Mads P. har et ambitiøst mål for 2021
Den tidligere verdensmester er ikke tilfreds med antallet af sejre, men han vil hellere vinde klassikere end at blive sprinter.
Mads Pedersen kunne let erklære sig tilfreds. En triumf i endagsløbet Gent-Wevelgem, etapesejre i Polen Rundt og BinckBank Tour samt en flot debut i Tour de France var hans måde at følge op på VM-sejren i 2019.
»Men jeg kører ikke på cykel for at vinde tre løb om året. Jeg brokker mig slet ikke over den sæson, jeg havde sidste år, men jeg vil fandeme gerne hive nogle flere sejre hjem. Jeg vil være den bedste på holdet og være blandt verdenseliten. Jeg skal f.eks. ikke falde igennem i Flandern Rundt efter at have gjort det godt i Gent-Wevelgem.«
Allerede nu ligger det fast, at den 25-årige Trek-Segafredo-rytter skal være holdets kaptajn – sammen med Jasper Stuyven – i forårsklassikere som Flandern Rundt og Paris-Roubaix.
Duoen er også blevet udset til at jagte etapesejre i Tour de France.
Der mangler stadig noget
»Touren er god for ens udvikling, og så er det selvfølgelig et fedt cykelløb. Men det er ikke sådan, at jeg sidder og hamrer i bordet for at køre Touren – det er først i 2022,« siger Mads Pedersen med henvisning til de tre danske Tour-etaper til næste år.
Deltagelsen i Tour de France 2020 var med til at løfte hans niveau i resten af sæsonen, forklarer han:
»Jeg tabte mig lidt, og det er sjovere at køre cykelløb, når man er lidt lettere. Hvis man kommer godt ud af sådan en Grand Tour og får restitueret godt, inden man skal træne videre, så får man lige et ekstra gear, når man skal køre cykelløb igen.«
Selv om han fik en andenplads under to af massespurterne i Tour de France, betyder det ikke, at han vil fokusere mere på den disciplin fremover.
»Jeg har bare en kærlighed for klassikerne. Hvis jeg skulle koncentrere mig om at blive sprinter, kunne jeg miste meget af det, der gør, at jeg kan være med i klassikerne. Jeg mangler stadig at vinde Flandern Rundt og Paris-Roubaix, så det vil jeg lige have lov til give mig selv chancen for at gøre, inden jeg begynder at lege sprinter.«
Mads Pedersen og resten af WorldTour-feltet indleder sæsonen i februar. I foråret stiller den tidligere verdensmester op til bl.a. Volta ao Algarve, Paris-Nice, Milano-Sanremo, Flandern Rundt og Paris-Roubaix.