Når et rensdyr har fået nok

Med dit eget rensdyr kan du opleve Nordsverige. Det er en tur gennem vildmarken, der dog først bliver vild, når dit rensdyr er ude på narrestreger.

Artiklens øverste billede
Rensdyrene i indhegningen er temmelig meget oppe at køre og løber rundt, da den samiske guide Pávva Pittja begynder at fange dem ind med et orange reb. De ved måske, hvad der venter. En to til tre timer lang tur med turister, der absolut ingen erfaring har med rensdyrkørsel. Men rensdyrene er trænede og laver ikke nødvendigvis narrestreger. Foto: Alexander Højfeldt Lund

Det rensdyr, som under hele turen gennem den laplandske ødemark har været en anelse ugideligt, har nu fået gevaldigt krudt bagi. Det er nærmest uregerligt. Vi er lige kommet tilbage til samerlejren. Latka, som renen hedder, har besluttet sig for, at nu gider den ikke mere. Den har fået nok.

Deres skribent og rensdyr bliver introduceret til hinanden. Rensdyret lader til at være temmelig uinteresseret. Foto: Lars Lindevall Hansen

Vores samiske guide Pávva Pittja har stukket rebet i hånden på mig og sagt, at jeg skal holde godt fast. Og det skal jeg love for bliver nødvendigt. Da renen opdager, at den er fri af slæden, og at turen er forbi, har den absolut ingen intentioner om at blive stående pænt og vente på, at Pávva Pittja bliver færdig med at hjælpe de andre med deres rener. Den vil ind til de andre i indhegningen.

Først rykker den lidt i rebet. Jeg holder fast. Men renen insisterer og rykker endnu hårdere i rebet, hvilket resulterer i, at jeg falder fladt med hovedet først i sneen, mens renen trækker ned mod indhegningen for enden af stien.

Da renen opdager, at den er fri af slæden, og at turen er forbi, har den absolut ingen intentioner om at blive stående.

Jeg kommer på benene igen, sætter hælene i sneen og får trukket renen tilbage til slæden. Den virrer gevaldigt med resterne af dens gevir – reners gevir falder af, når det bliver vinter – og jeg er flere gange tæt på at komme i karambolage med det.

Vores øjne mødes, og jeg kan se et bedende udtryk blandet med irritation i dens blik. Tovtrækkeriet fortsætter i et stykke tid til morskab for resten af selskabet, inden vores samiske guide er færdig med at hjælpe de andre og leder vores rener ind i indhegningen.

Logikken i en rensdyr-konvoj

Et par timer tidligere ankom vi til Nutti Sámi Siida, der ligger i nærheden af Jukkasjärvi – en lille by 15 km fra Kiruna – som mest er kendt for ishotellet Icehotel. Samen Pávva Pittja, som er klædt i traditionelle samiske klæder, tager imod os ved rensdyrindhegningen, hvor vi kan tage vores helt eget rensdyr i øjemål.

Rensdyr er flokdyr og følger naturligt førerdyret. Det er dog ikke ensbetydende med, at man ikke skal sætte sig i respekt. Det er nødvendigt, hvis turen skal forløbe uden alt for mange stop. Foto: Alexander Højfeldt Lund

På en lang række leder vi vores rener ud af indhegningen over til slæderne. Dyrene er tilsyneladende vant til proceduren og følger med i et adstadig tempo. Pávva Pittja hjælper mig med at fastgøre Latka til min slæde. Jeg har fået pladsen lige efter guiden, og det kommer jeg til at glæde mig over senere på turen. Det giver nemlig frit udsyn og gør, at jeg ikke bliver fanget bag mere gumpetunge rensdyr.

Pávva Pittja arrangerer os alle på en lang række. Da han går hen til sin egen slæde, der står forrest i denne rensdyr-konvoj, forklarer han mig:

Latka betyder ”hul” på samisk. Hvis man kigger nøje efter, kan man se, at rensdyrets højre øre er splittet i to. Derfor navnet. Foto: Alexander Højfeldt Lund

Og jeg forsøger fra begyndelsen at sætte mig i respekt. Jeg laver et svirp med rebet for at sætte Latka i gang med at løbe, men renen reagerer ikke. Den virrer bare med hovedet.

»Jaa, jaa,« råber jeg, men lige lidt hjælper det.

Jeg prøver igen med et svirp med rebet, indtil guiden råber, at jeg skal vente lidt, han er jo ikke begyndt at køre endnu. Da finder jeg ud af, hvordan en rensdyrflok fungerer. Der er en leder-ren, der styrer flokkens tempo, og hvor den skal hen. Hvis lederen står stille, står alle stille. Hvis lederen løber hurtigt, løber alle hurtigt.

I det sneklædte skovlandskab begynder en smuk naturoplevelse.

Endelig sætter Pávva Pittja gang i sin slæde, og Latka begynder helt automatisk at følge trop. Rensdyr-konvojen bliver ledt ad stien ud af lejren og ind i det sneklædte skovlandskab, og her begynder en af de smukkeste naturoplevelser, jeg har haft.

Automobiler på en frossen sø

Jeg har tilbragt snart tre dage i Lapland, og det meste af tiden har det været gråt og regnfuldt, men her på turens sidste dag trækker skyerne til side, og luften bliver helt klar, himlen helt blå og solen helt vildt skarp.

Som vi kører gennem skoven, kan man fornemme den vilde natur omkring en. Vi kører godt nok på en afmærket sti, men jeg har fornemmelsen af, at eventyret og det ukendte ligger lige under den uberørte sne ved siden af stien. Men rensdyret bliver på stien, og det er nok meget godt, for det er bestemt ikke ønskværdigt for en ikke-øvet vildmarksmand at fare vild i ødemarken.

Heroppe i den vilde natur lever samerne blandt graner, høje fjelde og frosne søer. I et ekstremernes land, hvor temperaturen om vinteren falder til minus 40 grader, og nordlyset danser på den mørke nattehimmel. Og hvor midnatssolen om sommeren skinner i 100 dage uden at nå ned under horisonten.

Samerne, som bor her, taler deres eget sprog og har deres egen kultur. Det samiske sprog er beslægtet med finsk, men langtfra alle samer taler i dag samisk. De er stærkt knyttet til rensdyrene og har brugt rensdyr og slæder som transportmiddel gennem flere hundrede år. Omkring 10 pct. af den samiske befolkning lever af rensdyr. Andre traditionelle samiske leveveje er fiskeri, jagt og kunsthåndværk. De mere moderne leveveje er turisme, kødforarbejdning og arbejde inden for de samiske medier.

Vores guide, Pávva Pittja, lærte først at tale svensk, da han var seks år, fortæller han, da vi har gjort ophold ved bredden af stor, snehvid, frossen sø. Den strækker sig fladt mellem de høje tinder. Automobilindustrien tager hver vinter til området omkring Kiruna for at teste deres nyeste modeller. De store helt vandrette søer er ideelle til at teste bilernes køreegenskaber på is og i temperaturer under frysepunktet.

Naturen omkring Kiruna er plettet med store søer, der i vinterhalvåret er frosne. Faktisk så frosne, at bilfabrikanter flyver deres nyeste modeller til Lapland for at teste dem på iset underlag. Foto: Lars Lindevall Hansen

En samer fra Vejle

Det er gået op for Latka, at vi ikke er langt fra lejren. Vi har netop krydset en af de få veje i ødemarken, og kun den sidste del af strækningen gennem skoven er tilbage. Fører-renen sætter med et farten op, og Latka følger trop.

Sneen står op fra rensdyrets klove, da det sætter i galop ned mod lejren. Jeg holder godt fat i rebet og i slæden. Slæden skærer gennem sneen, strejfer stiens kanter, og træerne suser forbi. Det adstadige rensdyr, der ikke har villet løbe særlig hurtigt på hele turen, tromler nu ned mod lejren. Det er en fantastisk følelse, men begejstringen er kortvarig, for lejren kommer til syne mellem træerne, og rensdyret sænker farten og gør holdt bag ved Pávva Pittjas slæde.

Da selskabet har grinet færdig over min lettere Gø og Gokke-agtige kamp med rensdyret, er det tid til en traditionel samisk frokost.

Det røgede rensdyrkød bliver stegt i rigeligt smør over en knap så sagte ild. Når kødet er færdigt, serveres det i fladbrød med tyttebærsyltetøj. Der bliver puttet tyttebær i alting. Foto: Alexander Højfeldt Lund

Den samiske kvinde, der tilbereder vores frokost, fortæller, at hun har boet i Vejle på et tidspunkt, eller også var det hendes far, der var fra Vejle. Hun synes i hvert fald, at det er vældig hyggeligt med dansk besøg.

Rensdyrkødet steges i smør på en pande. Mens vi venter, kan vi ud over at få varmen fra bålet også varme os på den traditionelle svenske drik varm tyttebærsaft. Tyttebærsaft kan drikkes kold og varm – til morgen, middag og aften.

Da kødet har fået nok, lægges det i et svensk fladbrød og garneres med tyttebærsyltetøj.

Da jeg træder ud af teltet, er det med lugten af røg i termodragten, en mæt mave og en følelse af at have oplevet, hvordan det er at være midt ude i Laplands vilde natur. Og hvordan det er at møde et kortvarigt vildt rensdyr.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.