kunne komme og spille lidt af kampene, få behandling og ellers bare være med i truppen. Det accepterede jeg, men på de to uger fik jeg det ikke bedre i kroppen, og hverdagen er jo heller ikke blevet lettere,« understreger Kasper Søndergaard.

»Denne gang valgte jeg så helt bevidst at sende en sms i stedet for at ringe. Jeg kan godt lide, når folk synes, at jeg er en god fyr, jeg kan godt lide at gøre folk glade, og jeg ved, at Nikolaj med 90 pcts sikkerhed havde kunnet overtale mig igen, hvis jeg havde ringet. Sådan endte det, da jeg meldte fra til landsholdet efter VM i 2015. Der var ingen problemer dengang, men jeg var gået kold i alle kampene, og mit stop var definitivt i mit eget hoved. Så ringede Gudmundur (daværende landstræner, red.) to-tre gange, jeg sagde først nej, men blev til sidst fristet af at få en rolle igen og komme med til OL. Denne gang er der virkelig ingen vej tilbage, så derfor skrev jeg en sms, en rigtigt lang sms.«

Behovet for at sikre sig selv mod uønsket vaklen er forstærket af hele optakten, for Kasper Søndergaard havde så sent som i sommer overhovedet ikke været i nærheden af at overveje muligheden for at skulle spekulere på sådan en beslutning.

Alt var i vater.

Hjemme i Skjern jagtede han et dansk mesterskab og havde desuden Champions League-opgør mod udenlandske storklubber at glæde sig til som en bonus, i landsholdsregi tændte han på Nikolaj Jacobsens planer om at generere mere fart i spillet, og Kasper Søndergaard gjorde sit for at kunne følge med.

Sveden med et formål

I sommerpauserne har han altid sørget for at selvtræne, men denne gang fik den lige 10-20 pct mere på mængden og intensiteten. En personlig træner blev hyret som vejleder, ferien blev brugt på cykelture i sydlandske bjerge, intervalløb og styrketræning.

»Jeg ville virkelig være klar, og jeg ved jo også, at jeg er ved at blive ældre. Jeg var meget fokuseret på at undgå skader, selv om jeg heldigvis var sluppet for noget alvorligt de seneste år, men det gik helt galt. I en øvelse kom jeg til at træde op på vores målmand og vred rundt på venstre fod, det døjer jeg stadig med, og nu har jeg også fået ondt i ryggen og i højre fod. Problemet er, at jeg efterhånden er vredet rundt 1.000 gange på begge fodled, så jeg har ingen ledbånd tilbage. Heldigvis kan jeg komme hurtigere i gang igen, for der er ikke noget, der kan hæve, men omvendt har jeg smerter, selv når jeg ikke træner, og jeg har heller ingen kræfter dernede, så det går ud over mit spil. Der er ingen tvivl om, at skaderne har gjort det lettere for mig at melde fra til landsholdet. Jo mere ondt man får, når man står op om morgenen, og når man skal til at træne, jo nemmere er det at overbevise sig selv om, at det ikke er det rigtige længere.«

Udfordringer derhjemme gjorde dog de største indhug i krukken med landsholdsharpiks og endte med at tømme den helt.

Med en karriere som jurist, egne interesser og eget netværk har ægtefællen Maria aldrig haft problemer med at klare gemalens periodevise fravær og hans helt store forsvindingsnummer i januar, der skiftevis byder på fire ugers EM eller VM. For Kasper Søndergaards vedkommende var landsholdsturene en form for substitut for det udlandseventyr, som han aldrig helt har været fristet af trods flere tilbud for storklubber. Det sportslige ønske om så meget spilletid som muligt og det personlige behov for at være tæt på familie og venner gjorde det mest attraktivt at blive i Danmark, og så gav slutrunderne ham det ekstra kick.

Et mesterskab er imidlertid ikke kun fede kampe, høj puls og triumf, det er også lange timer på hotelværelset, afsavn og lidt for mange tv-serier på iPaden, og pludselig havde Kasper Søndergaard ikke kun Maria, men også sønnerne Emil og Adam at tænke på.

Børnene skal ikke lide

»Maria var på barsel indtil sommer, men efter ferien begyndte hun at arbejde igen, og det kom faktisk lidt bag på mig, hvor stor forskellen er. Indtil da var der altid styr på tingene, nu begyndte vi bare at få ekstra travlt i hverdagen og blev mere pressede. Maria er megasej og ville klare det, men jeg endte med næsten ikke at kunne overskue Golden League, og det var kun én uge, så jeg ville få megadårlig samvittighed over at efterlade hende med sådan et januarhelvede,« fastslår Kasper Søndergaard.

»Det har altid været alfa og omega at være afklaret, når man er med landsholdet, og det har jeg også altid været, men jeg ved med mig selv, at det ville have været anderledes denne gang. Jeg ville tænke alt for meget over de omkostninger, som EM ville have for min familie. Mine børn skulle hentes af alle mulige mennesker på alle mulige tidspunkter, jeg ville få opkald fra Adam, der ville høre, hvornår jeg kom hjem. Børn kan klare en masse, det ville Adam og Emil også gøre, og jeg har også fået nogle kommentarer om, at ”nå, du gider virkelig ikke landsholdet længere, ja, ja”, men det må folk selv om. Jeg kan kun leve mit eget liv, og måske er det her ikke en nødvendig eller rigtig beslutning set udefra, men den var rigtig for mig.«

Belønningen har vist sig hurtigt.

Ingen fortrydelses-sms

I stedet for at pleje håndboldfolket med landskampe i Brøndby, Aarhus og Herning har Kasper Søndergaard kunnet pleje sig selv og har kunnet give kroppen tiltrængt hvile. Han fryder sig over at have mærket øjeblikkelig fremgang, for han elsker stadig at spille og har stadig ambitioner om at vinde DM-guld med Skjern.

»Man føler sig virkelig tilovers, når man er skadet, og jeg gider ikke ende som én, der bare sidder på sidelinjen som et sølle ringvrag. Jeg håber bare ikke, at Nikolaj føler, at jeg har svigtet ham. Hvis andre føler det, vil det også være trist, men på en måde er jeg ligeglad, for jeg føler ikke, at jeg skal skamme mig over at melde fra. Jeg er 36 år og har næsten spillet 200 landskampe, men alting har en ende. Det er helt klart mærkeligt at se dem i fjernsynet, men jeg kommer ikke til at savne at være med, når jeg skal se kampene fra EM til januar. Det gjorde jeg i 2016, jeg havde en underlig følelse af stadig at føle mig som en del af holdet, men jeg tror ikke, at noget af alt det kommer denne gang. Det har allerede hjulpet på mit humør, at jeg har meldt fra, jeg har fået meget mere overskud.«

Og derfor skulle denne historie skrives.

Tre glimt fra Søndergaards mentale arkiv

HØJDEPUNKTET

Det er helt klart de tre titler, OL-guldet og de to VM-guld. Der er så kæmpestor forskel på at blive etter og toer.

Som etter har man en fest, der varer i meget lang tid, det er så givende at vinde med gutterne, dem, som man er venner med, som man går så meget igennem med, og som man bruger så meget tid sammen med.

Som toer bliver man ramt af en kæmpe skuffelse, lige når det sker, og har følelsen siddende rigtig længe.

Og det er vildt at tænke på, hvor meget slutresultatet betyder. Til EM i Serbien 2012 spillede vi dårligt, vi tabte to kampe i puljen og var heldige flere gange, inden vi vandt. Til VM i Sverige 2011 spillede vi bedre end på noget andet tidspunkt i min landsholdstid, men tabte til Frankrig i finalen og var helt nede, da vi tog hjem.

LAVPUNKTET

Der er ingen diskussion, det var VM i Spanien 2013, hvor vi tabte finalen med 16 mål.

Sølv er som sådan fint, men finalen var totalt uacceptabel, og den kommer jeg aldrig til at lægge fra mig, selv om man bare helst vil glemme alt om det. Det var så pinligt, vi havde slet ikke lyst til at komme ud fra omklædningsrummet, for vi vidste jo godt, at mange danskere havde brugt tid og penge på at rejse ned for at få en god oplevelse, og så endte det i en ren ydmygelse.

DET VIL JEG SAVNE MEST

Bortset fra selve spændingen i kampene er det helt klart det sociale på holdet. Vi har altid været gode til at gøre ting sammen, som ikke havde noget med håndbold at gøre.

Efter hver slutrunde har vi haft ture, hvor vi har hygget os, og det samme har vi gjort, når vi har været samlet om sommeren. Vi har altid haft frihed under ansvar, vores trænere har været utroligt gode til at give os friheden, og vi har stort set ikke skuffet dem, og de eksempler holder jeg for mig selv.